I CPH-IBD foretager vi både akutte og planlagte kirurgiske indgreb for følgetilstande til Crohns sygdom og colitis Ulcerosa. Derudover er vi sammen med Odense og Århus en af tre afdelinger i Danmark, der varetager den højt specialiserede funktion vedrørende pouch og pouchrelaterede operationer ved IBD-patienter.
Kirurgi ved Colitis Ulcerosa
Operation kan komme på tale, hvis den medicinske behandling ikke kan skabe kontrol over sygdommen, ved komplikationen til medicinen, celleforandringer i tarmslimhinden, kræft og vækst hæmning hos børn.
Operationen er oftest en kikkert operation, hvor der generelt er 2 muligheder:
- Fjernelse af tyktarmen efterfulgt af rekonstruktion med pouch.
- Fjernelse af tyk og endetarm, samt anlæggelse af permanent tyndtarms stomi.
Pouch anlæggelse er en rekonstruktions operation, med tildannelse af et tyndtarms depot/reservoir der syes fast på endetarmsåbningen, således at man kan holde på afføringen til man har mulighed for at komme på toilettet.
Læs mere om kirurgi ved Colitis Ulcerosa under patientinformationer
Kirurgi ved Crohns sygdom
Operation kan komme på tale ved svær Crohns sygdom, hvor den medicinske behandling ikke kan skabe tilstrækkelig kontrol med sygdommen, ved svære bivirkninger til den medicinske behandling eller ved komplikationer til crohns sygdom (tarmforsnævring, fistler/bylder, celleforandring, kræft og hos børn væksthæmning).
Operationen er som udgangspunkt en kikkertoperation, hvor man fjerner så lidt tarm som muligt. Hvis forholdene tillader det, syes tarmenderne sammen, men der kan være situationer hvor man vælger at anlægge en midlertidig stomi. Hvis sygdommen er i hele tyktarmen, kan det være nødvendigt at fjerne hele tyktarmen og anlægge en permanent stomi.
Læs mere om kirurgi ved Crohns sygdom under patientinformationer
Kirurgi ved endetarmsåbning
Patienter med kronisk tarmbetændelse vil kunne opleve følgetilstande til sygdommen i og omkring endetarmsåbningen, som i nogle tilfælde kræver operation. Hyppigste årsager er fistler, bylder og fissurer. I nogle tilfælde vil symptomerne fra området forsvinde i takt med at sygdomsaktiviteten behandles.
Fistler
En analfistel er en betændelsesgang, der forbinder endetarmen med en anden overflade, (huden, skeden eller blæren). Anale fistler ses primært hos morbus Crohn patienter og kun sjældent hos Colitis Ulcerosa patienter. De kan være vanskelige at få til at hele og vil ofte kræve flere operationer. Typen af operation afhænger af, hvordan fistlen forløber i forhold til lukkemusklen.
Bylder
Fistler, der ikke er drænet godt nok, kan udvikle sig til en byld i endetarmsområdet. Operation for byld i endetarmsområdet foregår akut med det formål at få kontrol over infektionen.
Analfissur
Anal fissur er en rift eller revne ved endetarmsåbningen. Førstevalgs behandlingen er en gel, der giver delvis afslapning af lukkemusklen, hvis denne behandling svigter, kan der tilbydes kirurgisk behandling i form af botox injektion.
Læs mere om behandling af fistler, bylder og analfisur under patientvejledninger
Patientinformationer