Mellem liv og død

​​Døden er et tabu. Men på Hvidovre Hospital dør der to til tre personer dagligt, og døden er derfor noget, som skal håndteres. Men hvad sker der med de afdøde fra øjnene endeligt lukkes i, og til de begraves?

Hvidovre Hospitals kapel er simpelt indrettet og uden nogen religiøse symboler.

For enden af en anonym gang i ambulatorieetagen på Hvidovre Hospital ligger morsrummet. Lokalet har en konstant temperatur på 3 grader, og langs væggene står to reolsystemer med i alt 42 hylder. I dag er 19 af dem optaget.

De afdøde er pakket ind i lagner, og kun de sagte fald i stoffet røber antydningen af hoved, mave, ben og fødder. Små og store fødder, lange eller korte ben. Alle 19 fremstår anonyme, men alligevel unikke.

”Det her er morsrummet. Det er her, de afdøde ligger, efter de er afgået, og indtil de skal begraves,” fortæller Klaus Olsen.

Klaus Olsen er kapelportør på Hvidovre Hospital. Det er hans job at hente de afdøde på afdelingerne, køre dem i morsrummet, og senere udlevere dem til bedemændene.


På nogle af de hvide lagner ligger der blomster, og ved andre en sort sæk.

”De sorte sække indeholder det tøj, som den afdøde skal iklædes inden begravelsen. Fx hvis de pårørende ønsker en åben kiste, så skal den afdøde være pænt klædt på,” fortæller Klaus Olsen.
Det er tit, at pårørende gerne vil se deres afdøde en sidste gang inden begravelsen
Klaus Olsen

Et sidste farvel

I lokalet ved siden af morsrummet ændrer stemningen sig med afdæmpede farver og levende stearinlys. Her kan pårørende komme ned, og sige farvel til deres afdøde en sidste gang.

”Det er tit, at pårørende gerne vil se deres afdøde en sidste gang inden begravelsen. Jeg kører den afdøde ind i rummet her, og henter derefter de pårørende. Herefter kan de være alene med dem, mens jeg sidder herude foran og venter - uanset hvor lang tid det tager,” forklarer Klaus Olsen.

Det kan være folk, som kommer langvejsfra eller har været på ferie og derfor ikke fik sagt farvel til den afdøde på afdelingen. Nogle gange har folk også svært ved at give slip og vil gerne se dem, de har mistet igen.

”Folk kan komme og se deres afdøde så mange gange, de har lyst til. Men de fleste kommer en enkelt gang, og er bare derinde i omkring 30 sekunder. Jeg har dog også oplevet folk være der i over halvanden time,” fortæller Klaus Olsen.

Interviewet afbrydes, da telefonen ringer. Klaus Olsen taler roligt og venligt, men fatter sig kort:

”Ja”, siger han og nikker med hovedet, ”ja, hun er død” bekræfter han. ”Okay, jeg gør attesten klar,” han lægger på, og vender tilbage:

”Der er hele tiden noget at lave,” siger han.

Fremvisningsrummet ved siden af Morsrummet. Her kan pårørende se deres afdøde en sidste gang.

Uheldig placering

Lidt væk fra morsrummet ligger kapellet. Det er her, de afdøde bliver kørt hen, når de skal videre.

”Placeringen af kapellet og morsrummet er lidt usmart. Når jeg skal transportere de døde fra morsrummet til kappellet, går jeg lige forbi undervisnings- og eksamenslokalerne, hvor de studerende ofte står ude foran og venter. Det virker ikke så opmuntrende for en nervøs studerende, at jeg kommer forbi med et dødt menneske,” fortæller Klaus Olsen.

Ved kapellet bliver de afdøde udleveret til en bedemand, som tager dem videre til fx kirken, hvis de skal bagraves der. Man kan også afholde begraveles-ceremonien på hospitalet, hvis man fx ikke er religiøs. Her er kapellet indrettet med stole, en taler- eller prædikestol og en plads, hvor kisten kan stå.

”Jeg vil tro, at omkring en tredjedel afholder ceremonien her på hospitalet, mens resten bliver kørt et andet sted hen. Det er typisk folk, som ikke ønsker en religiøs ceremoni, som vælger at holde afskeden her i kapellet,” forklarer Klaus Olsen.
Redaktør