Fjernelse af et stykke tarm ved kikkertoperation og evt. anlæggelse af tyndtarmsstomi

Information om fjernelse af et stykke tarm ved kikkertoperation og evt. anlæggelse af tyndtarmsstomi.

Du skal have foretaget en kikkertoperation for at fjerne det stykke tarm, som er ramt af sygdom. Måske skal du have en stomi. Her kan du læse om tiden før og efter operationen.

Mødetid til indlæggelse i afdeling 313

_________dag, den __________________________ kl. _________

Dato for operation

_________dag, den __________________________ kl. _________

Mødested
Center 3, 1. sal
Afsnit 313

Forberedelse

Kost

I dagene op til operationen er det vigtigt, at du spiser varieret. Vær især opmærksom på at få protein. Protein er kroppens byggesten og medvirker til, at dit ar heler, du bevarer din muskelmasse og mindsker træthed. Proteiner findes især i mælkeprodukter, ost, æg og kød.

Udrensning

Dagen før operationen er du på flydende kost. Det er f.eks.:

  • Saft, juice uden frugtkød.
  • Flødeis, suppe og yoghurt uden fyld.
  • Mælk, koldskål og kakaomælk.

Det er vigtigt, at du drikker rigeligt i dette døgn – minimum en liter ud over det, du drikker i forbindelse med udrensningen. Du kan med fordel drikke sukkerholdige væsker.

Du har fået udleveret tarmudrensningsmidlet Plenvu. Du skal drikke første Plenvu-blanding (brev A) kl. 12.00 dagen før operationen.

Sådan gør du:

Kl. 12:

  • Hæld indholdet af Plenvu dosis 1 op i en beholder, der kan rumme ½ l. Tilsæt ½ l vand og rør rundt, indtil pulveret er opløst. Det kan tage op til 8 minutter.
  • Drik opløsningen i løbet af 30 minutter, og drik herefter yderligere ½ l klar væske.
  • Du vil nu gå på toilettet hyppigt de næste 1-2 timer.

Anden blanding Plenvu (brev A+B) får du udleveret i afdelingen kl 18.

  • Drik væsken i løbet af 30 minutter, og drik herefter yderligere ½ l klar væske.
  • Du skal igen forvente hyppige toiletbesøg.

Antibiotika

Personalet i afdelingen vil udlevere forebyggende antibiotika i afdelingen aftenen før operationen og om morgenen den dag du skal opereres. Antibiotika gives som mikstur.

Faste og tørste

Du skal faste fra midnat, men må drikke vand og saft indtil kl. 6 om morgenen den dag, du skal opereres. Personalet serverer 2 glas sød saft, som vi anbefaler, du drikker. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Rygning

Hvis du holder op med at ryge før operationen, mindsker du risikoen for komplikationer betragteligt. Det er også vigtigt, at du holder dig fra tobak i tiden efter operationen.

Du kan få nikotinplaster eller tyggegummi i afdelingen under indlæggelsen, og vi kan henvise dig til rygestopvejledning i din hjemkommune, hvis du ønsker det.

Alkohol

Et højt alkoholforbrug øger risikoen for komplikationer som hjerte- og lungeproblemer og infektioner. Har du et større indtag end Sundhedsstyrelsens anbefalinger, skal du stoppe helt med at drikke alkohol før operationen.

Undgå visse typer medicin

Der kan være medicin, du skal holde pause med inden operationen, fordi den kan påvirke din tilstand. F.eks. jerntabletter, diabetesmedicin og blodfortyndende medicin. Tager du fiskeolie, skal du også holde pause med den.

Vi aftaler med dig, hvad der gælder for dig.

Hårfjernelse

Dagen før operationen skal du fjerne hår fra brystet og ned til den øverste del af kønsbehåringen. Du skal fjerne håret med elektrisk hårtrimmer eller hårfjerningscreme. Du må ikke bruge en skraber.

Hvis du har brug for hjælp til dette, kan du spørge personalet på afdelingen.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad om aftenen før din operation eller om morgenen på selve operationsdagen. Inden badet fjernes alle smykker og evt. piercinger samt neglelak på både fingre og tæer. Rens navlen grundigt med en vatpind. Du må ikke bruge parfume efter badet. Du må bruge en fugtighedscreme (men ikke en fed creme) på arme, ben og i ansigtet, men ikke på maven, da det øger risikoen for infektioner. En smule parfumefri deodorant under armene er okay.

Efter badet skal du tage rent tøj på. Du må ikke tage smykker på igen, da der ofte bruges strøm under operationen, og der må derfor ikke være metal på kroppen.

Ved indlæggelsen skal du medbringe

  • Din vanlige medicin til 7 dage.
  • Toiletsager.
  • Sko, der sidder fast, er rummelige og har en skridsikker sål.
  • Du er velkommen til at benytte dit eget tøj efter operationen – vi anbefaler løstsiddende tøj.

Operationen

Du bliver vækket af plejepersonalet inden klokken 06, den dag du skal opereres. Du får udleveret en operationsskjorte og støttestrømper. Strømperne er med til at forebygge blodpropper i benene.

Du får også en injektion i låret med blodfortyndende medicin, som forebygger blodpropper.

Børst dine tænder hver morgen og aften, mens du er indlagt på hospitalet, ligesom du plejer derhjemme. God mundhygiejne forebygger infektioner i luftvejene, f.eks. lungebetændelse. Du skal også børste tænder om morgenen inden operationen, men lad være med at synke vandet.

Du bliver hentet af en portør og kørt til operationen.

Under operationen er du fuldt bedøvet.

Når operationen er afsluttet, bliver du kørt til opvågningsafdelingen. Her skal du være, indtil du kan flyttes tilbage til sengeafdelingen, hvor du bliver modtaget af plejepersonalet.

Efter operationen

I afdelingen arbejder vi efter internationalt anerkendte standarder for optimerede pleje- og behandlingsforløb. Vi har særligt fokus på information, smertebehandling, tidlig ernæring og bevægelse.

Vi har arbejdet med principperne i mange år og arbejder fortsat med at udvikle og optimere forløbene. Vi har overordentligt gode erfaringer med flere tusinde patienter, som er blevet behandlet og plejet efter disse principper.

Hurtigt i gang igen

Det er vigtigt, at du er så meget ude af sengen som muligt.

Bevægelse sætter gang i tarmfunktionen og forebygger komplikationer, der kan opstå i forbindelse med operationen. Det betyder, at du allerede på operationsdagen skal op at gå og sidde i en stol.

Du skal være ude af sengen 2-4 timer – afhængig af, hvad tid du er tilbage på afsnittet.

For mange kan det forekomme uoverskueligt at komme ud af sengen så kort tid efter en operation, men du vil få hjælp og støtte af personalet til at komme op.

I dagene efter operationen skal du være ude af sengen i 8 timer fordelt over dagen og med hvil ind imellem.

Kost efter operationen

Appetitten kan være lille efter en operation i tarmen. Prøv at tænke på, at mad er medicin, som hjælper dig med at blive rask. Det er særligt vigtigt, at du får protein i mad og drikke.

Du må spise almindelig mad efter operationen.

Vi tilbyder dig proteinholdige drikke i form af proteindrik, koldskål, mælk eller kakaomælk.

Hospitalet har a la carte køkken. Du får udleveret et menukort, som du skal bestille mad fra. Plejepersonalet hjælper dig.

Husk at drikke rigeligt efter operationen, gerne 2 liter om dagen, og drik gerne varieret.

Du får udleveret tyggegummi under din indlæggelse. Tyggegummi er en del af behandlingen, da det har god effekt på mave-tarmfunktionen og mindsker eventuel kvalme. Hvis du ikke kan tygge tyggegummi, kan syrlige bolsjer være et godt alternativ.

Tyndtarmsstomi

Det kan være nødvendigt for din behandling, at du får en stomi. Stomien er formet af din tyndtarm og kaldes en tyndtarmsstomi eller ileostomi. Nogle steder omtales stomien som en loopileostomi. Det henviser til måden, den er konstrueret på.

Kirurgen placerer stomien på din mave under operationen på det sted, sygeplejersken har markeret med en tusch. Stomien bandageres med en stomipose, som opsamler afføring fra tarmen. I dagene efter din operation vil personalet vise dig, hvordan du skifter stomiposen.

Første gang stomiposen skal skiftes, gør personalet det for dig. Vi fortæller, hvordan vi gør, og hvilke ting vi lægger mærke til, mens vi skifter posen.

Du bliver tilbudt at deltage i gruppeundervisning for patienter, der har fået en stomi. Her vil en sygeplejerske fortælle om:

  • Tynd- og tyktarmsstomier.
  • Stomiens forandring over tid.
  • Huden omkring stomien.
  • Poser og plader.
  • Mad og drikke.
  • Fritid, arbejde og ferie.
  • Ændret kropsbillede.
  • Henvendelse efter udskrivelse.
  • Muligheder for erfaringsudveksling og mere viden.

Det er normalt, at der er lidt blødning fra stomien. Du prøver selv at skifte stomipose med hjælp fra personalet, indtil du kan selv. Du får en toilettaske med de ting, du skal bruge, når du skal skifte stomiposen. Enkelte patienter har brug for en hjemmesygeplejerske til poseskift. Det aftaler personalet med kommunen.

Mange patienter har det svært med og bekymrer sig om livet med en stomi. Personalet i afdelingen vil vejlede og støtte dig, så du kan leve som du plejer, når du er hjemme igen og er kommet dig efter operationen.

Hvis du får en stomi, bliver du tilbudt et ambulant forløb i stomiklinikken. Når du bliver udskrevet, får du en tid hos en stomisygeplejerske, der følger, hvordan det går med din stomi. Der er mulighed for vejledning i, hvordan du passer stomien, og hvilken bandage der fungerer bedst, når du genoptager dine vanlige aktiviteter. Du får udleveret stomiposer i afdelingen, så du har nok, til du skal til opfølgende besøg hos stomisygeplejersken i stomiklinikken.

Kateter

Under operationen anlægger lægen et kateter i din urinblære. Din urin løber fra blæren gennem kateteret og ud i en gennemsigtig plastikslange ned i en pose. Her kan vi måle, hvor meget urin du producerer. Det er et vigtigt mål for væskebalance. Kateteret har du i 2-3 dage.

Vejrtrækning

Efter en operation er det godt med et ekstra ilttilskud, når man ligger i sengen. Du skal derfor have et iltkateter i næsen, når du hviler og sover.

Smerter

Du kan opleve smerter efter operationen. Vi sørger for at holde dine smerter på et minimum med smertestillende medicin 4 gange dagligt. En del af smertebehandlingen kan ske gennem et tyndt kateter i ryggen (Epidural smertebehandling).

Det er vigtigt at sige til, hvis du har behov for mere smertestillende medicin. For mange smerter resulterer i for lidt bevægelse, og det er vigtigt, at du får bevæget dig, så du undgår komplikationer.

Udskrivelse

Du bliver udskrevet 4-7 dage efter operationen, hvis:

  • Du har haft afføring i stomien.
  • Du kan spise og drikke.
  • Du kan dække eventuelle smerter og/eller kvalme med tabletbehandling.
  • Du føler dig velforberedt på din udskrivelse.
  • Der ikke er tegn på infektion.
  • Du kan skifte din stomipose, hvis du er stomiopereret.

Operationssåret

Du skal have fjernet klipsene fra operationen hos din egen læge 10 dage efter operationen. Du skal holde øje med infektionstegn som varme, rødme, hævelse og pus.

Kontakt os ved komplikationer

Komplikationer ved indgrebet er sjældne, men der er en lille risiko for, at der kan opstå hul på tarmen, sårinfektion, blødninger fra operationssåret eller fra tarmen.

Derfor skal du kontakte os, hvis du får:

  • Feber (temperatur over 38 grader).
  • Kulderystelser.
  • Tiltagende mavesmerter.
  • Kvalme og opkastninger.
  • Tiltagende blødning fra tarm eller stomi.

Opfølgning på udskrivelse

10-14 dage efter operationen skal du møde i Gastroenhedens ambulatorium 331. Her får du svar på undersøgelsen af det stykke tarm, der blev fjernet, og vi taler om, hvordan det går. Det er også her, dit videre behandlings- og kontrolforløb bliver planlagt.

Meld afbud

Hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftale, f.eks. på grund af sygdom, skal du hurtigst muligt kontakte os, så du kan få en ny tid, og vi kan give din tid til en anden patient.

Kort over Hvidovre Hospital

Find vej til Center 3, 1. sal, afsnit 313:

Redaktør