Det er ikke altid nemt at få børn - ny professor vil finde ud af hvorfor

​​Som ny professor på Hvidovre Hospital vil Henriette Svarre Nielsen til bunds i årsagerne til, hvorfor det at få børn kan være en lang og kompliceret proces. 

Vent...


Ca. 20.000 fostre går tabt hvert år i Danmark, og for omkring 1.200 kvinder finder den ufrivillige abort sted for mere end 3. gang i træk

Men nu styrker Region Hovedstaden sit tilbud til disse kvinder med et nyt professorat og en udvidelse af Enheden for Gentagne Graviditetstab, som fra årsskiftet tilbyder udredning og behandling både på Rigshospitalet og på Hvidovre Hospital. 

Læs også: Hjælp til kvinder med gentagne graviditetstab bliver styrket

Ikke altid noget galt med fostret

Som nyudnævnt professor i Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital vil enhedens faglige og forskningsmæssige leder Henriette Svarre Nielsen komme nærmere på årsagerne til, hvorfor disse kvinder gang på gang oplever at miste en graviditet.

"Ofte skyldes det, at der er noget galt med fosteret, og så er tabet en meget fornuftig kvalitetskontrol fra naturens side. Måske er der nogle årsager til syge fostre, udover høj alder hos kvinden, der kan forebygges eller behandles. Men i nogle tilfælde tabes et rask foster", siger Henriette Svarre Nielsen.

Det er præcis viden om bagvedliggende årsager hun er interesseret i at afdække.    

"Jo flere graviditetstab kvinden har, jo større er sandsynligheden for, at det ikke er fosteret, der er noget galt med. Så er det derimod moderen, eller måske faderen. Hvert graviditetstab er jo en tre-enighed, hvor både moderen, faderen og fostret kan bidrage med sygdom ", siger Henriette Svarre Nielsen.

Hendes drøm er derfor at realisere en stor undersøgelse på området, og Etisk Komite har givet hende tilladelse til at lave en kohorte, hvor hun gennem blodprøver og vævsprøver på både far, mor og foster undersøger 6.000 graviditetstab over to år.

"Målet er, at vi én gang for alle kan få kortlagt, hvad der karakteriserer et sygt foster, og hvad der karakteriserer et rask tabt foster. For der er jo ingen grund til at parret skal gå igennem flere tab, hvis der kan sættes ind overfor de bagvedliggende årsager. Min drøm er hurtigere, billig og effektiv undersøgelse af par der, taber ønskede graviditeter, siger Henriette Svarre Nielsen.

Undersøger udfordringer ved fertilitetsbehandling

Sammen med en række fertilitetslæger, biologer, molekylærbiologer og forskere fra alle fertilitetsklinikker i Region Hovedstaden og Region Skåne spiller Henriette Svarre Nielsen også en aktiv rolle i ReproUnion, et storstilet EU-finansieret samarbejde mellem Danmark og Sverige som de næste år bl.a. vil fokusere på fem store udfordringer relateret til infertilitet.

" Sammen med min kollega, professor Anja Pinborg på Rigshospitalet og en række fertilitetskollegaer vil vi etablere den største kohorte i verden af uselekterede fertilitetspatienter. Vi vil inkludere 5.000 infertile par, hvor vi sikrer både biologiske prøver og klinisk information således at vi kan undersøge sygdomsmekanismer på en måde som det aldrig er gjort før.  Der er tale om opbygning af et projekt ikke bare til gavn for min generation af forskere, men også for de der følger efter.

Bruger genetiske datasæt til at forstå sygdomsmekanismer i graviditet

Henriette Svarre Nielsen er medlem af styregruppen for studier i kvinders reproduktive sygdomme baseret på det danske bloddonorstudie og Københavnske hospitalers biobank. Genetiske data på 400.000 individer sammenholdt med registerinformation om graviditetskomplikationer vil kunne bidrage betydeligt til forståelsen af bagvedliggende sygdomsmekanismer. Hun er også medstifter at et nordisk center for kvinders sundhed og reproduktion, der i et samarbejde med internationale kollegaer ønsker at mindske ulighed og øge viden baseret på unikke nordiske forhold, registre, biobanker og et sundhedssystem med lige adgang for alle.  

Det skal ikke koste liv at give liv

Ved siden af jobbet bruger Henriette Svarre Nielsen også sin tid i organisationen Maternity Foundation, som hun stiftede sammen med fem andre kvinder tilbage i 2005 efter et ophold i Ethiopien.

"Jeg var rystet over at se, hvor mange kvinder, der døde af deres graviditet. Derfor startede jeg Maternity Foundation med den vision, at det ikke skal koste liv at give liv. Organisationen har i dag 30 ansatte og vi har sammen med dygtige fødsels- og børnelæger udviklet en app, som sundhedsarbejderne i en række lande bruger, så de via animationer instrueres i livreddende håndgreb ved komplicerede graviditeter.

Læs mere om Maternity Foundation

Henriette Svarre Nielsen er læge fra 2001, dr. med. fra 2012, lektor i 2013, speciallæge i gynækologi og obstetrik i 2014, og overlæge i 2015. 

Hun afholder tiltrædelsesforelæsning med titlen "Sex in reproduction" den 20. marts 2020 på Hvidovre Hospital.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor