Fælles akutmodtagelse gør det lettere for patienten

​Lettere adgang for patienter, hurtigere udredning og mindre transport mellem afdelinger. Det er nogle af de fordele, som forventes ved den nye fælles akutmodtagelse i Hvidovre.

Når dørene til et nyt Hvidovre Hospital slås op, får hospitalet også en helt ny akutmodtagelse, som skal gøre danskernes besøg på hospitalet lettere og mere effektivt.

”I dag foregår det sådan, at når en borger henvender sig i akutmodtagelsen fx med mavesmerter, så bliver personen kørt til den afdeling, som behandler mave- og tarmsygdomme”, forklarer vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital, Kurt Stig Jensen.

Men i den nye fælles akutmodtagelse vil specialisterne være samlet og kunne tilse patienten med det samme, uden at patienten skal flyttes eller bevæge sig rundt fra den ene afdeling til den anden.

”Vi lægger den nuværende akutmodtagelse sammen med modtagelserne i børneafdelingen, gynækologisk afdeling og gastroenheden. At have én stor fælles akutmodtagelse har også den fordel, at hvis en patient fejler flere ting, så skal han eller hun ikke rundt mellem de forskellige afdelinger, men kan tilses af forskellige læger uden at skulle flyttes”, fortæller Kurt Stig Jensen.

Det bliver altså lægerne, som kommer til patienten og ikke omvendt. Det betyder også, at uanset om der er tale om en slået fod, vrøvl med hjertet eller ondt i maven, så er det det samme sted, patienterne skal henvende sig.

Udredning inden for 48 timer

Med den nye fælles akutmodtagelse er målet en god og hurtig udredning, så patienterne enten kan komme hurtigt hjem igen eller kan blive indlagt på den rigtige afdeling til videre behandling.

”En af de centrale ambitioner i den nye fælles akutmodtagelse er at gøre udredningstiden kortere. Ved at samle specialerne, kan patienten hurtigere tilses af den rigtige læge, og der kan derfor hurtigere blive stillet en diagnose”, forklarer Kurt Stig Jensen.

Når en borger henvender sig til den nye fælles akutmodtagelse, vil specialisterne vurdere, om patienten kan behandles og udskrives inden for 48 timer, eller om der kræves en særlig behandling. Er det sidste tilfældet, bliver patienten straks indlagt på en af hospitalets specialiserede afdelinger.

Scanning lige ved hånden

Den nye fælles akutmodtagelse vil også få sin egen lille afdeling for røntgen, ultralyd og andre skanninger, så patienterne i akutmodtagelsen ikke skal sendes igennem hospitalet for at få lavet disse ting. Som det er i dag på Hvidovre Hospital, kan der godt være langt mellem akutmodtagelsen og resten af hospitalets afdelinger.
 


Redaktør