Gå til hovedindhold

Spiserøret - røntgenundersøgelse (bandingkontrol med drikkekontraststof)

Ved undersøgelsen kontrollerer vi, om det gastriske bånd, der er blevet opereret ind, skal justeres.

Kort om undersøgelsen

Du skal have foretaget en røntgenundersøgelse af dit spiserør. Vi undersøger, om det gastriske bånd, du har fået opereret ind, skal justeres. Vi bruger kontraststof til at gøre spiserøret synligt på røntgenbillederne.

Undersøgelsen varer cirka 30 minutter, men det er en god idé at afsætte 1 time, da der kan opstå ventetid.

Vigtig forberedelse

Mød fastende

Du skal møde fastende. Det betyder, at du ikke må spise de sidste 2 timer før din aftale. Det gælder også pastiller og tyggegummi. Du må ikke drikke de sidste 30 minutter før din aftale. Resultatet af undersøgelsen kan ikke bruges, hvis du har noget i mavesækken. Hvis du har diabetes, gælder nogle særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte den læge eller afdeling, der har henvist dig, og tale om, hvordan du skal forholde dig til fasten inden undersøgelsen.

Tag din medicin med et lille glas vand

Op til undersøgelsen kan du tage din vanlige medicin med et lille glas vand, selvom du faster.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Så er der mindre at holde styr på, mens du er på hospitalet. Vær desuden opmærksom på, at hospitalet som udgangspunkt ikke erstatter smykker, kontanter eller andre genstande, hvis de bliver væk.

Undersøgelsen

Du får eventuelt udleveret hospitalstøj

I nogle tilfælde giver vi dig hospitalstøj, som du skal have på ved undersøgelsen.

Undersøgelsen

Du skal stå op, mens du bliver undersøgt. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se billeder af spiserøret på en skærm. Du skal synke kontraststof flere gange undervejs i undersøgelsen.

Hvis det gastriske bånd skal justeres, ændrer vi mængden af saltvand i båndet. Vi tager derefter et nyt røntgenbillede med kontraststof.

Efter undersøgelsen

Du kan få forstoppelse

Kontraststoffet kan give dig forstoppelse. Det hjælper at drikke rigeligt med væske (1-2 liter) og at spise groft brød, grøntsager og frugt efter undersøgelsen. Desuden kan din afføring se lysere ud end normalt de første dage.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden