Gå til hovedindhold

​​​​​​

Blødere toiletpapir til børn og unge med tarmsygdomme

​En minion, en klovn eller en gris? Nu får tarmsyge børn og unge toiletpapir, der er blødere end standardpapiret på Hvidovre Hospital - pakket ind i hæklede holdere med sjove motiver. ​​

Vent...

​​"Jeg vil gerne have bedre og blødere toiletpapir (fx Lambi)". Sådan lød ønsket fra en af de unge patienter i Børne- og Ungeafdelingens ungepanel på Hvidovre Hospital, da de talte om, hvad der kan blive bedre på hospitalet. Og patienten var ikke alene - der stod "blødere toiletpapir" på flere af de små farvede lapper med forslag.

Børn og unge, der lider af tarmsygdomme, går nemlig oftere på toilettet end andre, og derfor er det rart med blødt toiletpapir. En af dem, der var med på mødet, er Kaja Møller, som selv fik konstateret en kronisk tarmsygdom, da hun var 14 år og siden har været tilknyttet Hvidovre Hospital.

"Først tænkte vi, at det kunne nok ikke lade sig gøre at få noget andet toiletpapir, men vi var enige om, at så svært kunne det alligevel ikke være. Sådan en lille ting ville virkelig kunne gøre en stor forskel for os," fortæller Kaja Møller, som nu er 19 år og derfor nu er blevet voksen patient - og iøvrigt nu er ansat som ungementor i afdelingen.

Ville gerne camouflere toiletrullerne

Klinisk sygeplejespecialist Karina Thorsteinsson, som står for ungepanelet, bar ideen videre til chefsygeplejerske Mette Juhl Foghmar, som undersøgte mulighederne via regionens indkøbsafdeling. Hun kontaktede et par fabrikanter, der tilsendte prøver på toiletpapir inkl. et bud på priser, og på den måde fandt hun det rette papir og fik grønt lys til at gå videre.

Men toiletpapiret stod nu i et stykke tid i kæmpepakker i et hjørne af Mette Juhl Foghmars kontor og ventede. Hun ledte nemlig efter en løsning, hvor toiletrullerne enkeltvis kunne pakkes ind.

"Det kan være følsomt for børn og unge at have en tarmsygdom, så jeg ville gerne have, at vi kunne camouflere toiletrullerne på én eller anden måde," fortæller hun.

Hæklede toiletrulleholdere med sjove ansigter

Løsningen kom ud af det blå, da afdelingens serviceassistent Bente Dahm Johansen en dag spurgte til toiletpapiret i hjørnet – og fik en idé:

"Jeg kender mange, der hækler, jeg kan da spørge, om de kan hækle nogle holdere," sagde hun.

I første omgang sagde hendes svigermor Ellen Dahm Johansen ja til opgaven, og kort efter kom toiletholdere med bl.a. grise-, klovne-, og minion-ansigter i en lind strøm fra svigermors hæklenål.

"Det kan gøre en kæmpe forskel for børnene og de unge"

Og nu kan afdelingen begynde dele papiret ud til deres tarmsyge børn og unge.

"Det her er jo en lavthængende frugt. Vi skal være økonomisk bevidste og kan derfor ikke tilbyde det til alle vores patienter, men det skal ikke spænde ben for en god løsning, der ikke vælter budgettet, hvis den kan gøre en kæmpe forskel for børnene og de unge," siger Mette Juhl Foghmar.

Og det gør den, er Kaja Møller sikker på:

"Det bliver lidt sjovere og er virkelig hyggeligt med de holdere, både for børn og unge. Det betyder noget, at man kan se, at der er nogen, der har gjort noget ud af det," siger Kaja Møller.​

 

De får toiletpapiret og holderne:


  • ​Børn og unge i sengeafsnittet, som personalet vurderer, har behov for papiret. Dvs. dem, der ofte går på toilettet
  • ​Børn og unge med tarmsygdomme i ambulant behandling, som er særligt udfordret omkring toiletbesøg
  • Børnene og de unge får ruller og holdere med hjem, når de forlader hospitalet igen.

Om Ungepanelet:

I 2015 oprettede Børne- og ungeafdelingen et ungepanel bestående af unge med langvarige sygdomme. Ungepanelet mødes ca. 6 gange om året sammen med en gruppe af læger, sygeplejersker og skolelærere fra Skolestuen.

Ungepanelet hjælper afdelingen med at forbedre forholdene for unge, der er i et behandlingsforløb, fx er venteværelset i ambulatoriet lavet om efter ungepanelets råd, der er lavet nye pjecer m.m.

Læs mere om Børne- og Ungeafdelingens Ungepanel. 

 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden