Mennesker med slidgigt skal have bedre livskvalitet

​Hvidovre Hospital går foran i et unikt forskningssamarbejde, som skal skabe bedre livskvalitet for mennesker med artrose. 

 Professor Anders Troelsen står i spidsen for det nye forskningssamarbejde i CAG ROAD.

 

Ca. 900.000 danskere lider af artrose, også kendt som slidgigt, med daglige smerter og nedsat funktionsevne til følge. Men nu kan de måske snart se frem til bedre behandlingsmuligheder og højere livskvalitet.

Et nyt unikt forskningssamarbejde har nemlig netop set dagens lys. Region Hovedstaden og Københavns Universitet er gået sammen om at samle forskere og klinikere i stærke forskningsgrupper, såkaldte Clinical Academic Groups (CAGs), og et af de nyeste skud på stammen er en CAG inden for artrose.

Det formelle navn er CAG ROAD: Research OsteoArthiritis Denmark – Prevention and treatment through the lifespan of patients, og udnævnelsen af den nye CAG blev offentliggjort torsdag den 28. juni. 

Behandlingen skal løftes

"Det helt store formål med samarbejdet er, at vi gennem basal og klinisk forskning skal blive bedre til at forstå, forebygge og behandle artrose. Ved at gå sammen, kan vi løfte behandlingen for patienterne til et andet niveau, end vi kan hver især. Hvis vi bliver i stand til at lindre deres symptomer og øge deres funktionsniveau, vil det fx betyde færre sygedage og langt bedre livskvalitet", siger Anders Troelsen, professor i Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Det er ham, der står i spidsen for den nye CAG, hvor også hospitalets forskningsgrupper CORH, PMR-C og SORC-C er repræsenteret. Sammen med professor Stine Jacobsen fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og en række andre samarbejdspartnere ser Anders Troelsen frem til at løfte indsatsen over for den store patientgruppe.  

"Den typiske patient med artrose er måske nok ældre, men mange får de første symptomer allerede i 30'erne og 40'erne. Samtidig handler hvert 12. besøg hos egen læge om artrose, så det er en folkesygdom, der på mange måder er værd at blive klogere på", siger Anders Troelsen.

Stærkt fagligt netværk

En CAG skal bidrage til sundhedsområdet med nye forskningsresultater, øget kvalitet i det kliniske arbejde og hurtigere implementering af resultater. Det sker gennem et stærkt fagligt netværk med et fælles strategisk sigte på tværs af miljøer på både universitetet og på regionens hospitaler.

"Den nye CAG er en stor anerkendelse af afdelingens arbejde. Det er godt for forskningen og det er godt for patienterne, for artrose er en lidelse, der rammer rigtigt mange. Derfor er det også samfundsøkonomisk klogt at satse på en folkesygdom som denne", siger vicedirektør Else Smith.

En vigtig bidragsyder

Ortopædkirugisk Afdeling på Hvidovre Hospital er allerede repræsenteret i en CAG via SOR-C sammen med PMR-C inden for området Fysisk Aktivitet og Sport i Klinisk Medicin. Med den nye CAG kommer afdelingen til at bidrage væsentligt til den fremtidige forskning på artroseområdet.

"Jeg er utroligt glad for, at vi er blevet udset til at være CAG. Det betyder jo, at vi bliver anerkendt som en vigtig bidragsyder inden for artrosebehandling og at området betragtes som strategisk vigtigt. Det giver masser af gå-på-mod til at klø på mange år endnu", siger Anders Troelsen.

Om CAG
I 2017 etablerede Region Hovedstaden og Københavns Universitet det sundhedsvidenskabelige forskningspartnerskab Copenhagen Health Science Partners (CHSP) og de første fire Clinical Academic Groups (CAGs). I juni 2018 er yderligere fire nye kliniske forskningsgrupper udnævnt til CAGs, herunder CAG ROAD. De har til formål at være med til at skabe banebrydende resultater gennem samarbejde på tværs af universiteter og hospitaler.

Læs mere om CHSP her: ​https://chsp.dk/https://chsp.dk/https://chsp.dk/

Læs CHSPs pressemeddelelse om de fire nye CAGs. Læs CHSPs pressemeddelelse om de fire nye CAGs

 

Samarbejdspartnere i CAG ROAD

CAG ROAD er et samarbejde mellem:                                                         

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet:

  • Institut for Klinisk Veterinærmedicin
  • Institut for Folkesundhedsvidenskab
  • Institut for Farmaci

 Ortopædkirurgisk Afdeling, Hvidovre Hospital:

  • Clinical Orthopaedic Research Hvidovre (CORH)
  • Sports Orthopaedic Research Center (SORC-C)
  • Physical Medicine & Rehabilitation Research (PMR-C)

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
The Parker Institute
Region Sjælland:

  • Næstved Sygehus
  • PROgrez, Slagelse Sygehus

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
 
Associerede samarbejdspartnere:

Gigtforeningen (strategisk rådgiver)

Zimmer Biomet, USA

University of Gothenburg, Sverige

University of Oxford, England

Lunds University, Sverige

Datalogisk Institut, Københavns Universitet

Danmarks Tekniske Universitet

Redaktør