Gå til hovedindhold

Skrumpelever (levercirrose)

Levercirrose er en kronisk og alvorlig sygdom hvor rask væv i leveren erstattes af arvæv. Arvævet gør leveren hård, så blodet får sværere ved at løbe gennem leveren. Det betyder, at leveren ikke kan udføre sin funktion i kroppen på samme måde som en rask lever.

Til dig med skrumpelever og dine pårørende. Her kan du læse om skrumpelever og hvilke følgevirkninger, der kan opstå.

Skrumpelever kaldes også arvæv i leveren eller levercirrose.

Skrumpelever er en kronisk og alvorlig sygdom, hvor rask væv i leveren erstattes af arvæv. Arvævet gør leveren hård, så blodet får sværere ved at løbe gennem leveren. Det betyder, at leveren ikke kan udføre sin funktion i kroppen på samme måde som en rask lever.

En rask lever hjælper kroppen med at:

  • Fjerne giftstoffer i blodet f.eks. fra alkohol og medicin.
  • Omsætte kulhydrat, protein og fedtstoffer fra maden til energi.
  • Danne proteiner, så blodet kan størkne ved blødning.
  • Bekæmpe infektioner.
  • Producere galde, så tarmene kan optage fedtstoffer.

Arvævet i leveren har du resten af livet, og det kan give alvorlige følgevirkninger.

Sådan opstår skrumpelever

De hyppigste årsager til skrumpelever er:

  1. Stort forbrug af alkohol. Det er afgørende, at du stopper med at drikke alkohol
  2. Fedtleversygdom ofte i kombination med sukkersyge. Ændring af livsstil og eventuel medicin er afgørende for din behandling
  3. Smitsom leverbetændelse. Medicin kan nogle gange dæmpe betændelsen
  4. Autoimmun leversygdom. Medicin kan i mange tilfælde forhindre udvikling af levercirrose.

Følgevirkninger af skrumpelever

Følgevirkninger af skrumpelever: Ascites: Væske i bughulen. Varicer: Åreknuder i spiserøret. Leverkoma: Bevidsthedsforstyrrelser. Icterus/Gulsot: Gult skær i hud og øjne. Tab af muskler, træthed og nedsat.

Følgevirkninger til levercirrose er alvorlige og kan være livstruende. Nogle får alle følgevirkninger, andre får enkelte eller ingen følgevirkninger.

Ascites - Væske i bughulen

Tegn på væske i bughulen:

  • Mavens omfang bliver større og du kan måske mærke, at tøjet strammer
  • Du bliver hurtig forpustet
  • Besvær ved at klare det samme i hverdagen som tidligere
  • Smerter og spænding i maven
  • Appetitten bliver mindre.

Kontakt Daghospitalet eller Medicinsk Ambulatorium, hvis du oplever tegn på væske i bughulen.

Varicer - Åreknuder i spiserøret

Åreknuder i spiserøret kan ikke mærkes. Hvis de vokser, er der risiko for at de brister og bløder. Hold derfor øje med:

  • Hvis farven på din afføring ændrer sig til sort, hvis der er spor af blod i afføringen eller hvis afføringen lugter sødt ildelugtende.
  • Hvis du kaster blod op eller hvis opkast ligner kaffegrums.

Ring 112 med det samme, hvis du opdager blod – eller tegn på blod i afføring eller opkast!

Leverkoma - Forstyrrelse af bevidstheden

Hvis du bliver mere træt og sløv, glemsom, forvirret eller irritabel, så kan det være tegn på leverkoma. Leverkoma kan udvikle sig til bevidstløshed.

Måske lægger dine pårørende mærke til disse tegn, før du selv gør det.

Kontakt Daghospitalet eller Medicinsk Ambulatorium med de samme, hvis din bevidsthed ændrer sig.

Icterus/Gulsot - Hud eller slimhinder i øjne får en gult skær/farve

Ved gulsot får hud og slimhinder en gullig farve. Det ses tydeligt i det "hvide" i øjnene. 

Kontakt Daghospitalet eller Medicinsk Ambulatorium hvis farven på din hud eller øjne bliver gul.

Det kan du gøre

Tal med personalet i Leverklinikken og læs vejledningen "Ændringer i hverdagen som kan forbedre dit sygdomsforløb".  Ændringerne kan betyde, at du får færre gener og følgevirkninger og chancen for et bedre liv.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden