Bygget på pionerånd og entusiasme
- Hvidovre Hospitals historie
Den 7. august 1970 blev Hvidovre Hospital grundlagt, og 6 år senere, i 1976, blev det indviet af Dronning Margrethe.
Der blev tænkt nyt, da Hvidovre Hospital skulle bygges. Det var ikke kun hospitalets bygninger, der blev bygget flade. Det samme skulle gælde for hierarkierne. På det nye hospital blev de gamle hierarkier nedbrudt, som blandt andet betød, at alle personalegrupper var "dus", og ingen skulle længere tiltales med fx "Hr. Overlæge".
De nye, flade hierarkier betød også, at det ikke længere var lægerne, som var dominerende, og sygeplejerskerne blot var lægens hjælper. På Hvidovre Hospital fik sygeplejerskerne lov til at arbejde med deres egen faglighed, og de forskellige faggrupper arbejdede nu side om side som ligestillede partnere i patientpleje- og behandling.
Det gode samarbejde har været med til at bringe Hvidovre Hospital helt i front inden for diagnosticering, behandling og forskning. Samarbejdet har derudover skabt gode kollegiale fællesskaber. Selvom hospitalet er fladt, er der højt til loftet, og det kan mærkes i den gode Hvidovreånd, som er forblevet i hospitalets atmosfære i dag.
Fra forsørgelsesanstalt til moderne hospital
- Amager Hospitals historie
Modsat Hvidovre Hospital har Amager Hospital en lang historie.
De ældste bygninger er helt tilbage fra 1894. De blev betalt af etatsråd Lauritz Peter Holmblad, som havde testamenteret 150.000 kroner til opførelsen af et plejehjem – eller en forsørgelsesanstalt, som det blev kaldt den gang. I bygningerne var der et plejehjem til mænd og kvinder, et børnehjem med plads til 35 børn og et mindre sygehus med plads til 18 patienter.
I 1901 begyndte man ombygningen til et egentligt hospital, nemlig Sundby Hospital. Hospitalet skulle behandle patienter med almindelige medicinske og lettere kirurgiske sygdomme. Senere blev Sundby Hospital til et egentligt kirurgisk hospital.
Udbygningerne fortsatte, og i 1939 havde Sundby Hospital 420 sengepladser og blev omtalt som et af Københavns mest moderne hospitaler.
Den 1. april 1997 blev Sundby Hospital lagt sammen med Sankt Elisabet Hospital, og derefter gik de to institutioner under navnet Amager Hospital.
I dag går hospitalet under navnet 'Amager og Hvidovre Hospital', efter at de to matrikler fusionerede i 2012. Amager Hospital har ikke længere nogle kirurgiske afdelinger, men det er stadig de almindelige medicinske folkesygdomme, som hospitalet er specialist i.
Selvom hospitalet flere gange har ændret navn og funktion, så foregår det daglige arbejde stadig i de historiske bygninger.
Historien skrives stadig
- fusion og nybyggeri
Selvom historie typisk forbindes med noget gammelt, så sker der også begivenheder i nutiden, som er med til at forme historien i fremtiden.
Amager og Hvidovre hospital bliver til ét
I 2012 blev Amager Hospital og Hvidovre Hospital fusioneret. Hospitalet fungerer som én organisation under ledelse af direktionen på Amager og Hvidovre Hospital, med fælles stabe og med aktiviteter på begge matrikler.
Nyt hospital på vej
For at sikre, at der i fremtiden fortsat vil være god og sikker behandling i høj faglig kvalitet, er der på Hvidovre Hospital ved at blive bygget en ny afdeling, som snart er klar til indflytning. De nye bygninger skal være med til at sikre, at man som patient føler sig ventet og velkommen, og hospitalet skal samtidig være en god og tryg arbejdsplads for personalet.
Læs mere om Nyt Hospital Hvidovre