Din egen læge kan henvise dig til Indvandrermedicinsk Klinik, hvis:
- Du har brug for hjælp til at leve bedre med dine sygdomme.
- Du har problemer med kroppen, og din egen læge ikke ved, hvad det er.
- Du ikke ved, om du tager din medicin på den rigtige måde.
Du skal bo i Region Hovedstaden for at blive henvist til klinikken.
Når du kommer til klinikken
Når du kommer til Indvandrermedicinsk Klinik, skal du vise dit gule sundhedskort til sekretæren. Du må gerne have din familie eller en ven med.
Behandling
De første to gange du kommer i klinikken, tager det cirka 1,5 time. Du skal svare på spørgsmål om dig selv og din sygdom. Vi undersøger dig grundigt, og vi tager blodprøver. Bagefter beslutter vi, om du kan starte i behandling hos os.
Behandling kan være hos en læge, en sygeplejerske, en farmaceut eller en fysioterapeut., ofte hos flere af os. Nogle gange foregår det i grupper.
Det kan vi blandt andet hjælpe dig med:
- Du kan lære at få et bedre liv med din sygdom.
- Du skal måske have ny medicin eller tage din medicin på en anden måde.
- Du skal måske lave gymnastik eller anden motion.
- Du skal måske have behandling på andre hospitalsafdelinger.
Vi taler ofte med din egen læge, når du er i behandling hos os, specielt hvis der er behov for at ændre din medicin.
Tavshedspligt
Vi har tavshedspligt. Det betyder, at det du fortæller os, fortæller vi ikke videre til andre. Du bestemmer, hvad vi må fortælle til din familie eller kommunen.
Tolkning
Vi bruger ofte videotolk.
Nogle patienter skal betale for tolk. Andre skal ikke fx fordi de er for syge til at lære dansk. Har du været i Danmark i under tre år, skal du ikke betale for tolk.
Med bus
Bus 1A, 22 og 200S kører til Hvidovre Hospitals hovedindgang. Bus 132 og 133 stopper på Hvidovrevej, ved Arnold Nielsens Boulevard, tæt på hospitalet.
I bil - Parkering
Ved P-pladsen langs Rosenhøj (P5) er der ofte ledige pladser. Her er det tilladt at parkere hele dagen.
Ved P-pladsen ved Østvej (P6) er der ikke så tit ledige pladser. Her må du højst parkere i 3 timer.
Du kan også parkere i parkeringskælderen under hospitalet.
Læs mere om transport og parkering på Hvidovre Hospitals hjemmeside: https://www.hvidovrehospital.dk/findvej