
Profylakse af varicella i graviditeten
Der findes en effektiv forebyggende levende svækket vaccine mod varicella, som i flere lande indgår i børnevaccinationsprogrammet, hvilket ikke er tilfældet i Danmark.
Efter første dosis vil 85% være immune, efter anden dosis stiger immuniteten til 98% og antages af være livslang.
Vaccinen kan også gives til voksne, som ikke har haft skoldkopper, f.eks. kvinder i den fødedygtige alder. Dette er indført i visse lande f.eks. USA og Canada (men ikke DK), hvor man anbefaler vaccination af alle VZV-sero-negative kvinder forud for graviditet. Vaccination under graviditet anbefales ikke. Der anbefales ikke abort, hvis der skulle være udført vaccination, men generelt frarådes graviditet 4 uger efter vaccination.
Varicella-infektion kan også forebygges ved at undgå eksposition for VZV. Kvinder som ikke har haft varicella bør således undgå kontakt med personer smittet med varicella. Kvinder med usikker immunstatus og relevant eksposition bør serologisk undersøges (svar bør foreligge < 96 timer) for IgG antistoffer. Dette gælder specielt kvinder fra tropiske og subtropiske lande, Syd- og Østeuropa, hvor der er lavere forekomst af varicella-infektion og dermed immunitet.
I graviditeten kan varicella endvidere forebygges ved behandling med VZV-immunglobulin (VZIG), ligesom behandling med antiviralt middel kan nedsætte risikoen for smitte til foster/nyfødt barn. VZIG er et humant immunglobulin udvundet af plasma fra donorer med høje VZV-antistoftitre. Sero-negative gravide, som eksponeres for VZV, bør i henhold til ovenstående behandles med VZIG indenfor 4 dage efter eksposition. Der ses dog nogen effekt indtil 10 dage efter eksposition.
VZIG kan mindske alvorligheden af varicella eller helt forebygge sygdom i op mod 40%-50% af tilfældene. VZIG anbefales derfor hos sero-negative gravide, som udsættes for smitte, med henblik på at undgå svær sygdom hos den gravide. Post-ekspositions profylakse med VZIG har formentlig en beskyttende effekt på fosteret mod udvikling af Kongenit Varicella Syndrom.
Ved mulig indikation for VZIG skal Statens Serum Instituts afdeling for infektionsimmunologi kontaktes. Dosis af VZIG beregnes efter vægt og gives intramuskulært. Ca. 15% af kvinder behandlet med VZIG vil udvikle subklinisk infektion. Alvorlig varicella kan ses trods VZIG behandling. I sådanne tilfælde bør opstart af acyclovir iværksættes.
Nyfødte, der eksponeres for VZV fra sero-negativ mater, som udvikler varicella fra 7 dage før til 7 dage efter fødslen, bør tilbydes behandling med VZIG samt acyclovir. Så vidt mulig bør forløsning af barnet udsættes til 7 dage efter fremkomst af udslæt hos mater.
Sero-negative gravide, der udsættes for eksposition for VZV bør håndteres som smittefarlige 8-28 dage efter eksposition, hvis de modtager VZIG og fra 8-21 dage efter eksposition, hvis de ikke modtager VZIG. Kvinder, der har modtaget VZIG under graviditeten, bør tilbydes vaccination men minimum 5 måneder efter, der er givet VZIG. (i alle tilfælde efter fødslen). Antistoffer bør kontrolleres efter 1 og 3 måneder, fordi der er givet VZIG.
Kriterier for behandling med VZIG
Eksponering | Ansigt til ansigt kontakt eller ophold i samme rum som smittet person i mindst 15 min. i perioden 2 dage før udslæt til dato, hvor alle vesikler er skorpedækket |
Risikogruppe | Se nedenfor |
Gravide | Som er sero-negative eller hvor prøvesvar er inkonkl. Og der ikke er tid til at afvente nyt svar |
Nyfødte | - Hvor sero-negativ mor er eksponeret de første 7 dage efter fødslen
- Der er eksponeret under indlæggelse på neonatal afdeling og født af sero-negativ mor
- Der er eksponeret under indlæggelse på neonatal
Afdeling, født før uge 28 eller med fødselsvægt under 1 kg uanset mors antistofstatus |
Behandlingsvindue | Der er forventet fuld effekt af VZIG inden for 4 dage med aftagende men fortsat effekt op til 10 dage efter ekspositionens 1. dag. Efter symptomdebut er der ingen terapeutisk effekt af Varicella immunglobulin. |
Anden behandling, der kan overvejes efter lokal instruks | Overvej tillæg af aciclovir f.eks. hos præmature eller immunsupprimerede børn
|