​​​​

Enterovirus

Enterovirus er en stor gruppe virus med forskellige undergrupper, som kan føre til infektion i mange forskellige organsystemer som hjerne, hjernehinder, hjerte eller lunger.

​Forfatter
Ellen Moseholm

Referent
Nina Weis​

​Dato
1. maj 2023​​​​​​​​​​​​​​​

Enterovirus er en stor gruppe virus med forskellige undergrupper, som kan føre til infektion i mange forskellige organsystemer som hjerne, hjernehinder, hjerte eller lunger.

Enterovirus-infektion er hyppigt forekommende med næsten 1 milliard årlige infektioner på verdensplan.

​I Danmark er enterovirus-infektion hyppigst forekommende i sommer og efterårsperioden (juni-oktober). ​


Enterovirus smitter ved indtagelse af forurenet vand eller fødevarer eller ved direkte kontakt til en smittet person. For alle enterovirus gælder formodentlig, at virus smitter mest de første to uger efter symptom debut.

Der er en risiko for smitte fra mor til barn under graviditeten eller i forbindelse med fødslen, idet enterovirus kan overføres til det nyfødte barn gennem fødselskanalen under fødslen.

Smitte kan også ske efter fødslen fra mor eller andre personer til det nyfødte barn. ​


Tiden fra smitte til symptomer såvel som symptomer afhænger af den specifikke enterovirus type.

Langt de fleste vil ikke få nogen symptomer (>90%). Uspecifikke symptomer som feber, forkølelses symptomer, blister i munden, udslæt, muskel- og ledsmerter kan forekomme, oftest 3-5 dage efter smitte.

I sjældne tilfælde kan enterovirus-infektion medføre betændelse i hjertemusklen (myocarditis) eller hjernehindebetændelse (meningitis). ​


Symptomer ved enterovirus-infektion hos den gravide adskiller sig ikke fra symptomer hos ikke-gravide.

De fleste gravide kvinder har, ligesom andre voksne, beskyttende antistoffer efter at have været smittet med enterovirus tidligere i livet, og vil derfor sandsynligvis enten have ingen - eller kun milde - symptomer.​


Enterovirus-infektion i graviditeten medfører ikke en øget risiko for abort, dødfødsel eller medfødte misdannelser.

​Enterovirus-infektion hos det nyfødte barn, enten i forbindelse med fødslen eller efter fødslen, kan medføre alvorlig infektion hos det nyfødte barn. De hyppigste komplikationer er leverbetændelse med blødningsforstyrrelser, betændelse i hjertemusklen, samt betændelse i hjernen. Risikoen for død er ca. 30%, særligt hvis det nyfødte barn får symptomer inden for den første uge efter fødslen. ​


Smitte fra mor til barn i graviditeten kan forekomme, men er sjælden.

Risikoen for smitte fra mor til barn under fødslen estimeres til at være omkring 60%. Ved smitte i forbindelse med graviditet og fødsel, antages risikoen for komplikationer hos det nyfødte barn at være sjældne.​


Enterovirus konstateres med podninger fra øjne eller svælg, eller via en afføringsprøve, som PCR-testes for enterovirus. Ved mistanke om hjerne- eller  hjernehindebetændelse laves en rygmarvsprøve med henblik på undersøgelse af spinalvæsken.

​Ofte vil undersøgelse for enterovirus hos den gravide ikke være relevant. ​


Enterovirus hos fosteret konstateres med fostervandsprøve. Dette udføres dog kun i sjældne tilfælde.  ​​


Enterovirus hos det nyfødte barn konstateres ved podninger i svælg og næse, spytprøve, blodprøve eller afføringsprøve.

De fleste nyfødte med enterovirus-infektion vil få et mildt sygdomsforløb.

​I sjældne tilfælde kan infektion hos det nyfødte barn medføre alvorlig sygdom med risiko for blodforgiftning, infektion i hjertemusklen, infektion i hjernen, leverbetændelse med blødningsforstyrrelser eller lungebetændelse.​


Behandling af enterovirus infektion i graviditeten er oftest ikke nødvendig.

Ved behov er behandlingen symptomatisk. ​


Der findes ikke nogen vaccine mod enterovirus.

Der anbefales almindelige hygiejniske forholdsregler, idet der ikke findes specifikke forebyggende tiltag.​


God håndhygiejne, specielt efter toiletbesøg, er det vigtigste man kan gøre for at undgå smitte med enterovirus.

​Ved mistanke om enterovirus i graviditeten bør egen læge kontaktes.

Kvinder med enterovirus-infektion må gerne amme.​


Redaktør