
Hvad er candida vaginitis?
Candidia vaginitis, også kaldet svampeinfektion i skeden, er en infektion i skeden, som forårsages af gærsvamp, hyppigst svampen Candida albicans.
Candida svampe forekommer naturligt i slimhinden. Hos halvdelen af den generelle befolkning kan svampene påvises i mundhulen og hos 20% af kvinder i skeden, uden at det forårsager symptomer. På grund af de ændrede forhold i skeden under en graviditet, er forekomst af svampeinfektion i skeden hos gravide øget til ca. 30%.
Cirka 75% af kvinder oplever på et eller andet tidspunkt i livet at få en svampeinfektion i skeden. Heraf får ca. halvdelen mere end en infektion, og hos ca. 5% udvikler infektionen sig tilbagevendende, defineret som >3 episoder årligt.