De fleste har prøvet at sidde i træk. Fået kuldegysninger og en efterfølgende løbenæse. Træk er ikke optimalt for et godt indeklima.
For at teste om hospitalets nye center, Center A, er tæt, skal byggekyndige i weekenden foretage en trykprøvningstest – en såkaldt "Blowerdoor Test" – på byggepladsen. Testen skal vise om luft siver ind og ud af bygningen f.eks. via små revner og sprækker eller utætte dør- og vindueskarme.
Godt indeklima i Center A
En utæt bygning kan udover træk bl.a. også give kolde gulve og forhøjet luftfugtighed. Alt sammen noget, som man gerne vil undgå, når man stræber efter at skabe et godt indeklima.
Trykprøvningstesten skal dermed være med til at sikre, at indeklimaet er i orden i Center A, så patienter og pårørende f.eks. ikke skal vente i træk og hospitalets medarbejdere ende med en forkølelse.
Testen foregår ved, at man først tager luft ud af bygningen og derefter puster luft ind i bygningen på samme måde som man puster luft ind i en ballon. På den måde skaber man undertryk og overtryk i bygningen. Fiser luften ud vil overtrykket ikke stige tilstrækkeligt.

Vil du vide mere?
Er du interesseret i at høre mere om "Blowerdoor Testen" kan du kontakte:
Søren Mackenhauer
Byggeleder hos Nyt Hospital Hvidovre, Center for Ejendomme
Tlf.: +45 42 42 64 90
Mail: soeren.mackenhauer@regionh.dk