En suttebrik er et hjælpemiddel, som du i visse situationer kan bruge, når du ammer. Suttebrikken er lavet af silikone og formet som et skjold, der kan sidde over brystvorten.
Vi anbefaler, at du har talt med en jordemoder, sygeplejerske eller sundhedsplejerske, inden du begynder at bruge suttebrik. Ofte kan problemer med amning i stedet afhjælpes ved fx at skifte ammestillinger eller malke ud med hånden.
Suttebrikker kan bruges, når dit barn er mere end 24 timer gammelt, hvis:
- barnet er født før graviditetsuge 37
- du har indadvendte eller flade brystvorter, og barnet har svært ved at få fat om brystvorten
- du har for store eller små brystvorter, så barnet har svært ved at få fat
- du har meget spændte bryster, så barnet har svært ved at få fat
- du har sår på brystvorterne, og det er for smertefuldt at amme uden suttebrik.
Du bør kun bruge suttebrik i en kort periode. Når du bruger suttebrik, kan det påvirke opstart af amningen, sandsynligvis fordi brystet stimuleres mindre. I nogle tilfælde er det derfor nødvendigt at malke ud for at stimulere produktionen af mælk. I de tilfælde anbefales derfor håndstimulation eller udmalkning med elektrisk brystpumpe. Suttebrikken giver derudover en kraftigere stimulering af barnets sutterefleks i ganen, hvilket kan gøre det sværere at amme uden suttebrik på lang sigt. Forskning viser, at de kvinder, der ikke kommer af med suttebrikken, ammer deres børn i kortere tid.