Behandling for senfølger
Når du møder til behandling, er det en sygeplejerske med særlig viden om senfølger efter tyk- og endetarmskræft, som starter din behandling.
Ved en indledende samtale gennemgår I dit kræftforløb og kortlægger din tarmfunktion og de problemer, den giver dig i hverdagen. Hvis det er relevant, får du undersøgt din endetarmsfunktion. Det videre forløb afhænger af, hvilken type operation du har fået foretaget, og hvilke symptomer du har.
På baggrund af samtalen lægger I sammen en plan for den videre udredning og behandling. I følger efterfølgende op på effekten af behandlingen telefonisk eller ved fremmøde. Ved opfølgningen kan vurderer I om, der er brug for yderligere tiltag, hvis der ikke har været den ønskede effekt af behandlingen.
Ikke-kirurgisk behandling
Behandlingen for senfølger kan fx indebære:
- Kostændringer
- Behandling med afføringsregulerende midler
- Henvisning til en specialiseret bækkenbundsfysioterapeut
- Instruktion i brug af minilavement
- Instruktion i tarmtømning/siddestilling ved toiletbesøg
- I nogle tilfælde kan behandlingen også involvere skylning af tarmen.
Du kan også blive viderehenvist til en samtale med en kirurg med særlig viden om senfølger. I nogle tilfælde kan der også være behov for henvisning til en mave-tarm medicinsk læge.
Hvis du har seksuelle problemer som følge af din behandling for tyk- eller endetarmskræft, kan sygeplejersken henvise dig til samtale hos en kirurg eller sygeplejerske med sexologiske kompetencer.
Kirurgisk behandling
Hvis den medicinske behandling og skyllebehandlingen er uden tilstrækkelig effekt, kan operation med Sakral Nerve Modulation eller anlæggelse af stomi være en mulighed. Færre end 1 ud af 10 bliver tilbudt kirurgisk behandling.
Sakralnervestimulation
Sakralnervestimulation (SNM) er en avanceret behandlingsmulighed til bl.a. inkontinens for afføring. SNM er en behandling, hvor der indopereres en pacemaker under huden på din balde. Pacemakeren kan stimulere de nerver, der styrer tarmfunktionen og lukkemusklen.
Stomi
Hvis ovenstående behandlinger ikke har tilstrækkelig effekt, er det muligt at få en stomi. Afhængigt af, hvilken kræfttype du tidligere har haft, kan det være en tyktarmsstomi eller en tyndtarmsstomi. Hvis du overvejer stomi, kan du komme til samtale med en speciallæge. Læs mere hos Stomikliniken.