Hæderspris til kunstværker på Hvidovre Hospital

Ruth Campau har udsmykket Hvidovre Hospital både indvendigt og udvendigt. Nu får hun en livslang årlig ydelse fra Statens Kunstfond for bl.a. hendes værker på både det eksisterende og nye Hvidovre Hospital.
Vent...
De er svære at overse. 10 meter høje – fra kælder til kvist – og i kraftige farver; rød, gul, blå og orange. Ruth Campaus kunstværker tårner sig op på Hvidovre Hospital, ét i hvert center, hvor de lange, dybe penselstrøg løber fra loftet på hospitalets tagaetage til gulvet i hospitalets ambulatorieetage.

Og det er netop dette store og voluminøse udtryk kombineret med enkelthed, som Statens Kunstfond har lagt vægt på i deres tildeling af deres årlige hæderspris til Ruth Campau.

”Campaus værker er på én og samme tid mekaniske, nærmest industrielle og dybt sanselige. Det er den kombination, der gør, at Campaus kunstneriske udtryk er karakteristisk og dybt originalt,” skriver Statens Kunstfond i deres indstilling.

Statens Kunstfonds hæderspris sikrer Ruth Campau en livslang årlig ydelse. 

Flere værker på vej til Hvidovre

Ruth Campau er netop gået i gang med at male sit sidste værk til Hvidovre Hospital – et over 100 kvadratmeter stort kunstværk, som skal pryde en knap 20 meter høj væg i det nye byggeri.

Det nye kunstværk skal markere samlingspunktet i hospitalets nye center, der kommer til at være grønt. Derfor bliver grøn også den gennemgående farve i værket, ligesom orange er det i det Center 1, blå er det i det Center 2 osv. 

Det nye kunstværk bliver næsten dobbelt så højt som de fire andre kunstværker.

”Det bliver noget helt andet at skulle lave det her værk. Det bliver enormt højt og en del smallere end de tidligere værker. Så kompositionen bliver en hel anden. Men konceptet er det samme. Det er fortsat tæpper, der er inspirationskilde, og jeg bruger de samme materialer og den samme fremgangsmåde,” fortæller Ruth Campau.



Udover kunstværkerne inde på hospitalet, har Ruth Campau også lavet en frise i beton, som skal pryde facaden på nybyggeriet.

Maler med koste på gulvet

Ruth Campaus fremgangsmåde ligner ikke alle andres. Hendes kunstværker er nemlig ikke malet med pensler på staffeli, men med koste på gulvet.

”Jeg starter med at kaste godt med maling ud på en plade, som jeg har lagt på gulvet, og så kører jeg koste igennem malingen. Det er det, der giver de her både meget fine og grove riller i mine værker,” fortæller Ruth Campau.

Og netop denne teknik er også noget, som Kunstfonden har fremhævet:
”Campau har udskiftet den lille pensel med en kost, som hun nærmest fejer hen over pladerne i lange lige strøg af maling på store akrylplader. På den måde udfordrer hun maleriet og dets status som et væghængende objekt.”


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor