Onsdag formiddag slog hospitalsdirektør på Amager og Hvidovre Hospital, Birgitte Rav Degenkolv, med en tung hammer hul i den væg, der ind til nu har adskilt hospitalets 43.000 kvm nye center fra det eksisterende hospital.
Hullet i væggen forbinder den centrale gang i hospitalets ambulatorieetage med det nye center. Når sammenbygningen er færdig, bliver denne gang næsten en halv kilometer lang.
"I dag har vi taget et skridt nærmere at få samlet hospitalet. Med et samlet hospital kan vi give vores patienter både et bedre og hurtigere forløb på hospitalet," siger Birgitte Rav Degenkolv.
Sammenbygningen ved den centrale gang i hospitalets ambulatorieetage er den første af en række sammenbygninger mellem det eksisterende hospital og det nye center.

Et stykke vej endnu
Dog varer det fortsat lidt inden patienter, pårørende og personale kommer til at kunne gå fra det eksisterende hospital ud i det nye center. Når håndværkerne har lavet alle sammenbygningerne, vil der blive opsat midlertidige plader for hullerne i væggen, som først tages ned, når det nye center er klar til at blive taget i brug.
"Det er en stor milepæl for byggeriet, at vi nu forbinder de to bygninger i ambulatorieetagen. Men vi er fortsat ikke helt færdige med at bore og banke ude i selve det nye center, så både patienter, pårørende og personale må vente lidt endnu på den helt store åbning," siger direktør i Center for Ejendomme Mogens Kornbo.
