Gå til hovedindhold

Senfølger efter operation for kræft i venstre side af tyktarmen

Information om senfølger efter operation for kræft i venstre side af tyktarmen.

Hvad er senfølger og hvorfor får man senfølger?

Senfølger er, når et organs funktion ændrer sig som følge af sygdom eller behandling.

Senfølger kan vise sig under eller umiddelbart efter endt behandling, men også flere år efter at behandlingen er afsluttet. Senfølgerne kan være vedvarende, og de kan både være fysiske og psykiske. Nogle senfølger kan være invaliderende i hverdagen.

Når du er blevet behandlet for tarmkræft, er det ofte senfølger som fx tarmproblemer, vandladningsproblemer og problemer med sexlivet.

Senfølger efter operation for kræft i tarmen

Senfølger efter operation for kræft i tarmen kan skyldes påvirkning af tarmen, emtem fordi en del af tarmen er blevet fjernet, eller fordi der ved operationen er sket skade på nerveforsyningen til tarmen.

Senfølger efter kemoterapi

Kemoterapi påvirker hele kroppen og kan derfor give senfølger i både bækkenorganerne og andre organer. Der er fortsat begrænset viden om senfølger efter behandling med kemoterapi for kræft i tarmen.

Tarmproblemer efter behandling af tarmkræft

De fleste kræftknuder behandles med operation, nogle gange kombineret med strålebehandling og kemoterapi. De tarmproblemer, der kan opstå efter behandling for kræft i tarmen, afhænger af, hvor kræftknuden har siddet. For at forstå det er det nødvendigt at vide lidt om, hvordan tarmen fungerer.

Tarmsystemets funktion

Mave-tarm kanalen
  1. I mavesækken nedbrydes maden til mindre dele, hvorefter det passerer over i tyndtarmen
  2. I tyndtarmen tilsættes maden enzymer og galde og nedbrydes yderligere. De fleste næringsstoffer optages her. I den nederste del af tyndtarmen genoptages galdesyrer. Hvis galdesyrerne ikke optages i tyndtarmen, kan de passere videre til tyktarmen og medføre diarré.
  3. På overgangen mellem tyndtarmen og tyktarmen, sidder en klap, der forhindrer tilbageløb af bakterier fra tyktarmen til tyndtarmen. Er der for mange bakterier i tyndtarmen, kan det give diarré, oppustethed og mavesmerter.
  4. I tyktarmen optages vand fra tarmindholdet, og afføringskonsistensen bliver mere fast. Når afføringen når endetarmen sendes signal til hjernen om, at vi skal på toilettet. Endetarmen fungerer således som reservoir, indtil vi kan komme på toilet.
  5. De nederste 4 cm af endetarmen kaldes analkanalen, og her sidder endetarmens lukkemuskulatur. Der er et kompliceret samspil mellem hjernen, tarmen og lukkemuskulaturen. Hvis det ikke fungerer, kan det medføre pludselig, bydende afføringstrang eller inkontinens for afføring.

Hvad sker der ved operationen?

Ved operation for kræft i venstre side af tyktarmen fjerner kirurgen et stykke af venstre side af tyktarmen

Ved operation for kræft i venstre side af tyktarmen fjerner kirurgen et stykke af venstre side af tyktarmen (1). I den forbindelse kan det ikke undgås at beskadige de nerver, der forsyner den tilbageværende tarm. De nerver der fjernes ved operationen, koordinerer funktionen mellem tyktarmen og endetarmen (2). Operationen kan derfor medføre forstyrrelser i tarmfunktionen, ca. 1 ud af 10 vil opleve vanskeligheder med at tømme tarmen helt i forbindelse med afføring.

Tømningsbesvær

Ved tømningsbesvær kan symptomerne være en fornemmelse af, at der står afføring helt nede i endetarmen, samt det, at der kun kommer en lille mængde afføring i forbindelse med toiletbesøg, og at du derfor skal på toilettet mange gange i løbet af kort tid.

Udredning og behandling af tømningsbesvær

Ved den indledende samtale i senfølgeklinikken kortlægges din tarmfunktion og de problemer, den giver dig i hverdagen. Desuden vil din endetarmsfunktion blive undersøgt. På baggrund af samtalen og (undersøgelsen) lægges en plan for behandlingen. Efterfølgende følges der op på effekten af behandlingen telefonisk eller ved fremmøde, hvor yderligere tiltag kan startes, hvis der ikke har været den ønskede effekt af behandlingen.

Mange får en betydelig forbedret livskvalitet ved tiltag som f.eks. kostændringer, behandling med afføringsregulerende midler, mini lavement og instruktion i tarmtømning og siddestilling ved toiletbesøg.

Hvis du har fået strålebehandling, kan kronisk diarré eller hyppige afføringer skyldes manglende optagelse af galdesyre i den sidste del af din tyndtarm (galdesyremalabsorption), som følge af stråleskader på tyndtarmen.

Hvis der ikke har været den ønskede effekt af behandlingen, kan man afprøve andre behandlingsmuligheder.

Bækkenbundstræning (Knibeøvelser)

Formålet med bækkenbundstræning er at styrke din bækkenbundsmuskler, så du kan holde på luft og afføring. Regelmæssige knibeøvelser kan mindske inkontinens for afføring. Det er særligt vigtigt at træne evnen til hurtigt at knibe sammen, så du kan nå at undertrykke afføringstrangen. Du kan få undersøgt din knibefunktion af en fysioterapeut eller specialuddannet sygeplejerske for at sikre, at du træner dine bækkenbundsmuskler korrekt.

Skyllebehandling (Transanal irrigation)

Transanal irrigation (TAI) er en måde, hvorpå du kan tømme endetarmen og en del af tyktarmen ved at skylle den ren med vand. På den måde opnår du kontrol over tid og sted for din tarmtømning. Behandlingen kan bruges til problemer med at holde på afføringen og mod forstoppelse eller besvær med at tømme endetarmen. TAI opstartes efter grundig undersøgelse og oplæring ved en specialuddannet sygeplejerske.

Stomi

Hvis dine tarmproblemer er forsøgt behandlet med ovenstående behandlingsmuligheder uden tilstrækkelig effekt, kan man lave en stomi. Afhængigt af, hvilken kræfttype du tidligere har haft, kan der enten laves en tyktarmsstomi eller en tyndtarmsstomi. Hvis du overvejer stomi, kan du komme til samtale med en speciallæge, hvor I snakker om mulighederne.

Læs mere om livet med stomi på Hvidovre Hospitals hjemmeside.

Få mere viden

Du kan få mere viden om senfølger efter behandling for kræft på:

www.cancer.dk/senfoelger

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden