Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Gonorré

Gonorré er en seksuelt overført slimhindeinfektion som skyldes bakterien Neisseria gonorrhoeae (gonokokker). 

​​Forfatter
Ellen Moseholm

Referent
Nina Weis

Dato
3. november 2025​​​


Gonorré er en seksuelt overført slimhindeinfektion som skyldes bakterien Neisseria gonorrhoeae (gonokokker). Gonorré kan hos begge køn sidde i svælget, urinrøret eller endetarmen, og hos kvinder især i livmoderhalsen.

Hos kvinder har der siden 2003 været en stigning i antallet af smittetilfælde.

I 2023 blev ca. 5.500 personer I Danmark registreret smittet med gonore, hvoraf 1,3% af de smittede kvinder var gravide. Hos kvinder forekommer gonore hyppigst hos de 20-24-årige. I 2023 blev der registreret 11 tilfælde af gonore blandt børn under 15 år, heraf et tilfælde af smitte fra mor til barn under fødslen.  ​


Gonorré​ smitter ved ubeskyttet seksuelt samleje, samt ved vaginal, anal og oral sex. Gonorré kan smitte uanset om man har symptomer eller ej.

Smitte kan også ske fra mor til barn, idet infektionen i sjældne tilfælde kan overføres til det nyfødte barn gennem fødselskanalen under fødslen.​


Tiden fra smitte til symptomer er omkring 2-7 dage.

De hyppigste symptomer er smerter ved vandladning og/eller skeden, samt udflåd fra urinrøret. Omkring halvdelen af alle kvinder oplever ingen symptomer. Gonorré i endetarmen og svælg giver meget sjældent symptomer.

Hvis gonore ikke behandles, kan det hos kvinder medføre underlivsbetændelse med risiko for kroniske smerter eller sterilitet. I meget sjældne tilfælde kan gonore føre til spredning til for eksempel led, hvor der kan ses led betændelse, og blodforgiftning.​


Symptomer ved gonore hos gravide adskiller sig ikke fra symptomer hos ikke-gravide.​


Gonorré i graviditeten kan medføre en øget risiko for tidlig vandafgang og tidlig fødsel, samt lav fødselsvægt hos barnet. Der er ikke påvist gonorré hos fostre.

​Hvis gonorré​ ikke behandles hos den gravide, kan det give en øget risiko for overførsel af infektion til barnet, som kan medføre øjenbetændelse (konjunktivitis) med gonokokker. Hvis denne infektion ikke behandles, kan den medføre permanent blindhed.​


Der er ingen smitterisiko fra den gravide til det ufødte foster. Smitte fra mor til det nyfødte barn kan forekomme i sjældne tilfælde.​


Gonore konstateres med podninger fra svælg, skeden, urinrør, livmoderhalsen og endetarmen.

Screening for gonorré udføres kun ved behov og ikke rutinemæssigt i graviditeten i Danmark.

Gravide kvinder bør undersøges for gonorré ved ​

  • ​Kendskab til eksponering for gonore (f.eks. hvis kvindens seksuel partner tester positiv for gonore)​
  • ​Symptomer, som giver mistanke om gonorré
  • Anden påvist seksuel overførbar infektion, som f.eks. human immun defekt (HIV) virus, klamydia eller syfilis​
  • Usikker sex og hyppige partnerskift.​


Det er ikke relevant at diagnosticere gonorré hos fosteret. ​


Gonorré hos det nyfødte barn diagnosticeres ved podninger i svælg og næse.

Ved øjenbetændelse hos nyfødte (især de første 14 dage efter fødslen) bør podes for gonokokker. Ved positivt svar henvises den nyfødte til en specialafdeling med henblik på behandling. ​


Gonorré​ behandles med antibiotika.

Kvindens partner skal også behandles ved konstateret infektion. Der skal 14 dage efter behandlingen er afsluttet, udføres en ny podning for at sikre, at infektionen er overstået. ​​


Der findes ikke nogen vaccine mod gonorré.

Brug af kondom beskytter mod gonorré.

Sygdommen efterlader ikke nogen beskyttelse mod fremtidig smitte (immunitet), dvs. man kan få gonorré flere gange.

​Hvis den gravides seksualpartner tester positiv for gonorré, frarådes sex eller der anbefales sikker sex med kondom, indtil partnerens infektion er velbehandlet og der foreligger negative kontrol tests 14 dage efter afsluttet behandling. I denne situation skal den gravide testes og hvis hun er smittet med gonorré​, opstarte behandling. ​


Kvinder med gonore må gerne amme.​


Brug af kondom, særligt ved hyppige sexpartnere, kan være med til at forebygge smitte med gonorré.

Hvis der er mistanke om infektion eller ved eksponering for gonore, f.eks. ved seksuelt samvær med en smittet person​, bør den gravide tage kontakt til egen læge med henblik på test. Opdagelse og tidlig start af antibiotikabehandling forebygger og mindsker risikoen for følgesygdomme hos kvinden, og er den mest effektive måde at forhindre, at den nyfødte bliver smittet.

​Hvis kvinden tester positiv for gonorré er det vigtigt, at hendes seksualpartner også bliver testet og starter antibiotikabehandling.


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden