​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Q-feber

​Q-feber er en zoonose, som forårsages af den obligat intracellulære bakterie Coxiella burnetii.

​​Forfatter
Gitte Pedersen

Referent
Isik S. Johansen​

​Dato
1. maj 2023​


​​

Q-feber er en zoonose, som forårsages af den obligat intracellulære bakterie Coxiella burnetii.

Den globale forekomst af Q-feber er ukendt, men i USA, hvor Q-feber er anmeldelsespligtig, rapporteres et par hundrede tilfælde årligt. Lokale udbrud af Q-feber hos mennesker er også rapporteret fra Frankrig og Holland.

I Danmark blev man opmærksom på Q-feber i årene 2005-07, hvor antistoffer mod Coxiella burnetii for første gang blev påvist hos 59 af 100 tilfældig udvalgte malkekvægbesætninger og efterfølgende blev påvist blandt personer, der havde haft kontakt til disse besætninger.

Tal for den aktuelle forekomst af Q-feber i Danmark foreligger ikke (ikke anmeldelsespligtig).

​Blandt danske gravide har man (1996-2002) især påvist forekomst af antistoffer forenelig med tidligere eksposition/infektion hos 47% af kvinder, som enten selv var erhvervsmæssigt eksponeret (dyrlæger, landbrugsarbejdere) eller bosat på kvægfarm/samboende med landmænd (32%). Hos tilfældigt udvalgte uden kontakt til kvæg eller får var forekomsten af antistoffer forenelig med tidligere eksposition/infektion <5%.​

Q-feber er en zoonose, dvs. en infektion, som overføres fra dyr til mennesker og ses oftest hos landbrugsdyr som kvæg, får og geder, hvor den kan være asymptomatisk eller forårsage forøget antal aborter og dødfødte kalve, lam eller kid. Dyr med Q-feber kan udskille bakterier i moderkage, fostervæske, aborterede fostre, udflåd fra livmoderen samt mælk.

Smitte til mennesker sker ved inhalation af aerosoler eller støv indeholdende bakterier fra inficerede dyr. I Danmark oftest fra kvæg, men det kan også ske fra får og geder.

Bakterien er resistent overfor varme og udtørring og kan overleve i støv og ikke tilstrækkeligt pasteuriseret mælk.

​Klassisk person til person smitte forekommer ikke. Dog er både beskrevet kasuistisk smitte fra fødende kvinde via moderkagevæv til fødselspersonale og i laboratoriet.​

Inkubationsperioden er 14-28 dage.

Infektionen forløber ofte subklinisk.

Opstår der symptomer i den akutte fase, vil det ofte være i form af influenza-lignende symptomer som feber, kulderystelser, hovedpine, luftvejssymptomer, f.eks. atypisk pneumoni og muskelømhed. Hepatitis og endokarditis forekommer i sjældne tilfælde.

​Kronisk infektion som persisterende lokal infektion (oftest endokarditis) udvikles hos ca. 1% efter primær symptomatisk/asymptomatisk infektion. Det ses hyppigst hos gravide, patienter med svækket immunforsvar eller hos patienter med strukturelle kardiovaskulære forandringer eller ledproteser.​​

Hos gravide er infektionen subklinisk hos >90%.

Gravide med akut Q-feber har større risiko for at udvikle kronisk infektion, formentlig på grund af en grad af immunsuppression under graviditeten.

Ved Q-feber-infektion er der specielt i 1. trimester risiko for transplacentær transmission til fosteret.

​Patogenesen er formentlig placentitis/placentainsufficiens/infektion af føtale organer.​

Der er påvist øget forekomst af abort, intrauterin væksthæmning/fosterdød, oligohydramnios og præterm fødsel. 

Der er kasuistisk beskrevet børn født med kongenitte malformationer, så som hypospadi og hydrocele.

​Der er ikke beskrevet levendefødte børn smittet med Q-feber.​

Risiko for smitte med Q-feber fra den gravide til foster varierer mellem forskellige studier. Størst synes risikoen for graviditetskomplikationer hvis Q-feber diagnosticeres i 1. trimester og lavere hvis kvinden behandles med antibiotika. De fleste studier er dog retrospektive, har forskelligt studiedesign, forskellige serologiske tests og titre for cut-off værdi og den kausale sammenhæng synes ikke helt klarlagt.

Under et udbrud af Q-feber i Holland i 2010 fandt man ved rutine screening af 1.229 gravide kvinder i 3. trimester at 183 var sero-positive. Der var ikke forskel i den obstetriske komplikationsrate om kvinderne efterfølgende fik antibiotika-behandling for Q-feber eller ej (2,2% vs. 1,4%)

​I et dansk studie fandt man ingen sammenhæng mellem antistoffer mod Coxiella burnetii og graviditets- og fødselskomplikationer. Hvorvidt antistoffer var udtryk for tidligere infektion/eksponering, kunne ikke afgøres.​

Gravide, hvor der enten er mistanke om Q-feber eller som har haft kontakt til besætninger (kvæg, får, geder), hvor Q-feber er påvist eller hvor der er øget abortfrekvens, bør undersøges for Q-feber med antistoffer mod Coxiella burnetii med mindst 2 ugers interval.

Coxiella burnetii udtrykker to antigener, som betegnes hhv. fase II og fase I. Ved den akutte infektion udvikles normalt overvejende antistoffer mod fase II efter ca. 1-2 ugers sygdom. En 4-folds stigning i IgG antistoffer mod fase II, eller kombinationen af positiv IgM og IgG antistoffer mod fase II, betragtes som tegn på aktuel infektion.

Efter en akut infektion er IgM antistoffer mod fase II oftest umåleligt lave 4 måneder efter at smitte med Q-feber har fundet sted, mens der kan påvises IgG antistoffer mod fase II i op til flere år.

Positive fase I IgG antistoffer indikerer, at der kan være tale om en persisterende, kronisk infektion med Coxiella burnetii. Dette fund skal dog sammenholdes med de kliniske og parakliniske fund (infektionstal, levertal, hæmatologiske parametre), og er i sig selv ikke nok til at stille diagnosen kronisk Q-feber.

Tolkning og referenceværdier/interval af IgM og IgG antistoffer ved Q-feber:

 Positiv​​

InkonklusivNegativ
IgG fase I Titer > 1:256Titer 1:128-1:256Titer < 1:128
IgG fase IITiter > 1:512Titer 1:128-1:512Titer < 1:128
IgM fase ITiter > 1:64Titer 1:64Titer < 1:64
IgM fase IITiter > 1:128Titer 1:64-1:128Titer < 1:64


​Gravide, som får påvist Q-feber, bør henvises til ekkokardiografi mhp. undersøgelse for endokarditis samt have målt anti-phosfolipid-antistof, som kan være relateret til akut Q-feber endokarditis eller kronisk infektion.

Gravide med Q-feber bør henvises til Infektionsmedicinsk afdeling med henblik på behandling og yderligere konferering med obstetrisk afdeling.​

Intrauterin fosterdiagnostik for Q-feber er ikke beskrevet. Ved dødfødt barn/foster kan udføres DNA-diagnostik fra placenta/foster/abortvæv på Statens Serum institut.

​På grund af risiko for intrauterin væksthæmning skal gravide med Q-feber henvises til obstetrisk afdeling mhp. vækstskanning i 3. trimester.​

​Diagnostik af Q-feber hos det nyfødte barn er ikke aktuel.​​

Ved akut Q-feber under graviditeten anbefales sulfamethoxazol/trimethoprim som infektionsmodulerende behandling. Behandlingen nedsætter risikoen for obstetriske komplikationer samt risikoen for, at infektionen udvikler sig kronisk. Fordi trimethoprim er en folsyreantagonist skal der ved denne behandling, specielt i 1. trimester, suppleres med folinsyre.

Behandlingsvarigheden er omdiskuteret, men bør formentlig være resten af graviditeten, om end der op mod fødslen er en teoretisk lille øget risiko for kernicterus. I de amerikanske guidelines anbefales behandlingen ophørt efter uge 32.

Kurativ antibiotikabehandling for Q-feber (doxycyclin + hydroxyklorokin) er kontraindiceret under graviditeten, men hos patienter med kronisk Q-feber/persisterende lokaliseret infektion anbefales skift til denne behandling efter fødslen.

​Alle kvinder med akut Q-feber under graviditeten skal følges med serologi i min. 24 måneder mhp. serokonvertering.​

Der er ikke en tilgængelig vaccine mod Q-feber i Danmark.

Arbejdstilsynet og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide ikke opholder sig i kvæg-, får-, eller gede-besætninger, hvor der forekommer aborter som kan skyldes Q-feber. Hvis det er tvingende nødvendigt, skal der anvendes åndedrætsværn med P3-filter.

Ved fødsel hos kvinde med Q-feber gælder særlige forebyggende foranstaltninger for deltagere og personale ved fødslen.

Der er ingen restriktioner mht. amning for kvinder med Q-feber.​

  • Center for Disease Control. Information for Healthcare Providers. Q Fever

  • Dansk selskab for Obstetrik og Gynækologi. National guideline 2020: Infektioner i graviditeten; 30-32​

  • Denman J. Acute Q fever in pregnancy: report and literature review. Intern Med J 2009; 39: 479-84

  • Ghanem-Zoubi N Paul M. Q fever during pregnancy: a narrative review. Clin Microbiol Inf 2020; 26: 864-870

  • Munster JM, Leenders AC, Hamilton CJ, Meekelenkamp JC, Schneeberger PM, van der Hoek W, et al. Routine screening for Coxiella burnetii infection during pregnancy: a clustered randomized controlled trial during an outbreak, the Netherlands, 2010. Euro Surveill 2013; 18

  • Nielsen SY, Mølbak K, Henriksen TB, Krogfelt KA, Larsen CS, Villumsen S. Adverse pregnancy outcomes and Coxiella burnetiid antibodies in pregnant women, Denmark. Emerg Inf Dis 2014; 20: 925-31

  • Nielsen SY, Andersen AM, Mølbak K, Hjøllund NH, Kantsø B, Krogfelt KA et al. No excess risk of adverse pregnancy outcomes among women with serological markers of previous infection with Coxiella burnetii: evidence from the Danish National Birth Cohort. BMC Infect Dis 2013; 13:87

  • Nielsen SY, Mølbak K, Nybo Andersen AM, Brink Henriksen T, Kantso B, Krogfelt KA, et al. Prevalence of Coxiella burnetii in women exposed to livestock animals, Denmark, 1996 to 2020. Euro Surveill 2013; 18(28):20528

  • Statens Serum Institut. 2019: Q-feber

  • Sundhedsstyrelsen. 2022: Anbefalinger for svangreomsorgen. ​

Redaktør
Bertil Jarløv Busch