Gå til hovedindhold

Spædbarnsdød - Til dig/jer der har mistet

Til dig/jer, der har mistet et barn efter 22. graviditetsuge eller har født et barn, der levede kortvarigt uanset graviditetsuge.

Vi har samlet denne information som støtte til dig/jer, der uventet har mistet et barn.

På hospitalet

Minder om barnet

Hvis I ønsker det, har I mulighed for at se og holde jeres barn, tage billeder samt få lavet fx fod- og håndaftryk, vuggekort og en hæklet englesprutte. Vi hjælper gerne med at tage billeder. I kan også lægge ting hos barnet, fx en blomst, en bamse, et brev eller et smykke.
I kan have barnet hos jer så længe, I ønsker det. Det er også muligt at tage barnet med hjem i en kølelift.

Samtale med fx en præst

Både under og efter indlæggelsen er det muligt at tale med hospitalets præst eller en person med anden etnisk eller religiøs baggrund, som har erfaring med at tale med mennesker, der har stået i samme situation som jer. I behøver ikke være religiøse for at få en samtale. Vi hjælper gerne med at tage kontakt.

Undersøgelser af barnet

Vi tilbyder en række undersøgelser for at finde en forklaring på barnets død. Det kan blandt andet være blodprøver, vævsprøver og obduktion. I skal give tilladelse til disse undersøgelser. I får mere information om undersøgelserne, hvis det er relevant.

Pleje og hygiejne efter fødslen

Når du har født, er der flere ting, du skal være opmærksom på:

Hvis du har blodtype rhesus negativ

Hvis din blodtype er rhesus negativ, og barnets blodtype er rhesus positiv eller ikke er kendt, vil du blive tilbudt en indsprøjtning med anti-D efter fødslen for at undgå, at du danner rhesusantistoffer. Rhesusantistoffer kan have betydning ved en kommende graviditet.

Stop af mælkeproduktionen

Du vil blive tilbudt medicinen Dostinex for at stoppe mælkeproduktionen. Vi anbefaler, at du tager medicinen inden for det første døgn. Behandlingen kan eventuelt gentages ved behov.

Brug en stram BH

Vi anbefaler, at du bruger en stram BH i den første uge, da det hjælper med at nedsætte mælkeproduktionen.

Du kan have ondt

Det er normalt at have ondt efter fødslen. Du kan få efterveer, der kan føles som menstruationssmerter. Hvis du er blevet syet, kan du også have ondt omkring syningen.
Hvis du har behov for smertestillende medicin, anbefaler vi, at du tager 2 x 500 mg paracetamol eventuelt sammen med 2 x 200 mg ibuprofen, begge dele højst 4 gange dagligt.

Blødning

Det er normalt at bløde fra skeden svarende til en kraftig menstruation eller lidt mere. Blødningen aftager gradvist i løbet af den første uge. Derefter vil du have blodigt eller brunligt udflåd frem til din næste menstruation, som oftest kommer efter 4-6 uger.

Kontakt os ved kraftig blødning eller tegn på infektion

For at undgå infektion i en eventuel bristning anbefaler vi, at du den første uge skyller dig med lunkent vand, når du har været på toilettet. Sørg også for at skifte bind ofte.
Du bør ikke bruge tamponer og menstruationskop eller bade i svømmehal, badekar eller i havet, så længe du bløder eller har blodigt udflåd. Ved samleje bør I desuden bruge kondom, indtil blødningen er stoppet.

Hvis du bløder kraftigt eller får tegn på infektion, skal du reagere. Hvis det sker inden for de første 7 dage, skal du kontakte os. Derefter skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.
Tag kontakt, hvis du får:

  • blødning kraftigere end menstruation, eventuelt med klumper, eller hvis du fylder et bind i timen
  • udflåd, der lugter grimt
  • kraftige smerter, hvor smertestillende medicin ikke hjælper
  • temperatur over 38 grader.

Kontrol hos din egen læge efter 8 uger

Efter 8 uger tilbydes du en kontrol hos din egen læge. Lægen vil ud fra dit forløb vurdere, om der er grund til at lave en gynækologisk undersøgelse. Lægen taler desuden med dig om, hvordan du har det.
Du skal selv bestille tid til undersøgelsen.

Praktiske forhold

Begravelse eller bisættelse

Når man mister et barn, der er levendefødt uanset graviditetsuge eller født efter 22. graviditetsuge, har man som forældre lovmæssigt pligt til at sørge for begravelse eller bisættelse. I kan selv arrangere begravelsen eller kontakte en bedemand, som hjælper med det praktiske.
I har ret til begravelseshjælp gennem kommunen i form af et økonomisk tilskud. Vi udleverer en dødsattest, inden I tager hjem.

Sorgorlov

Som forældre har I ret til 26 ugers sorgorlov med barselsdagpenge.
Sorgorloven starter dagen efter, I har mistet barnet. I skal selv give jeres arbejdsgiver besked.

Registrering af faderskab

Hvis I er gift, bliver faderskab/medmoderskab automatisk registreret. Hvis I begge ønsker sorgorlov, men ikke er gift, skal faderskab/medmoderskab registreres på www.personregistrering.dk.

Opfølgende samtale på hospitalet

Når der er svar på alle undersøgelser, typisk 12-16 uger efter fødslen kontakter vi jer eller indkalder til en opfølgende samtale om forløbet med en fødselslæge. Til samtalen får I svar på prøver, og I har mulighed for at tale om eventuelle tiltag ved en kommende graviditet.
Vi kan også arrangere en efterfødselssamtale med den jordemoder, der var med under forløbet, hvis det ønskes.

Sorg og støtte

Psykolog

Mange får brug for at tale med en psykolog efterfølgende. I kan få en henvisning hos jeres egen læge, så noget af udgiften dækkes. Hvis I har en privat sundhedsforsikring, kan den eventuelt også dække udgifter til psykologhjælp.

Dansk Center for Familier & Sorg

Dansk Center for Familier & Sorg er for alle, der har mistet et barn, og tilbyder gratis rådgivning, terapeutiske samtaler og støtte til forældre og pårørende. De har også lavet podcasts med par, der har mistet, der blandt andet handler om sorg og om at blive gravid igen.

Hvis I ønsker hjælp til at kontakte dem, kan vi henvise jer. De kontakter jer derefter oftest inden for et par dage. I kan også selv kontakte dem. Læs mere på www.familierogsorg.dk.

Giv plads til sorgen

Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på at miste et barn. Disse råd kan måske være til hjælp og støtte:

  • Vær god mod dig selv
    • Det er normalt at reagere følelsesmæssigt på dit tab. Sorg er en naturlig reaktion.
    • Giv dig selv lov til at sørge, og undgå at dømme eller kritisere dig selv for din reaktion.
    • Hold pauser fra sorgen og de svære følelser. Det er helt normalt at svinge mellem at være ulykkelig og savne barnet og at tænke på helt andre ting. Tabet kan føles som den værste oplevelse i dit liv, men ingen følelser er permanente.
  • Husk, at alle reagerer forskelligt
    • Pas på dig selv og din partner. Gør ting, I holder af.
    • Forvent ikke, at I reagerer på samme måde. Det betyder ikke, at I ikke begge er påvirkede eller kede af det. Giv plads til hinandens reaktioner.
    • Der er ingen rigtig måde at sørge på. Kvinder kan være mere udtryksfulde og søger oftere støtte hos andre. Mænd kan være mere handlingsorienterede og problemløsende og vil ofte arbejde meget for at komme ud af sorgen.
  • Søg støtte
    • Søg støtte hos venner, familie eller støttegrupper. Fortæl folk, hvad du har brug for.
    • Meld dig eventuelt ind i en online eller fysisk støttegruppe med andre, der har været igennem lignende oplevelser.
  • Vær okay med at sige nej
    • Det er okay at melde fra til fx ferie, fødselsdage og familiesammenkomster.
    • Undgå ’triggere’, fx terminsdato, årsdage, babyshowers og børnefødselsdage, hvis det er for hårdt for dig.
  • Behold så vidt muligt din normale rutine
    • Fortsæt i din normale rutine og få nok søvn, ernæring og motion – gerne i naturen.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden