​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Hepatitis E

​Hepatitis E er en infektion i leveren, som skyldes hepatitis E virus (HEV). ​

​​​Forfatter
Terese L. Katzenstein​

Referent​
Nina Weis

Dato
1. maj 2023​


​Hepatitis E er en infektion i leveren, som skyldes hepatitis E virus (HEV). 

HEV tilhører Orthohepevirus A gruppen og især genotyperne HEV1, HEV2, HEV3 og HEV4 er ophav til hepatitis. HEV1 og HEV2 infektion er hyppigt forekommende i nogle lavindkomstlande i Asien, Afrika, Mexico og Mellemøsten og talrige mindre og større udbrud har været rapporteret.  Hepatitis på baggrund af HEV3 og HEV4 optræder sporadisk, også i høj-indkomstlande.

WHO estimerer, at der globalt årligt er ca. 20 millioner HEV-infektioner, medførende 3,3 millioner symptomatiske tilfælde og ledende til ca. 44.000 dødsfald (i 2015). Ydermere estimeres det, at HEV-infektion årligt er ansvarlig for 3.000 dødfødsler, helt overvejende i lande med endemisk forekomst af HEV1 (se nedenfor).

I Danmark er beskrevet høj seroprævalens (differentierer ikke mellem de forskellige genotyper) blandt landmænd og bloddonorer (hhv. 50% og 20-30%) tydende på hyppige asymptomatiske zoonotiske infektioner. Derimod er symptomatiske infektioner sjældne.

Forekomsten af HEV-infektion hos gravide er ukendt.

​HEV-infektion er endnu ikke (16. marts 2023) skriftligt anmeldelsespligtig til Statens Serum Institut.​

​Smitte med HEV sker primært fæko-oralt.

Smittevejene for HEV1 og HEV2 adskiller sig fra smittevejene for HEV3 og HEV4.

Transmission med HEV1 og HEV2 sker helt overvejende ved fækal-oral-transmission, hyppigt ved kontamination af drikkevand.

Transmission med HEV3 og HEV4 sker derimod via zoonotisk transmission fra dyrereservoir. Enten ved tæt kontakt til inficerede dyr eller ved indtag af ikke-sufficient varmebehandlet kød, især fra svin.

​HEV kan imidlertid inficere mange andre fødekilder (f.eks. vildsvin og hjorte), som kan give ophav til human infektion.

Inkubationstiden er i gennemsnit 40 dage, men kan variere fra 15-60 dage.

Forløbet af HEV-infektion varierer fra asymptomatisk infektion til et billede med fulminant leversvigt.  

HEV kan give anledning til akut selvlimiterende hepatitis. Efter en prodromal-fase med uspecifikke symptomer som almen sygdomsfølelse, feber, ledsmerter, kvalme og opkastning af ca. 1 uges varighed, udvikles symptomer relateret til akut ikterisk hepatitis med ikteriske slimhinder og ændret farve af urin og afføring. Leverenzymforhøjelse og bilirubin stigning i blodet er typiske parakliniske fund. Hos immunkompetente individer svinder symptomerne spontant over 4-6 uger.

​Generelt er det fundet, at HEV3 - og HEV4 infektion er mindre humanpatogen sammenlignet med HEV1 infektion.

​Gravide er i øget risiko for såvel HEV-infektion som alvorligt forløbende HEV-infektion, herunder infektion ledende til leversvigt ved infektion med HEV1 (og muligvis HEV2).

Risikoen for alvorligt forløb er særlig høj ved infektion i tredje trimester.

HEV-infektion i graviditeten medfører en øget risiko for spontan abort, intrauterin død, præmatur fødsel, neonatal ikterus og neonatal død. Risikoen for intrauterin og neonatal død er ca. 30 % og 4 %.

Der synes at være regionale forskelle i alvorligheden af HEV1-infektion hos gravide. Forklaringen på dette er ikke afklaret, men er muligvis betinget af forskelle i genetisk undertype af HEV1. Ikke mindst fra Indien er beskrevet meget høje incidenser og alvorlighed af HEV1-infektion blandt gravide kvinder. Mortalitetsratio fra 20-25 % til >

50 % er beskrevet blandt gravide i forbindelse med epidemier i Indien.

​Øvrige HEV-subtyper er ikke associerede med øget incidens eller alvorlighed blandt gravide.​

Børn født af mødre med akut HEV1-infektion kan have kliniske manifestationer såsom hypoglykæmi, hepatitis og neonatal død.

​Fra Indien er anført mortalitet blandt levendefødte børn af mødre med HEV-infektion på 15-50 % indenfor den første leveuge.​

​Ved HEV1-infektion er der ca. 40 % risiko for mor-til-foster smitte i forbindelse med HEV1-infektion under graviditeten.​

​Ved symptomatisk sygdom med leverpåvirkning kan diagnosen stilles serologisk og virologisk. Anti-HEV-IgM vil typisk være påviselig fra symptomdebut og vil persistere i op til 6 måneder. Anti-HEV-IgG kan påvises kort efter anti-HEV-IgM. Der er usikkerhed om persistensen af anti-HEV-IgG, men de kan formentlig påvises i flere år efter infektion. Diagnosen bør verificeres ved påvisning af HEV-RNA i blod og/eller afføring.​

​Diagnostisk af hepatitis E hos fosteret er ikke relevant.​

​​​Hepatitis E hos det nyfødte barn kan diagnosticeres via navlesnorsblod, ved påvisning af HEV RNA, samt ved leverbiokemiske undersøgelser af barnet. Diagnosen kan verificeres vha. anti-HEV-IgM og HEV-RNA påvisning i blodet.​​

​Der findes aktuelt ingen specifik antiviral behandling mod hepatitis E.

Behandlingen af hepatitis E i graviditeten er symptomatisk. Det er omdiskuteret om fremrykning af fødslen hos gravide med alvorlig HEV-infektion bedrer prognosen. Hos gravide med fulminant HEV-infektion bør dette overvejes, især ved begyndende tegn på encefalopati.

​Ribavirin er kasuistisk meddelt benyttet ved kronisk HEV-infektion hos immunkompromiterede, men frarådes generelt til gravide pga. teratogenicitet.​

Der findes en tilsyneladende effektiv og sikker vaccine, som aktuelt ikke er lanceret i Europa.

​Forebyggelse af hepatitis E tager primært udgangspunkt i hygiejniske forholdsregler, ikke mindst ved ophold i områder med ringe hygiejnisk standard.

HEV inaktiveres ved opvarmning til > 70°C. Brug af kogt vand og sufficient tilberedning af føde vil derfor eliminere/væsentlig reducere risikoen for smitte. Indtag af ikke gennemstegt/kogt (især svine-) kød er en risikofaktor. Fransk svine-leverpølse har været associeret med HEV smitte.

​Der er ingen restriktioner mht. amning for kvinder med asymptomatisk HEV-infektion, selvom HEV-RNA kan påvises i colostrum. Derimod frarådes amning ved akut HEV-infektion hos moderen.​

  • ​Aslan AT, Balaban HY. Hepatitis E virus: Epidemiology, diagnosis, clinical manifestations and treatment. WJG 2020;26(37):5543.

  • Bigna JJ, Modiyinji AF, Nansseu JR, Amougou MA, Nola M, Kenmoeet S et al. Burden of hepatitis E virus infection in pregnancy and maternofoetal outcomes: a systematic review and meta-analysis. BMC Preg Childb 2020; 20:426.

  • Christensen PB, Engle RE, Hjort C, Homburg KM, Vach W, Georgsen J et al. Time Trend of the Prevalence of Hepatitis E Antibodies among Farmers and Blood Donors: A Potential Zoonosis in Denmark. Clin Inf Dis 2008; 47(8): 1026.

  • Holm DK, Moessner BK, Engle RE, Zaaijer HL, Georgsen J, Purcell RH et al. Declining prevalence of hepatitis E antibodies among Danish blood donors. Transfusion 2015;55:1662.

  • Khuroo MS. Hepatitis E and pregnancy: An unholy alliance unmasked from Kashmir, India. Viruses 2021; 13:1329.

  • Mannheimer EE, Harritshøj LH, Katzenstein TL et al. Hepatitis E og graviditet. Ugeskr Laeger 2016;v178;V05160356.

  • Rivero-Juarez A, Vellejo N, Lopez-Lopez P, Diaz-Mareque I, Frias M, Vellejo A et al. Ribavirin as a First Treatment Approach for Hepatitis E Virus Infection in Transplant Recipient Patients. Microorganisms. 2020 Jan; 8(1): 51

  • WHO. June 202: Hepatitis E fact sheet.​

Redaktør
Bertil Jarløv Busch