Gå til hovedindhold

Ultralydsvejledt leverbiopsi

En ultralydsvejledt leverbiopsi foregår ved, at der tages en vævsprøve fra leveren i forbindelse med en ultralydsundersøgelse.

Ved en ultralydsvejledt leverbiopsi tages en vævsprøve fra leveren i forbindelse med en ultralydsundersøgelse. 

Du har fået tid til en ultralydsvejledt leverbiopsi

________ dag d. ________ /________ kl. ________

Du skal møde i Diagsnotisk Enhed afsnit 142. Herfra bliver du kørt til Røntgen afsnit 334, hvor undersøgelsen foregår.

Hvordan skal jeg forberede mig?

Du må ikke spise, drikke eller ryge de sidste 4 timer før undersøgelsen. Hvis du får medicin til daglig, skal du tage den, som du plejer gerne med en slurk vand.

Hvad er en ultralydsundersøgelse?

En ultralydsundersøgelse, er en undersøgelse, hvor billeddannelsen foregår ved hjælp af en slags lydbølger, man ikke kan høre. Bølgerne udsendes fra et ultralydshoved, der ikke er større end lægen kan holde det i sin hånd. Det fungerer som et slags kamera, der sender billeder op på en skærm. Man kan på denne måde se f.eks. nyrer, urinblære, lever, galdeblære og bugspytkirtel.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen varer fra 30 minutter til 1 time. Du ligger i din seng. Lægen kommer lidt gele på din mave. Med ultralydshovedet finder lægen det sted, hvorfra biopsien skal tages.

Når lægen har fundet stedet, hvor biopsien skal tages, får du indsprøjtet en lokalbedøvelse i området med en tynd nål. Det kan give lette smerter i huden.

På det lokalbedøvede sted indfører lægen en nål, som samtidigt kan ses på skærmen. Lægen kan på denne måde udtage en lille vævsprøve. Punkturen kan give forbigående smerter, trods lokalbedøvelsen.

Er der komplikationer?

Komplikationer efter punkturen er meget få og sjældne, men der kan forekomme blødning. Komplikationerne forekommer meget sjældent, bl.a. fordi vi ved hjælp af ultralyd nøjagtigt kan se f.eks. store blodkar eller andre vigtige strukturer og dermed væsentligt minimere risikoen for, at disse utilsigtet bliver ramt. Desuden foretager vi altid indgrebene under sterile forhold.

Hvad sker der efter undersøgelsen?

Du bliver kørt til Infektionsmedicinsk sengeafsnit 112, hvor du bliver indlagt og skal observeres i minimum 4 timer. En sygeplejerske vil måle bl. a. blodtryk og puls efter et skema.

Hvilke hensyn skal jeg tage efter undersøgelsen?

De første 2 timer efter undersøgelsen skal du ligge fladt i sengen. Du må ikke gå på toilettet. De næste 2 timer skal du blive i sengen, men må sidde op og gå på toilettet ved behov.

Efter 4 timer må du gå frit rundt i afdelingen. Du skal være fastende de første 2 timer efter undersøgelsen og herefter må du spise og drikke frit, hvis du har det godt og der ikke er tegn på blødning.

Vil jeg opleve smerter?

Der kan være smerter i maven hvor du er blevet stukket, som muligvis trækker op i højre skulder. Hvis du oplever smerter, skal du sige det til sygeplejersken, og så vil du få smertestillende ved behov og evt. tilses af en læge.

Hvornår bliver jeg udskrevet?

Er dit forløb uden tegn på blødning, kan du udskrives i løbet af aftenen, når en læge har tilset dig. Typisk tilses du af læge mellem kl. 17 og kl. 20. Hvis ikke du har en pårørende, der kan være hos dig om natten, skal du forblive indlagt til dagen efter. Hvis du bor mere end 30 minutters kørsel fra hospitalet skal du også overnatte til dagen efter.

Hvordan skal jeg forholde mig efter udskrivelse?

Det frarådes, at du løfter tungt, gør rent eller dyrker sport i 2 døgn efter undersøgelsen. Herefter optages aktiviteter som vanligt. Hvis du efter udskrivelsen får tegn på blødning, skal du henvende dig telefonisk på 38 62 24 73, så vil du komme til at tale med den vagthavende læge, som kan vurdere, om du skal indlægges akut.

Brug for en at følges med

Har du brug for en at følges med til din aftale, har hospitalet et samarbejde med Social Sundhed. Social Sundhed stiller frivillige fra sundhedsuddannelser til rådighed. De kan kontaktes på telefon 93 91 23 00. Læs mere om Social Sundhed på www.socialsundhed.org

Find Diagnostisk Enhed

Kort over Hvidovre Hospital
Diagnostisk Enhed ligger i Center E (orange), etage 0 (ambulatorieetagen), afsnit 142
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden