137 håndværkere testet for coronavirus

​Seks friske podere stod klar med vatpinde og prøvetagningsglas, da Taastrup COVID-19 teststeds spritnye mobile enhed onsdag d. 13. januar lagde vejen forbi byggepladsen ved Hvidovre Hospital.

Vent...
Michael Frengler er VVS’er og bruger til daglig sin tid på at installere rør i den nye tilbygning til Hvidovre Hospital. I går var han den første af 137 håndværkere på byggepladsen, der blev testet for coronavirus.

Michael Frengler bliver podet

 ”Det gik jo nemt, men vi har efterhånden også prøvet det mange gange. Dette er dog første gang vi bliver testet i et pop-up testcenter,” fortæller Michael Frengler fra entreprenørvirksomheden Bravida og fortsætter:
 
”Det er dejligt, at der er nogen, som tager ansvar og sikrer gode arbejdsforhold for os. Det er jo vigtigt, at vi gør alt vi kan for at passe på hinanden i de her tider.”
 
Også Jens Kruse fra entreprenørselskabet Ajos, som har ansvaret for driften af byggepladsen, lod sig endnu engang teste for coronavirus, da muligheden igen bød sig:
 
”Det er dejligt, at vi løbende kan blive testet, så føles det mere trygt at møde op på byggepladsen,” siger Jens Kruse.
 

Jens Kruse bliver podet

 Det var alt fra lærlinge og formænd til byggeledelse og bygherre, som i går fik tilbudt at blive testet for coronavirus i det nye mobile testcenter.
 

Man kan ikke bygge hjemmefra

At bygge et hospital, er en kritisk opgave, som ikke kan løses hjemmefra.
 
”Mange koordineringsopgaver kan løses på afstand – og det gør vi – men selve byggeriet kræver, at vores håndværkere møder op,” forklarer byggechef i Center for Ejendomme med ansvar for nybyggeriet ved Hvidovre Hospital, Malene Nygaard Kristensen, og fortsætter:
 
”Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi i Region Hovedstaden kan tilbyde alle vores folk på byggepladsen en forebyggende mulighed for at blive testet.”
 
Initiativet med det mobile testcenter på byggepladsen ved Hvidovre Hospital sker som en del af en større forebyggende indsats, hvor de nye mobile enheder besøger en række af de store byggepladser i Region Hovedstaden. Dette sker for at forebygge at coronavirus ikke sætter en stopper for fremdriften på byggerierne.
 

Test er ikke det eneste

Test af byggefolkene er dog langt fra det eneste initiativ på byggepladsen. Alle håndværkere arbejder i små hold, spiser frokost i forskudt tid og opholder sig kun i bestemte zoner på byggepladsen. På den måde kan smitten, hvis den skulle få fat, kun sprede sig til en afgrænset gruppe og ikke hele byggepladsen.
 
Derudover er håndsprit, masker og god afstand blevet hverdag for de fleste på byggeriet.
 


Alle håndværkere fik inden podningen i det indendørs pop-up testcenter udleveret mundbind.
 

Michael Frengler siger tak for sin test
 

De seks friske podere, som det mobile testcenter bestod af, står klar til at teste håndværkere.
 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor