Hvidovre Hospital er europamester i energirenovering

​Det ambitiøse ESCO-projekt på Hvidovre Hospital har netop modtaget en pris for at være Europas bedste energirenoveringsprojekt for bygninger.

Hvidovre Hospital har i samarbejde med Siemens siden 2013 arbejdet for at reducere energiforbruget på hospitalets 245.000 m2 med 33 %. Dette arbejde fik onsdag den 31. maj et stort skulderklap ved modtagelsen af European Energy Service Award, som blev uddelt af Berliner Energiagentur i samarbejde med EU kommissionen.

"Det er superfedt at blive anerkendt for det store arbejde, vi har gjort de sidste fire år. Det handler ikke om at have en statuette stående på bordet, men om at vores store arbejde gør en forskel," fortæller driftschef på Amager og Hvidovre Hospital, Christian Johansen.

Han er også glad for, at hospitalet kan bidrage til Danmarks i forvejen grønne brand.

"Danmark er i forvejen kendt for en grøn profil med vindmøller og solceller, så det er fedt, at vi nu også kan blive kendt for energibesparelse på bygninger," fastslår Christian Johansen.

Et grønnere hospital

De grønne visioner er også en stor del af Nyt Hospital Hvidovre, som bl.a. bygger 32.000 m2 nyt hospital samt renoverer store dele af de nuværende bygninger.

"Moderniseringen og udbygningen af Hvidovre Hospital giver god anledning til at arbejde med nye tiltag inden for miljørigtig drift og udvikling, hvilket ESCO-samarbejdet med Siemens også involverer," forklarer Christian Johansen.

ESCO betyder Energy Services Company, og er en model, hvor en privat virksomhed tilbyder at identificerer, udfører og finansierer energioptimeringen på hospitalet. Hospitalet betaler efterfølgende denne investeringen tilbage via de besparelser, som opnås på driften over en årrække.

Dette omfatter fx installation af moderne LED-teknologi og optimering af ventilation, varme og køl på hospitalet samt opsætning af solceller.

Flere projekter i fremtiden

ESCO-samarbejdet er planlagt til at køre to år endnu, og der er ikke planlagt nogen fase 2 på Hvidovre Hospital. Men driftschefen håber, at Hvidovre Hospital fortsat kan energioptimere.

"Man bliver selvfølgelig sulten efter at finde ud af, hvad man ellers kan gøre fremadrettet, når vores ESCO-samarbejde stopper,"  siger Christian Johansen.

Det næste der i hvert fald kommer til at ske inden for bæredygtigt hospitalsbyggeri, er et stort regionalt energibesparelsesprojekt på resten af Region Hovedstadens hospitaler til 750 millioner kroner.

Læs mere om Hvidovre Hospitals grønne visioner.


Redaktør