Se billederne: Farver viser vej på afdelingerne i nybyggeriet

​Der kommer farver på i nybyggeriet. Blå, gul, orange og grøn. Se hvordan dørpartierne til de nye patientrettede rum kommer til at se ud og bliv klogere på, hvordan farver skal hjælpe patienter og pårørende med at finde vej i Hvidovre Hospitals nybyggeri.

Vent...

​På byggepladsen ved Hvidovre Hospital er malerne i fuld gang med at male de indvendige vægge i nybyggeriet. 

Væggene bliver primært hvide, men for at gøre det lettere for patienter og pårørende at finde vej i den nye hospitalsbygning males dørpartierne til de nye patientværelser og UB-rum (Undersøgelses- og Behandlingsrum) i fire forskellige farver; blå, gul, orange og grøn.

De fire farver er inspireret af, hvilket verdenshjørne vinduerne i de patientrettede rum vender mod. F.eks. males dørpartierne til alle patientværelser og UB-rum med vinduer mod øst blå, inspireret af det klare morgenlys, ligesom dørpartierne til alle patientværelser og UB-rum med vinduer mod vest males orange, inspireret af det varme eftermiddags- og aftenlys. De fire farver er dermed udvalgt med øje for solens skiftende nuancerer hen over dagen. 

Se de farvede dørpartier

Alle patientrettede rum, som har vinduer mod syd, får gule dørpartier.

Patientværelser og UB-rum med vinduer mod øst får blå dørpartier.

Patientrettede rum med vinduer mod nord får grønne dørpartier.

Alle patientværelser og UB-rum, som har vinduer mod vest, får orange dørpartier.

Gå efter de blå døre

De farvede dørpartier skal hjælpe patienter og pårørende med at orientere sig på afdelingerne i nybyggeriet.

"Ved at male dørpartierne i forskellige farver bliver de mange patientrettede rum på hvert afsnit i nybyggeriet inddelt i mindre dele, der gør det mere overskueligt og lettere at adskille rummene fra hinanden," fortæller senior projektleder og arkitekt hos Nyt Hospital Hvidovre, Abelone Dyrup, og fortsætter:

"Tanken er, at når f.eks. en pårørende skal besøge en patient på hjerteafdelingen, kan personalet guide den pårørende til patienten, ved at fortælle at vedkommende skal gå til patientværelse 15, der ligger ved de blå dørpartier."

Fremhæver hvor patienten skal hen

Det er kun dørpartierne til de patientrettede rum, der males i de fire forskellige farver. Alle døre og indgange til personalerettede rum såsom kontorer, depotrum og medicinrum holdes i hvide og grå nuancer.

"Ved at holde indgangene til kontorer og andre personalerum i neutrale farver nedtones de personalerettede rum, mens de farvede patientrettede rum fremhæves. På den måde bliver det meget tydeligt, hvor man som patient skal gå hen," fortæller projektleder og designingeniør hos Nyt Hospital Hvidovre, Pernille Rahbek Simonsen og fortsætter:

"Farver markerer, at der sker noget, som man skal være opmærksom på. F.eks. en indgang til et rum. Desuden er de farvede dørpartier også en stor hjælp for svagtseende, der langt lettere kan få øje på en indgang, når den skiller sig ud fra resten. I dette tilfælde bryder med de hvide vægge." 

Her ses en gang i nybyggeriet med personalerettede rum på højre side og patientrettede rum på venstre side.

Hver gang, der er et knæk på en gang i nybyggeriet, vil dørpartierne skifte farve.

De fire farver er markante, klare og letgenkendelige, og det er ikke en tilfældighed.

"Når farver skal fungere som effektive vejvisere, er det altafgørende, at de ikke kan misforstås og er lette at videreformidle. Hvis en patient f.eks. får at vide, at vedkommende skal dreje til venstre ved de grønne døre, skal patienten ikke være i tvivl om, hvad der menes med grøn. De fire farver; blå, gul, orange og grøn er lette at kommunikere og langt de fleste har samme opfattelse af, hvordan de ser ud," fortæller Pernille Rahbek Simonsen.

Samspil med numre

Men farverne står ikke alene, når det kommer til at hjælpe patienter og pårørende med at finde vej i den nye hospitalsbygning. Numre spiller også en afgørende rolle i wayfindingen i nybyggeriet.

"Nogle mennesker er gode til at forstå farver, mens andre bedre kan se systemer i talrækker. Derfor kombineres de tydelige farver ved dørpartierne til de patientrettede rum med numre, så wayfindingen både taler til dem, som er gode til det ene, og dem, som er gode til det andet," fortæller Abelone Dyrup.

Hvert patientværelse og UB-rum får et nummer, der både kommer til at hænge som et vingeskilt ud for dørpartiet, så det er let at se på lang afstand, og sidde som et mærkat på selve døren til rummet.

Her ses vingeskiltet til præsentationsværelset i nybyggeriet.

Præsentationsværelsets dørparti med nummer på både væg og dør. 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor