Dit knoglebrud er behandlet med et eksternt fiksationsapparat, som sørger for, at dit brud er i den rigtige stilling, når det vokser sammen.
Smerter
De første dage efter operationen er det naturligt, at der er lidt irritation, hævelse og rødme omkring pindene. Det gør efterfølgende ikke ondt at have et eksternt fiksationsapparat, men det er vigtigt, at man overholder følgende råd om hygiejne og pleje for at undgå betændelse. De første 5-7 dage er det helt naturligt, at der siver lidt væske fra sårene. I det tilfælde kan du lægge gazestykker rundt om pindene.
Bevægelse og aflastning af armen
Det er vigtigt, at du flere gange om dagen bevæger den brækkede arm, leddene og fingrene omkring godt igennem. Det modvirker hævelse og stivhed. Du må dog ikke bære noget tungt med den brækkede arm. Du kan evt. få en armslynge til at aflaste armen, når du er ude, eller når du føler dig træt i armen. Hvis fingrene hæver, er det vigtigt, at armen løftes op. Når du sidder eller ligger, kan du fx have en hovedpude under armen.
Når apparatet skal fjernes
Når bruddet er vokset sammen, skal apparatet fjernes. Det foregår i Ortopædkirurgisk Ambulatorium i afsnit 333 i Center D. Du får en tid til, når du bliver udskrevet. Efterfølgende skal du muligvis have gipsskinne på yderligere i en uge.
Tegn på betændelse
Følgende symptomer kan være tegn på betændelse
- Rødme, hævelse og/eller varme i områderne omkring pindene.
- Dunkende smerte og siven af pus/gul væske.
- Feber.
Undgå betændelse
Risikoen for betændelse nedsættes betydeligt ved god hygiejne omkring pindene. Derfor anbefaler vi, at du følger denne vejledning mindst hver 3. dag og gerne dagligt.
- Vask armen under rindende vand, uden brug af sæbe. Vandet skal helst være håndvarmt. Du kan med fordel gøre det i forbindelse med brusebad.
- Løse skorper kan fjernes med engangsvaskeklude eller vatpinde. Fastsiddende skorper bør blive siddende, hvis der ikke er tegn på betændelse (rødme og siven af gul væske).
- Rens apparatet med en blød babytandbørste. Skyl med rindende vand.
- Tør godt efter med et rent håndklæde.