"Jeg kommer rundt i hver en krog"

​40 års-jubilar Tonny Jensen kører som portør med post og prøver og kommer vidt omkring på Hvidovre Hospital. Et par måneder om året gør han sig særligt bemærket med jule- og halloweenpynt på vognen.

Vent...

Allerede da Tonny Jensen var 19 år lagde han sit job som gulvpålægger bag sig og trådte ind på hospitalsgulvene som portør. Først på Kommunehospitalet og de sidste 38 år på Hvidovre Hospital.

De første mange år tilbragte han på lageret i kælderen, men for fem år siden kom han op i lyset, da lageret lukkede. Ikke for at køre med patienter – det er for hårdt for de snart 60-årige knæ – men for at fragte post og prøver, fx blodprøver, rundt på hele hospitalet og til og fra alle afdelinger.

"Jeg kommer rundt i hver en krog og snakker med mange mennesker hver dag. Vi har jo alle sammen travlt, så det er bare hurtigt, men jeg kan godt lide at komme med en kvik bemærkning, som kan løfte stemningen lidt," fortæller Tonny.

Ham med julevognen

Ud over de kvikke bemærkninger kan han ikke dy sig for at markere diverse højtider, så hvert år til jul pakker han vognen ind i lyskæder og snemænd – og i edderkoppespind og græskarhoveder til Halloween. Jul-Portør_TonnyJensen_vogn_237x237.jpg

"Det er jo et hospital, så det skal ikke være for meget, men jeg får rigtigt mange positive kommentarer både af patienterne og af kollegerne. Nu er de begyndt at spørge, hvad jeg gør til Påske. Det overvejer jeg lige, for jeg har ikke noget Påske-sortiment," smiler Tonny.

Kaffe med skum på

Når han skal huske tilbage på de sidste næsten 40 år, gør han holdt ved øllene, der fyldte godt på portørstuen for få år tilbage.

"Der blev gået til den med "kaffe med skum", som man kaldte øllet om morgenen, og det er nok meget godt, man ikke gør det mere. Jeg var ikke med selv, for det var ikke lige mig," fortæller Tonny, som ud over alkoholkulturen også har oplevet hverdagen ændre sig på mere faglige måder.

"For det første er vi blevet færre og færre på grund af fx effektivisering. Vi startede med at være ni på lageret dengang og til sidst var det bare mig, indtil lageret lukkede og flyttede," fortæller Tonny Jensen.

Styret af computere

En anden forandring har været indtoget af den teknologiske udvikling, som også har haft indflydelse på portørernes hverdag. Sidste år blev der fx indført et helt nyt system på hospitalet, hvor portørerne melder sig på opgaverne via klik på mobiltelefonen i stedet for at blive kontaktet af portørcentralen på telefonen. Det passer Tonny Jensen godt:

"Det giver en mindre stressende hverdag, end før. Jeg passede fx akuttelefonen og skulle dirigere opkald videre til andre telefoner, samtidig med, at jeg skulle passe mine opgaver. Jeg har altid været frisk på noget nyt, og det er godt med tiltag, der gør hverdagen nemmere," siger Tonny.

Den 12. februar fejrer han jubilæet med familie, venner og kolleger til en reception på hospitalet. Om tre et halvt år er det hans plan at trække sig tilbage på efterløn – blandt andet for at bruge tid på interessen for modelfly og -helikoptere og at se mere til de fire børnebørn, som bor tæt på.

 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor