"Her er blevet dejligt lyst"

​En helt ny patientmodtagelse og venteareal giver bedre rammer for patienter på Infektionsmedicinsk Ambulatorium.

Vent...

​Før: massive vægge og lukkede rum | Efter: åbne arealer med glas og lys fra gårdhaven.

I sidste uge slog Infektionsmedicinsk Ambulatorium på Hvidovre Hospital dørene op til en helt ny patientmodtagelse og venteområde.

"Vi er superglade. Her er blevet dejligt lyst og der er masser af luft. Det er blevet virkelig flot", siger Lene Kierkemann Rosenørn, som er afdelingssygeplejerske på Infektionsmedicinsk Ambulatorium, og har sin daglige gang i de nye lokaler.

Og det er netop vigtigt, for de patienter, som kommer her.

"Vores patienter er meget syge og ofte sårbare. Derfor fortjener de også det bedste. Og det synes jeg bestemt, at vores nye vente- og modtagelsesområde lever op til", siger Helle Ingmer, som er ledende oversygeplejerske på Infektionsmedicinsk Afdeling.


Ledende oversygeplejerske Helle Ingmer og afdelingssygeplejerske Lene Kierkemann Rosenørn inspicerer den nye reception i patientmodtagelsen.

Lys og luft

Ombygningerne har især haft fokus på at gøre op med den fornemmelse af at være i en kælder, som mange besøgende har i hospitalets ambulatorieetage. De massive vægge er blevet fjernet og erstattet med glasvægge, så dagslyset fra gårdhaven kan komme ind i bygningen.

Derudover er de mange små rum, som var der før, blevet omdannet til ét stort rum.

"Før var venteværelset et lille mørkt rum og modtagelsen en luge i væggen på gangen. Nu er det ét stort lokale, hvor de ventende patienter hele tiden kan se personalet og let komme i kontakt med hinanden", fortæller Lene Kierkemann Rosenørn.

Møbler giver tryghed

Men selvom vente- og modtagelsesområdet er åbent og lyst, så skal der være mulighed for lidt privatliv.

"Nogle af vores patienter har det svært med deres sygdom, og med glasvægge ud til gangen, kan føles som at sidde i et udstillingsvindue. Derfor har vi fået indrettet det sådan, at man kan sidde lidt skjult og for sig selv", fortæller Lene Kierkemann Rosenørn.

Det er gjort ved at benytte specialdesignede møbler med høj ryg, som deler rummet i mindre nicher, hvor man kan sidde lidt afsides – selvom rummet er åbent. 


Høje stolrygge afskærmer dele af ventearealet, så man kan sidde mere privat.


Fakta

Ombygningen af Infektionsmedicinsk Ambulatorium er en del kvalitetsfondsprojektet Nyt Hospital Hvidovre. Projektet indebærer ombygning og modernisering af ambulatorier og sengeafsnit samt byggeriet af 32.000 kvadratmeter nyt hospital. Læs mere på www.nythospitalhvidovre.dk.


Billeder fra Infektionsmedicinsk Ambulatorium


Ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, Bjarne Ørskov Lindhardt, klipper snoren til den nye patientmodtagelse og venteområdet.


De ansatte i afdelingen var samlet til sodavand og kage i anledning af åbningen af det ambulatorium.





Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor