Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​

Nye øjne på patologien

​Patologerne på Hvidovre Hospital skal vænne sig til at kigge på en computerskærm i stedet for i et mikroskop, når de analyserer vævsprøver. Den 27. januar overgår de nemlig til digital patologi.

Vent...

Patologens vigtigste redskab, mikroskopet, skal udskiftes med et andet redskab, som de fleste har stående hjemme eller på arbejdspladsen. En computerskærm. Er det virkelig en opgradering?

”Det bliver det på sigt. For selvom vi ikke kan høste gevinsterne af omstillingen til digital patologi med det samme, så vil vi med udvikling af AI som støtteværktøj kunne gøre det med tiden,” siger cheflæge i Patologiafdelingen, Reza Serizawa.

Sammen med chefbioanalytiker Lise Bødker står han i spidsen for den største omstilling for patologien i 100 år.

”Vi lyder måske som støvede arkivarer i en kælder…”

Selvom mikroskopet har været det primære arbejdsredskab for patologerne i mange år, så har alt omkring patologernes arbejde længe været både digitaliseret og højteknologisk.

”Når man siger, at Patologiafdelingen bliver digitaliseret, så lyder vi jo som nogle støvede arkivarer i en kælder. Men det er altså kun den sidste del af prøvens vej til patologens øjne, som vi nu også gør digital,” siger Reza Serizawa.

”Vi kunne også kalde det for ”digital mikroskopi,” supplerer chefbioanalytiker Lise Bødker og tilføjer, at det også har været manglen på speciallæger i patologi, der har skubbet afdelingen ud i en større digital forandring, som nationalt indtil videre kun er sket i Region Syddanmark.

En ny måde at arbejde på

Når patologien bliver digitaliseret, bliver der tilføjet en ekstra arbejdsgang, hvor prøveglasset bliver skannet, så patologen får billedet frem på en computerskærm i stedet for at kigge på prøven i mikroskopet.

”Det er klart, at det kræver tilvænning at arbejde på en ny måde. Vi har patologer, der har analyseret prøver i et mikroskop i over 30 år og nu skal vænne sig til at kigge på en skærm,” siger Reza Serizawa.

Men den velkendte computerskærm og tilhørende mus kan have andre fordele for patologerne.

”Der er meget, der tyder på, at der kan være ergonomiske fordele i en mindre fastlåst arbejdsstilling, hvor mange års mikroskopi kunne give nakkesmerter og gigt i hænderne,” fortæller Lise Bødker og tilføjer, at skærmarbejde også giver et mere fleksibelt arbejdsliv, hvor man nemmere ville kunne arbejde hjemmefra, ligesom det bliver nemmere at få andres øjne på en prøve uden at skulle sende den med posten. ​

Om Digital Patologi

Region Hovedstaden går fra analog mikroskopi til digital mikroskopi ved analyse af vævsprøver (histologi). Celleprøver (cytologi) bliver fortsat analyseret i et mikroskop. Amager og Hvidovre Hospitals afdeling for Patologi bliver de første i regionen til at ”go live”. Det sker mandag d. 27. januar 2025.

Digital patologi er med til at skabe mere effektive og tidssvarende arbejdsgange på patologiområdet, hvor der i dag er mangel på personale og stor efterspørgsel på prøver. 
Diagnostikken bliver mere moderne og vil være med til at styrke samarbejdet på tværs af hospitaler og i sidste ende gavne patientbehandlingen.

Får overgangen konsekvenser, der kan mærkes?

I forbindelse med implementering og ændringer i arbejdsgange vil der opstå forsinkelser på diagnostikken.

Kræftundersøgelser og andre hasteundersøgelser vil blive prioriteret for at undgå forlængede svartider.

Det er vanskeligt at sige, hvor længe, der er risiko for forlænget svartid, da det handler om tilvænning af ny arbejdsgang og metode.
 ​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden