”Det vigtigste er at vise respekt”

​Det meste personale på hospitalet arbejder med de levende, men det er Klaus Olsens opgave at tage sig godt af de døde. Hvad driver en til sådan et arbejde, og hvordan håndterer man de døde og deres pårørende?

Opgaven er tilsyneladende ligetil. Han henter de døde på afdelingerne, kører dem ned i morsrummet og henter dødsattesten. Han bliver kontaktet af bedemanden, kører de afdøde videre til kapellet eller sender dem med rustvognen til ceremoni et andet sted.

Men selvom jobbet som kapelportør virker ligetil, er det ikke let. Det kræver nemlig en helt central og vigtig egenskab, som ikke alle besidder:

”Det vigtigste er, at vise respekt, være rolig og give de pårørende plads, uden at de føler sig alene,” forklarer Klaus Olsen, som er kapelportør på Hvidovre Hospital. Hans stemme er rolig og venlig, han taler langsomt og holder hele tiden øjenkontakten, hvilket giver en følelse af tryghed.

Klaus Olsen er klædt i helt almindelige lærredsbukser, en hvid polo og en sort bomuldstrøje.

”Hernede har folk brug for at være afslappede og uformelle, og en uniform kan godt blive for klinisk. Derfor har vi normalt tøj på, og i tilfælde af en ceremoni i kapellet hiver jeg jakke og skjorte frem fra skabet,” forklarer han.
”Det er altid hårdt, når det er små børn”
Klaus Olsen

Mellem liv og død

Som mellemmand mellem de levende pårørende og deres afdøde, er det svært at undgå at komme tæt på.

”De pårørende bruger mig rigtig meget til at tale om deres sorg og stille spørgsmål. Det kan være svært nogle gange, men i bund og grund handler det om at lytte og være venlig. Det er det, de har brug for,” fortæller Klaus Olsen.

Klaus Olsen har ingen speciel forudsætning for at kunne tale med folk om sorg, men med 28 år som portør, og herefter seks år i kapel- og morsfunktionen, har han fået en solid erfaringsbase at snakke om døden ud fra.

”Man kunne nok godt savne et kursus eller noget, så man var klædt lidt bedre på. Jeg fik 3 måneders overlevering fra den tidligere kapelportør, og resten var learning by doing,” forklarer han.

LÆS OGSÅ hvad der sker med de afdøde fra øjnene endeligt lukkes i, og til de begraves

”Det er altid hårdt, når det er børn”

Klaus Olsen holder meget af sit job, men understreger, at det altid er svært, når det er mindre børn, som han skal hente på afdelingerne:

”En af mine allerførste, da jeg startede hernede, var et barn på seks-syv år, som var afgået ved døden. Det var hårdt. Det er altid hårdt, når det er små børn,” fortæller Klaus Olsen.

Også i tilfælde, hvor den afdøde ikke har nogen registrerede pårørende, er det Klaus Olsens opgave, først at kontakte politiet for at få information om familien og derefter ringe og fortælle dem, at deres slægtning er død.

”Ellers er jobbet her meget roligt og behageligt, og jeg har i mine seks år stort set ikke oplevet noget ubehageligt,” fortæller Klaus Olsen.

Når lavt tempo er et succeskriterium

Klaus Olsen var tidligere teamleder i Portørcentralen, men besparelser og fyringer gjorde arbejdet hårdt, og til sidst måtte han sige stop. Han fik derfor tilbudt stillingen i kapellet, der var kendt som et roligere arbejde.

”Normalt har kapellet været et sted, hvor man kom ned, når man var ved at være i nærheden af pensionen. Så jeg havde da nogle overvejelser, da jeg som 44-årig fik tilbuddet. Der er jo mange år til pension. Men nu har jeg været her i over 6 år, og jeg regner helt bestemt med at blive, til jeg går på pension,” fortæller Klaus Olsen.

Tempoet skal nemlig være roligt, når man omgås de afdøde og deres pårørende:

”Det er vigtigt, at man som pårørende ikke får indtrykket af samlebånd eller al for høj effektivitet hernede. Selvom der er masser at lave, så er det en vigtig del af jobbet, at man er rolig, og at tempoet holdes nede,” forklarer Klaus Olsen.
Redaktør