Ny CAG til Amager og Hvidovre Hospital

​​Nyt forskningssamarbejde skal forbedre behandlingen af ældre borgere med akutte og kroniske lidelser. Professor Ove Andersen står i spidsen for den nye Clinical Academic Group (CAG). 


Den akutte behandling af ældre og svagelige patienter skal forbedres. 

Det er visionen bag den nye Clinical Academic Group, CAG PARC, som professor og forskningschef på Amager og Hvidovre Hospital Ove Andersen står i spidsen for sammen med professor Lene Juel Rasmussen fra Københavns Universitet.

CAG PARC, hvis fulde navn er Improved Prognostication in Acute Care for Older and Frail Multimorbid Patients with Chronic Diseases and Polypharmacy by Real-Time Measures and Markers for Personalised Recovery Capacity blev lanceret sammen med tre andre nye CAGs ved et arrangement i Mærsk Tårnet tirsdag den 4. juni, hvor bl.a. hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv var til stede:

"Vi er meget stolte af, at hospitalet har fået denne nye CAG, og jeg vil gerne sende et stort tillykke til Ove Andersen og hans team. Det er produkt af en indsats, der er foregået gennem flere år. Der er stadig et stort behov for forskning i den akutte behandling af ældre, svagelige patienter, og jeg glæder mig til at se, hvilke resultater der kommer ud af samarbejdet i den nye CAG”, siger Birgitte Rav Degenkolv.

CAG PARC har til formål at forbedre den akutte behandling til ældre og skrøbelige patienter, som indlægges akut og optimere sundhedsplejen af den aldrende befolkning i Danmark. Samarbejdet involverer en række sundhedsfaglige områder, akuthospitalerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland samt forskere inden for både biomedicin, samfundsvidenskab, statskundskab og samfundsøkonomi til gavn for den tværfaglig uddannelse og udvikling af nye behandlingsmodeller til implementering i sundhedsvæsenet.

Læs mere om CAG PARC.  

Senere på måneden bringer vi et interview med Ove Andersen om det nye forskningssamarbejde i CAG PARC.


Om CAG

I 2017 etablerede Region Hovedstaden og Københavns Universitet det sundhedsvidenskabelige forskningspartnerskab Copenhagen Health Science Partners (CHSP) og de første fire Clinical Academic Groups (CAGs). Siden er otte nye kliniske forskningsgrupper udnævnt til CAG. De har til formål at være med til at skabe banebrydende resultater gennem samarbejde på tværs af universiteter og hospitaler.

Læs mere om CHSP her: https://chsp.dk/



Redaktør