Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Q-feber

​Q-feber skyldes infektion med en bakterie, som overføres fra dyr til mennesker. 

​Forfatter
Ellen Moseholm

Referent
Nina Weis​

​​Dato
3. november 2025​


​​

Q-feber skyldes infektion med en bakterie, som overføres fra dyr til mennesker. Infektionen forekommer oftest hos personer, som arbejder med kvæg, får eller geder, f.eks. landmænd eller dyrlæger.

I Danmark er der vist positive antistoffer forenelige med tidligere infektion hos ca. 50% af gravide kvinder, som arbejdede med kvæg, får eller geder i modsætning til kun omkring 5% af kvinder fra en tilfældig udvalgt gruppe uden kontakt til kvæg, får eller geder.​


Q-feber sker ved inhalation af dråber eller støv, som indeholder bakterier fra smittede dyr. I Danmark er det oftest fra kvæg, men kan også ses fra får og geder.

Smitte fra person til person forekommer ikke.

Smitte fra den gravide til fosteret, samt i forbindelse med fødslen kan forekomme.​


​Tiden fra smitte til symptomer er 14-40 dage. Q-feber medfører sjældent symptomer. ​

I tilfælde af symptomer vil det ofte være influenza-lignende symptomer som feber, kulderystelser, hovedpine, øjensymptomer, symptomer fra luftvejene samt muskelømhed. ​

​Ca. 1% udvikler en kronisk infektion med vedvarende lokal infektion, oftest i hjertesækken. Det forekommer hyppigst hos gravide, personer med svækket immunforsvar eller personer med kendt hjertekarsygdom.​


Symptomer ved Q-feber hos gravide adskiller sig ikke fra symptomer hos ikke-gravide, hvor mere end 90% vil have få eller ingen symptomer. ​

​Gravide med Q-feber har en øget risiko for at udvikle kronisk infektion. Ved smitte i 1. trimester er der risiko for smitteoverførsel til fosteret, hvilket kan medføre en øget risiko for abort, væksthæmning hos fosteret, fosterdød og for tidlig fødsel.​


Q-feber kan i sjældne tilfælde overføres til fosteret under graviditeten, hvilket kan medføre en øget risiko for komplikationer og fosterdød.

​Der er også en lille risiko for medfødte misdannelser hos det nyfødte barn i form af f.eks. fejlplaceret urinrørsåbning og vandbrok.​


Man ved ikke præcis, hvor stor risikoen er for, at en gravid kan smitte sit foster med Q-feber.

Der er en teoretisk mulighed for, at det nyfødte barn kan blive smittet, hvis moderen bliver syg sidst i graviditeten, men det er sjældent beskrevet.

Risikoen for, at sygdommen kan give komplikationer under graviditeten eller for barnet, er størst, hvis man bliver smittet i de første tre måneder af graviditeten.​


Q-feber konstateres ved en blodprøve, som undersøges for antistoffer. Ved akut infektion forekommer antistoffer efter ca. 1-2 ugers sygdom.

​Gravide, hvor der er mistanke om Q-feber, samt gravide, der har haft kontakt til besætninger (med kvæg, får eller geder), hvor Q-feber er påvist, bør undersøges for Q-feber og ved relevant eksponering bør der tages opfølgende blodprøver med mindst 2 ugers interval.​


​​Påvisning af Q-feber hos fosteret er ikke relevant.

​På grund af risiko for væksthæmning hos fosteret henvises gravide med Q-feber til en specialafdeling med henblik på vækstskanning i 3. trimester.​


Påvisning af Q-feber hos det nyfødte barn er ikke relevant.


Q-feber i graviditeten behandles med antibiotika. Det kan mindske risikoen for komplikationer og forhindre, at infektionen bliver kronisk.

Gravide, der får konstateret Q-feber, bør henvises til en specialafdeling for infektionssygdomme, som i samarbejde med en fødselslæge planlægger den videre behandling.​


Der er findes ingen vaccine mod Q-feber.

​Ved fødsel hos kvinder med Q-feber gælder særlige forebyggende omstændigheder for deltagere og personale ved fødslen.​


Kvinder med Q-feber må gerne amme.


Arbejdstilsynet og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide ikke opholder sig i kvæg-, fåre- eller gedebesætninger, hvor der forekommer aborter, som kan skyldes Q-feber. Hvis det er tvingende nødvendigt, skal der anvendes åndedrætsværn med P3-filter.​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden