Kon­fe­ren­ce om stort tabu

Den 31. marts 2022 inviterer overlæge Michael Sørensen fra Gastroenheden til konference med fokus på patienter med problemer med at holde på afføringen. Et lille nicheområde, men et stort tabu.

Vent...

Hvad vil du helst? Gå nøgen ned ad Strøget eller have ufrivillig afføring, mens du står i supermarkedet?

Selvom den nøgne spadseretur er et klassisk mareridt, så er ufrivillig afføring eller analinkontinens et dagligt mareridt for op mod 200.000 danskere – mænd OG kvinder. I over halvdelen af tilfældene er årsagen til inkontinensen ukendt.

”Mange tror, at det typisk er kvinder, der får problemer med at holde på luft og afføring efter en bristet ringmuskel under fødsel. De er der selvfølgelig også i statistikken, men det er langt fra dem, der fylder,” siger overlæge i Gastroenheden Michael Sørensen.

Patientuddannelse er low cost og effektivt

I Gastroenheden har Michael Sørensen i mange år arbejdet med udviklingen af særlige patientskoler for kvinder med analinkontinens.

”Det er en kæmpe succes, at vi alene med patientuddannelse kan hjælpe over halvdelen af med problemet. Det er både effektivt og ”low cost” i sammenligning med en operation,” siger Michael Sørensen.

Patientuddannelsen er to timer ad gangen over tre dage. Deltagerne får undervisning i tarmens funktion og opbygning, om bækkenbunden og gode øvelser for bækkenbundsmusklerne og om, hvordan man derhjemme kan lave tarmskylning.

”Pointen med at møde op til patientundervisning og være sammen med andre med samme problem er netop at kunne skabe et rum, hvor problemet ikke behøver at være et tabu. Alle er i samme båd – uanset om de er mænd, kvinder, unge eller gamle,” siger Michael Sørensen.

Kommunerne kommer til hjælp

Konferencen om analinkontinens er primært målrettet fagfolk, og meningen er også, at de skal dele deres erfaringer med patientuddannelse – herunder Gastroenhedens erfaring med at samarbejde med Københavns Kommune om at have patientskoler i kommunalt regi. Et klart eksempel på hvordan det nære sundhedsvæsen skaber optimale patientforløb på tværs af sektorerne.

”Ideelt set foregår patientskolerne kommunalt, for det er en simpel metode, der kan hjælpe mange. Det behøver ikke foregå på et hospital,” siger Michael Sørensen. I Københavns Kommune har de for nylig annonceret om patientuddannelser i byens lokale aviser, ligesom de har en hjemmeside med gode råd til borgere med inkontinens.

Michael Sørensen håber også, at flere mænd med analinkontinens finder ud af, at de kan få hjælp til deres problem. Ét af konferencens oplæg handler specifikt om ”manden som patient”, som Svend Aage Madsen, forskningsleder og formand for Forum for Mænds Sundhed​, står for.​

​​​



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor