​​​Susanne Jørgensen satte første gang sine ben på Hvidovre Hospital i 1980, og allerede dengang kunne hun mærke, at hun var landet det helt rigtige sted. I 1982 startede hun som lægesekretærelev i skadestuen – og bortset fra et halvt års barsel i 1987 har hun været her lige siden.

“Det var et helt fantastisk sted at arbejde. Jeg kan godt lide det uforudsigelige – man ved aldrig, hvad man møder ind til," fortæller Susanne Jørgensen, som i dag er sundhedsadministrativ leder i Akutmodtagelsen.

Flyvende funktioner, sølvfisk og papirsedler

Da Susanne Jørgensen begyndte som elev i 1982, og da hun siden blev ansat som lægesekretær så arbejdsdagen en del anderledes ud end i dag. Med et stort nøglebundt, et løbehjul og bunker af papirer var hun og hendes kolleger “flyvere" det meste af dagen.

"Vi skulle fx rundt på alle afdelingerne med madkortene og krydse af, hvad folk skulle have at spise," fortæller Susanne.

Derudover blev blodprøver bestilt på papirsedler – og så kom svaret ud på en såkaldt “sølvfisk". Journalerne fandtes fysisk og skulle hentes i ambulatorierne, når patienterne kom i skadestuen. Ofte stod der blot “udlånt til…", og så måtte man videre for at lede igen.

"Journalerne ved røntgenafdelingen blev til mikrofilm, som man havde i kælderen. Vi brugte så lang tid på at finde journaler. I dag klares det hele med et opslag, og der ligger ikke journaler med bånd i alle ambulatorier," fortæller Susanne, som ellers var stærkt skeptisk, da Sundhedsplatformen blev indført, fordi sekretærrollen ændrede sig markant.

"Men i dag kan jeg også se fordelene: Journalen er altid klar, og den praktiserende læge har informationen, inden patienten når hjem," siger hun.

Der er altid en grund, når folk spørger om hjælp

Patienterne har ifølge hende grundlæggende altid været de samme, men kravene er blevet større, og behovet for information er vokset.

Én episode fra hendes unge år har sat sig i hende som en reminder om, at der som regel er gode grunde til, at folk spørger om information eller hjælp.

“En patient spurgte om vej til toilettet, og jeg sagde lidt flabet, at hun da selv kunne se skiltet. Men en ældre sygeplejerske sagde til mig: 'Hun er nok ikke kommet for at genere dig, men fordi hun har brug for hjælp.' Det har siddet i mig lige siden. Det var så flovt," fortæller Susanne.

En arbejdsplads med få regler – og mange smøger

Ud over, at arbejdsdagen var markant anderledes, da Susanne startede, var der også på mange områder en anden kultur. Reglerne var færre, og tonen var mere fri.

"Der blev røget, og både øl og snaps kunne forekomme i kantinen. Julefrokoster blev holdt ude i afdelingerne, og nogle gange gik festlighederne lidt for vidt", fortæller Susanne. Men kulturen bidrog også til en stærk fællesskabsfølelse, som Susanne godt kan savne i dag.

"Vi kendte hinanden mere på kryds og tværs dengang," siger hun.

Struktur, SP og respekt for arbejdsmiljøet

Med tiden er hun dog  blevet glad for de mange regler og den struktur, der findes i dag. Karensdage, ureguleret overarbejde og utydelige rammer hører fortiden til – og det er godt, mener hun.

Med sine mange erindringer i bagagen og sine 63 år ved Susanne godt, at pensionsalderen er til at ane i det fjerne. Det er dog heldigvis ikke endnu, for tanken om at skulle stoppe er svær.

“Jeg er stadig superstolt af at være ansat her og glæder mig næsten hver dag til at gå på arbejde. Hvidovre Hospital har været en del af mig i mere end 46 år og er en virkelig vigtig del af mit liv."​