
Profylakse af zikavirus infektion i graviditeten
Der er ingen forebyggende vaccine mod zikavirus.
Kvinder som planlægger graviditet, eller som er gravide, og deres partnere bør undersøge forekomsten af zikavirus i rejsemålet forud for rejse.
Al ikke-nødvendig rejseaktivitet til områder med pågående zikavirus udbrud bør overvejes nøje (aktuelt er ingen lande registreret med pågående udbrud).
Sporadisk zikavirus transmission forekommer i Syd- og Mellemamerika samt mange områder i Afrika og Asien. Ud fra et forsigtighedsprincip opfattes områder, hvorfra der historisk har været rapporteret zikavirus smitte, som havende lav-moderat transmissions risiko. Gravide bør derfor være opmærksom på risikoen for pådragelse af zikavirus infektion ved rejse til disse områder.
Forebyggelse mod myggestik er af største vigtighed:
Brug af myggespray og/eller myggebalsam
Anvendelse af beklædning med lange bukser og lange ærmer. Særligt om dagen, hvor myggene er mest aktive
Sove i skærmede rum eller i rum med aircondition. Alternativt sove under myggenet, optimalt insekticid-imprægnerede net.
Seksuelle partnere til gravide kvinder, der bor i - eller vender hjem fra - områder, hvor lokal overførsel af zikavirus forekommer, bør udøve sikker sex med korrekt og konsistent brug af kondom, eller afholde sig fra seksuel aktivitet under hele graviditeten.