Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Patienttopmøde 2023

​Til Patienttopmødet 2023 den 17. november stillede vi skarpt på, hvor vigtigt det er, at patienter og pårørende inddrages i at finde løsninger i det danske sundhedsvæsen​.

​Til Patienttopmødet mødtes over 100 repræsentanter fra patient- og pårørenderåd samt fagprofessionelle fra hele landet for at dele erfaringer og hente inspiration til, hvordan patienternes stemme styrkes på landets hospitaler.

Se program for Patienttopmøde 2023 (åbner i pdf på ny fane)

Oplæg i plenum

Dagen bød på oplæg fra regionsrådsformand, Lars Gaardhøj, Region Hovedstaden, vicedirektør i Danske Patienter, Annette Wandel, og læge og journalist, Peter Qvortrup Geisling som stillede skarpt på, hvordan patienternes stemme inkluderes i det danske sundhedsvæsen. 

Se Annette Wandels præsentation - Hvad er kvalitet for patienter? (åbner i pdf på ny fane)

Workshops

Til topmødet var der livlig erfaringsudveksling i tre dialogfremmende workshops. De tre workshops stillede skarpt på inddragelse gennem både patient- og pårørende- samt hospitalsperspektivet.

​Mange tak for jeres inputs – dem vil vi her på Amager- og Hvidovre Hospital arbejdere videre med i vores Patient- og Pårørende panel og vi håber, at de også kunne inspirere jer.​


Formål

Hvordan kan patientfortællinger bidrage til udvikling af sundhedsvæsenet og hvad kræver det som patient at fortælle sin historie? På Workshoppen delte vicedirektør og formand for Patient- og Pårørendepanelet på Amager og Hvidovre Hospital, Kurt Stig Jensen, sine erfaringer med at bringe inddragelse af patientperspektivet ind i hospitalets kultur ved at anvende patientfortællinger på de månedlige fællesintroduktioner for nyansatte.

Gruppedrøftelser

I workshoppens gruppedialoger fremkom interessante perspektiver på det mod det kræver, når man som patient fortæller sin historie. Det kan bl.a. opleves mentalt hårdt, fordi nogle gennemlever de oplevelser, de fortæller om. Andre oplever det givende for deres egen forståelse, da der kan skabes nye vinkler og perspektiver på historien og dermed give plads til nye refleksioner over eget forløb.

Jeres anbefalinger

Der var bred enighed om, at det gør en forskel, når patientfortællinger anvendes i udviklingen af hospitalsvæsenet fordi historierne er med til at stille skarpt på, at det er hele mennesker, og ikke blot en sygdom, der behandles. I den sammenhæng fremkom der væsentlige perspektiver på, hvordan vi på hospitalerne kan blive bedre til at udnytte og udbrede potentialet i patientfortællinger.

​Et konkret forslag var at udbrede patientfortællinger i eksisterende mødefora på hospitalerne. Dette med formål om at stille skarpt på patientperspektivet fra mødets start, så perspektiverne kan være medvirkende til at danne ramme om og trækkes ind i mødernes efterfølgende drøftelser. Andre havde gode erfaringer med at udføre 'Patientrunder' i deres afdelinger. Patientrunderne indebærer at spørge patienterne på afdelingen systematisk ind til for eksempel et givent emne. Endelig blev det påpeget, at det er vigtigt, at man får hjælp til at formidle sin historie og at man klædes godt på til for eksempel at fortælle sin historie i et mødefora.​

Præsentation

Præsentation fra workshop 1 - Patientfortællinger (åbner i pdf på ny fane)​​


Formål

På workshoppen drøftede vi, hvordan samarbejdet bliver bedst, når patienter og pårørende er en del af projekter. Jeaneth Barth (patientrepræsentant) og Mette Luplau Gliese (Servicechef på Amager- og Hvidovre Hospital) indledte med at fortælle om deres erfaringer med involvering i konkrete projekter – eksempelvis: Indretning af fødeklinikken, madsmagning, test af nyt patienttøj, indretning af nyt hospital – og hvad der er vigtigt for dem hver især. Gensidig forventningsafstemning, organisatorisk involvering (som rækker udover projekterne) og følelsen af at kunne bidrage med noget til gavn for flere patienter blev fremhævet som nogle af de vigtigste parametre. 

Gruppedrøftelser

Der var livlig erfaringsudveksling i gruppedrøftelserne ved bordene, og der kom mange gode bud på, hvornår samarbejdet fungerer godt og mindre godt samt konkrete anbefalinger til, hvordan man både som patient- og pårørenderepræsentant og sundhedsprofessionel kan arbejde med at optimere samarbejdet i projekter. 

Jeres anbefalinger

Sammenfattende blev det fremhævet, at forudsætningen for et godt samarbejde i projekter er gensidig forventningsafstemning og en klar rollefordeling, som defineres tidligt i processen. Formålet, rammerne og strukturen for opgaven skal være klart defineret, og der bør fokuseres på at opnå meningsfulde resultater, der gavner patienterne. 

Løbende kommunikation og grundig feedback er meget afgørende for patient- og pårørenderepræsentanters motivation og lyst til at bidrage til projekter i alle dets faser. Det er desuden essentielt for et optimalt samarbejde, at der opbygges gode relationer og skabes en kultur, hvor involvering af patienter og pårørende er en naturlig del af hospitalets DNA.

Involvering af patienter og pårørende bør være ad-hoc og velovervejet, med bevidsthed om at patienter bringer forskellig viden ind i projektet. I forlængelse heraf overveje, hvilket vidensniveau man ønsker at tilvejebringe i det konkrete projekt (eksempelvis generel eller personlig viden jf. Anette Wandels oplæg). Udarbejdelse af en guide til involvering – bl.a. med fokus inkluderende mødefacilitering (eks. balanceret taletid mellem parterne) vil også bidrage til at styrke samarbejdet.

Lokale patient- og pårørendepaneler samt kompetenceudvikling for repræsentanter bidrager også positivt, ligesom opmærksomhed på en bred repræsentation i paneler for bl.a. at tilgodese patienters forskellige indsigter og faktorer ifm. ulighed i sundhed. Endeligt fremhæves anerkendelse af deltagernes indsats i form af små gaver (eks. chokolade) som et vigtigt aspekt i forhold til styrke motivationen og samarbejdsrelationerne. 

Præsentation

Præsentationer fra workshop 2 - Styrk samarbejdet i projekter (åbner i pdf på ny fane)


​Formål

Workshop 3 handlede om den gode brugerrepræsentation i mødefora. Tina Holm Nielsen, vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital indledte med at fortælle om Amager og Hvidovre Hospitals erfaringer med at have brugerrepræsentanter med i mødefora. Herefter præsenterede Yale Schade, brugerrepræsentant og Karina Aga Sachse, konsulent i Center for Patientinddragelse, deres refleksioner over brugerrepræsentation i mødefora i praksis.

Gruppedrøftelser

Der blev ved gruppedrøftelser delt erfaringer om brugerrepræsentation i mødefora. Først blev det drøftet, hvad der skal til for at brugerrepræsentation bliver en fiasko. Hvorefter fiaskoen blev vendt på hovedet og grupperne kom med bud på, hvordan man lykkedes med brugerrepræsentation i mødefora.

Jeres anbefalinger

Under workshoppen blev det tydeligt, at når brugerrepræsentanter deltager i mødefora forpligter man sig på et samarbejde, hvor det indkomne aktivt anvendes. Det er essentielt, at alle deltagere forstår og støtter op om brugerinddragelse, og at der er klare rammer og fælles forventninger til samarbejdet. Workshoppen belyste også vigtigheden af at identificere de relevante brugerroller – er det et organisatorisk eller personligt perspektiv, der er behov for.

At skabe et trygt miljø for alle mødedeltagere er afgørende for succesfuld brugerinddragelse. At organisationen oprigtigt værdsætter brugerrepræsentanternes deltagelse samt flere brugerrepræsentanter, kan bidrage til at skabe tryghed. Et fælles "os" skaber ejerskab og øger motivationen for alle parter til at bidrage konstruktivt. Dog kan brugerinddragelse være tidskrævende for både repræsentanter og organisationer, og derfor er det afgørende at investere i samarbejdet. Workshoppen understregede, at reel interesse og vilje fra organisationens side er nøglen til vellykket brugerinddragelse.

Præsentation

Præsentationer fra workshop 3 – Patienter og pårørende med til møderne (åbner i pdf på ny fane)​


​Stafetten gives videre – Patienttopmøde 2024

Amager og Hvidovre Hospital har haft fornøjelsen af at afholde årets Patienttopmøde 2023.

Opdraget til de årlige patienttopmøder er et politisk ønske fra Danske Regioner om at styrke patient- og pårørendeinddragelse i sundhedsvæsenet samt netværksdannelse på området på tværs af regionerne.

Hvis I som hospital kunne tænke jer at føre stafetten videre og være vært for næste års Patienttopmøde i 2024, så kontakt Martin Bredgaard Sørensen: mbs@regioner.dk

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden