Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Parvovirus B19

​Parvovirus B19-infektion, også kaldet lussingesyge, erythyema infectiosum eller den femte børnesygdom, forårsages af parvovirus B19, og er særlig hyppig hos børn.  ​

​​Forfatter
Nina Rise

Referent
Isik S. Johansen​

Dato
1. maj 2025​​

Parvovirus B19-infektion, også kaldet lussingesyge, erythyema infectiosum eller den femte børnesygdom, forårsages af parvovirus B19, og er særlig hyppig hos børn. 

I Danmark estimeres, at omtrent 60 % af voksne har haft parvovirus B19-infektion. Dette efterlader livslang immunitet, hvilket i tilfælde af graviditet betyder, at både den gravide og fosteret er beskyttet mod fornyet infektion.

Parvovirus B19 forekommer endemisk i Danmark, mens der ca. hvert tredje år ses egentlige epidemier i forårsmånederne. Tidligere undersøgelser har fundet smittetrykket blandt gravide i Danmark til at være 1,5 % i endemiske perioder og 13 % i epidemiske perioder.​

Parvovirus B19 smitter via dråbesmitte og gennem blod, og kan transmitteres både gennem direkte og indirekte smitte. Parvovirus B19 kan smitte vertikalt fra mor til barn.

Smitterisikoen er størst tidligt i sygdomsforløbet, hvor den typiske præsentation er luftvejssymptomer og feber. Efter debut af udslæt (primært hos børn), smitter sygdommen ikke længere.

Smitteeksposition fra egne børn er den største risikofaktor for parvovirus B19-infektion under graviditeten. Cirka halvdelen af voksne smittes via eksposition i deres husstand, mens 20 % – 30 % smittes gennem erhvervsmæssig kontakt (f.eks. arbejde i daginstitution).​

Inkubationstiden er ca. 7-14 dage.

Sygdommen er mild og 20%-30% er asymptomatiske.

Parvovirus B-19-infektion har et bifasisk forløb, startende med catarrhalia og let feber.

Hos børn efterfølges dette af et karakteristisk udslæt på kinderne (deraf navnet 'lussingesyge'). Mange voksne får intet udslæt, men udvikler derimod (især kvinder) symmetriske artralgier lokaliseret til de små led i hænder og fingre, som kan persistere i ugevis og minde om begyndende leddegigt.

Hos personer med anæmi på baggrund af jernmangel, blodsygdomme og kroniske infektioner kan parvovirus B19-infektion udløse aplastisk krise pga. påvirkning af erytropoiesen.​​

​De kliniske manifestationer hos den gravide adskiller sig ikke fra ikke-gravide.​

Ved parvovirus B19-infektion under graviditeten er der risiko for vertikal transmission. Risikoen for smitte stiger i takt med stigende gestationsalder.

Føtal infektion ses typisk omkring 4 uger efter maternel infektion, men smitte er beskrevet i op til 3 måneder efter. Parvovirus B19 inficerer især det hæmatopoietiske væv hos fosteret. Infektion kan i sjældne tilfælde medføre svær anæmi resulterende i spontan abort, hydrops føtalis og fosterdød. Risikoen for disse komplikationer er størst ved smitte indtil 20. gestationsuge.

En opgørelse over parvovirus B19-infektion i graviditet i Danmark fra 2013 – 2024 fandt, at parvovirus B19-infektion i perioden var associeret til 0,01 % - 0,1 % af det samlede antal tilfælde af fosterdød/abort i Danmark, størst under epidemiske versus endemiske perioder. Samme studie fandt følgende forekomst af alvorlige komplikationer: anæmi (2,9 % – 9,8 %); hydrops føtalis (0,8 % - 1,8 %); abort (3,8 % - 9,8 %); intrauterin transfusion (0,5 % - 6,9 %).

Parvovirus B19-infektion hos det nyfødte barn medfører ikke en risiko for komplikationer eller alvorligt sygdomsforløb.​

​Risikoen for vertikal transmission under graviditeten er overordnet ca. 25% under hele graviditeten, stigende med gestationsalder. ​Risikoen stiger med gestationsalder og er højest efter 20. graviditetsuge. 


I Danmark screenes gravide ikke rutinemæssigt for parvovirus B19-antistoffer.

Undersøgelse for infektion med parvovirus B19 hos en gravid gennemføres uanset graviditetsuge ved:

  • mistanke om eksposition for parvovirus B19
  • mistanke om akut sygdom med parvovirus B19 hos den gravide
  • scanningsfund foreneligt med akut parvovirus B19-infektion hos fosteret

på ønske fra den gravide

Til diagnostik benyttes, tilsvarende for ikke-gravide, serologi (IgM- og IgG-antistoffer).

IgM-antistoffer kan måles fra ca. 10 dage efter eksposition og persisterer i 3 måneder eller længere.

Diagnostik af parvovirus B19-infektion falder indenfor fire scenarier:

  1. IgG positiv OG IgM negativ: Foreneligt med tidligere smitte og dermed immunitet. Der er således ikke risiko for smitte af fosteret og ikke indikation for yderligere test eller monitorering.
  2. IgG positiv og IgM positiv: Foreneligt med nylig eller akut infektion. Henvisning til obstetrisk afdeling mhp. UL-skanning og plan for videre opfølgning i obstetrisk regi
  3. IgG negativ og IgM positiv: Foreneligt med mulig aktuel infektion, men kan også skyldes uspecifik IgM. Ny test anbefales efter 2 – 3 uger.
  4. IgG negativ OG IgM negativ: Foreneligt med på non-immunitet. Ny test anbefales efter 2 – 3 uger. Hvis fortsat IgM negativ afsluttes patienten. Hvis den ny prøve er IgM positiv, tyder det på akut infektion og der skal henvises til obstetrisk afdeling mhp. UL-skanning.

Ved påvist infektion af parvovirus B19 hos den gravide henvises til obstetrisk afdeling mhp. UL-skanning af fosteret. Jf. guidelines fra DSOG foretages UL-skanning foretages hver til hver anden uge. Ved patologiske fund foreneligt med føtal anæmi tages stilling til behov for intrauterin blodtransfusion. Ved normale UL-forhold efter 12 uger afsluttes kontrolprogrammet. ​

Parvovirus B19-DNA kan endvidere påvises ved PCR-test af fostervand og føtalt serum under viræmi, eller kan udføres på knoglemarv og levervæv fra dødfødte.

Parvovirus B19 IgM i føtalt blod vil tidligst kunne påvises fra uge 22, men ofte senere eller slet ikke.

Ved påvisning af betydende hydrops føtalis, bør der foretages cordocentese mhp. måling af det føtale hæmoglobin- og thrombocytniveau for at vurdere behovet for intrauterine transfusioner.​​

​Diagnostik af parvovirus B19 hos det nyfødte barn er ikke relevant.​

Der findes ingen specifik behandling for parvovirus B19-infektion.

Behandlingen er symptomatisk.​

Vurdering af behandlingsbehov i forbindelse med parvovirus B19-infektion i fostret (intrauterin transfusion) er en obstetrisk specialistopgave.​

Der findes ingen vaccine mod parvovirus B19.

Der findes ingen metode til helt at undgå smitte, men god håndhygiejne anbefales som forebyggelsestiltag.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke fraværsmelding af gravide i forbindelse med parvovirus B19- infektion i arbejdsomgivelserne, med mindre særlige omstændigheder (eks. øget sårbarhed hos den gravide pga. hæmatologisk sygdom) gør sig gældende. ​

Der er ingen restriktioner mht. amning for kvinder med parvovirus B19-infektion.

Sidst opdateret:
Redaktør
Bertil Jarløv Busch
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden