De mange farver og den enorme størrelse er det som først springer i øjnene ved skitseforslaget til Campaus værk, som bliver hængt op på hospitalet i løbet af de næste par år. Værket består af fire store collager med bemalede farvefelter, som dækker hele den ene væg i hvert af de fire centre. Farvefelterne, som kunne minde om tæpper, der hænger ned over hinanden, fortsætter ned i ambulatoriegangen, så der dannes en sammenhæng mellem etagerne.
”Jeg har taget udgangspunkt i et tæppe og den symbolik på beskyttelse, som dette repræsenterer,” skriver Ruth Campau i sit skitseforslag.
Hvorfor kunst?
Den nye udsmykning er en del af en samlet kunststrategi, som hospitalet har vedtaget i forbindelse med de mange byggeprojekter finansieret af Statens Kvalitetsfond og Region Hovedstaden, som er i gang mange steder på hospitalet.
Ifølge strategien skal kunsten blandt andet være med til at få patienter og pårørende til at føle sig ventet og velkommen. Men kunsten skal også have en praktisk funktion, eksempelvis som en del af hospitalets vejvisning.
Fortællingen om tæppet
Kunstudvalgets begrundelse for valget af Campaus værk var den overordnede fortælling om tæppet, som lindrer, beskytter og heler.
”Fortællingen om tæppet skaber en sammenhæng mellem værk, arkitektur og vores patienter, som fornemt opfylder de krav, som vores kunststrategi stiller,” siger vicedirektør Kirsten Breindal om hospitalets nye udsmykning.
Fakta
De første af de fire værker forventer Ruth Campau at have klar i foråret 2017.
Alle fire værker er på plads i 2018.