Kontakt først din egen læge

Hvis du ønsker en abort, skal du først kontakte din egen læge. Lægen vil tale med dig om din situation og gennemgå mulighederne for medicinsk og kirugisk abort.   

Når du finder ud af, at du måske er uønsket gravid, skal du bestille en tid hos din egen læge. Hvis du er i tvivl om, om du er gravid, laver lægen en graviditetstest. Skriv din sidste menstruations første dag ned, så I kan regne ud ca. hvor langt du er henne i graviditeten.

Lægen laver en gynækologisk undersøgelse, hvor du bliver podet for klamydia og gonoré. Du får også taget en blodprøve, så vi kender din blodtype.

Du har en samtale med lægen om din situation, hvor du bliver spurgt ind til, om du vil beholde graviditeten eller ej.

Lægen gennemgår mulighederne for medicinsk og kirurgisk abort, fortæller, hvordan de to muligheder foregår og om hvilke komplikationer der kan være de to typer abort. Du får også information om, hvor du kan få hjælp og støtte efter aborten er udført.

Til sidst vil du blive spurgt til hvilken type prævention du skal bruge fremover.

Er du i tvivl?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du ønsker en abort, er det vigtigt, at du taler med nogen om dine overvejelser, før du træffer beslutningen. De fleste, som er i samme situation som dig, diskuterer sagen med partner, venner eller familie. De mennesker, som kender dig, og som du har tillid til, vil ofte være dine bedste samtalepartnere.

Ønsker du abort?

Ønsker du en abort skal du skrive under på det juridiske dokument Anmodning om Svangerskabsafbrydelse, der bekræfter at du gerne vil have aborten udført. Hvis du er under 18 år, skal dine forældre eller værge også skrive under. Husk dit gule sygesikringskort, som er nødvendigt for at udfylde blanketten. 

Lægen sender en henvisning med abortanmodningen videre til hospitalet eller til en privatpraktiserende gynækolog, hvor aborten udføres.

Redaktør