Gå til hovedindhold

Sådan skal du spise i uge 2 og 3 efter overvægtsoperation

Information om kost i uge 1-4 og fremover, efter en overvægtsoperation.

Energi

Du skal have mindst 1200 kcal for at dække kroppens basale kalorie behov. Den lille mavesæk gør, at maden passerer hurtigere ned i tarmen, og du kan derfor føle dig hurtigere mæt. Det er derfor almindeligt at spise for lidt mad efter gastric bypass. Træthed, kvalme eller manglende overskud er ofte tegn herpå. Er du meget aktiv, har du sandsynligvis behov for en kost med mere energi (kcal).

Protein

Du skal have mellem 80-100 g protein for at dække kroppens behov. Det kan være svært at få dækket behovet for protein efter en gastric bypass. Protein bruges i kroppen til bl.a. opbygning og vedligeholdelse af muskler og væv. Protein finder du i mælkeprodukter, ost, æg, kød, fisk, pålæg og bælgfrugter (linser, bønner, kikærter). For at få nok protein bør alle måltider indeholde en af ovenstående proteinkilder.

Kostfibre

Kostfibre gavner fordøjelsen. Du finder kostfibre i brød og kornprodukter samt i grøntsager. Gå efter Fuldkornsmærket når du handler. Du bør mindst få 15 g kostfibre dagligt, ved et indtag på 1200 kcal. Desuden anbefales et væskeindtag på mindst 1½ - 2 liter, idet kostfibre binder vand i tarmen og på denne måde er med til at få tarmen til at fungere optimalt. Får du for lidt kostfibre og væske kan du opleve forstoppelse.

Væske

Der anbefales et væskeindtag på mindst 1½ - 2 liter væske daglig fordelt over hele dagen. Drik kun små slurke til måltiderne.

Billede af hånd viser glas

6-8 daglige måltider

Når du følger kostrådene, kan du forebygge kvalme, opkastninger, fastsiddende fødevarer og overbelastning af mavesækken.

Efter en gastric bypass, vil din nye mavesæk ikke kunne rumme mere end 25-50 ml per måltid. For at dække kroppens behov for næringsstoffer, er det derfor vigtigt, at du spiser 6-8 små, næringsrige måltider i løbet af dagen. Proteinrig mad og drikke er vigtigt, da proteinerne hjælper med at bevare din muskelmasse under vægttab, samt fremmer sårhelingen, de første uger efter operationen. Der skal derfor være proteiner til alle dine måltider.

Du kan let komme til at mangle næringsstoffer, hvis du ikke spiser alle dine måltider eller spiser uhensigtsmæssigt. Slik, kage, chips m.m. vil mætte og optage pladsen for mere næringsholdig mad.

Vitaminer og mineraler

Nedstående vitamin og mineral tilskud anbefales som udgangspunkt livslangt postoperativt. Ofte indeholder kosten ikke sufficient og/eller absorptionen af vitamin og mineral er nedsat hvorfor vitamin og mineral tilskud er nødvendigt.

Dagligt vitamin- og mineraltilskud
2 stk. multivitamin- og mineraltablet (Apovit 50 +)
2 stk. Unikalk 38 ug tablet (i alt 800 mg calcium og 76 ug D-vitamin). 1 stk. morgen og 1 stk. aften
B12 vitamin indsprøjtning hver 3. md. hos egen læge
Til kvinder før menopausen: 1 jerntablet (ferro duretter 100 mg) til natten

Drikkevarer

Alle drikkevarer med brus frarådes efter operationen, da brus udspiler mavesækken. Undgå at drikke med sugerør, da der kan sluges for meget luft. Drikkevarer med sukker frarådes på grund af kalorieindholdet og risikoen for dumping (se nedenfor).

Alkohol:

Vær opmærksom på, at du efter operationen kan blive hurtigere påvirket af alkohol. Dette skyldes bl.a. at alkoholen optages hurtigere. Derfor frarådes Alkohol de første 3 mdr. efter operationen. Herefter anbefales general forsigtighed når du indtager alkohol.

Dumping

Dumping er et symptom, som kan opstå hvis mad og især sukker passere for hurtigt ned i tarmen. Symptomer på dumping kan være koldsved, hjertebanken, kraftige mavesmerter, diarré og trang til at lægge sig ned. Dumping er et signal om, at du enten har spist for hurtigt, for meget eller for sødt. Dumping er ikke farligt, men kan være meget ubehageligt.

Diarré

Nogle oplever at få diarré efter operationen. Diarré er ofte relateret til din kost og især, hvis den indeholder for meget fedt, da optagelsen af fedtet i tarmen kan være nedsat. Ildelugtende tarmluft kan også forekomme. Diarré kan også opstå, hvis du indtager for meget sukker.

Forstoppelse

Det er normalt, ikke at have afføring hver dag efter operationen. Når du spiser mindre portioner af mad, får du ikke de mængder af kostfibre eller den væske der skal til, for at holde maven i gang. Især de første 3 uger efter operationen er kosten fiberfattig. Du har forstoppelse, hvis du ikke har afføring minimum hver 3. dag, og vi anbefaler at du i så fald tager et afføringsmiddel, fx. laktulose som kan købes i håndkøb på apoteket. Kontakt den kirugiske sygeplejerske, hvis du er i tvivl, eller hvis du vil tale om, hvilke muligheder der er.

Hårtab

Du kan opleve hårtab, samt at håret vokser langsommere end sædvanligt, de første 6-9 mdr. efter en gastric bypass. Vores erfaring er at hårvæksten vender tilbage til det normale.

Uge 1: Flydende konsistens

OBS. Mens du er indlagt, skal du følge afdelingens anvisninger.

Under indlæggelsen, kan tilbuddet af mælk og yoghurt på afdelingen være forskelligt fra produkterne angivet i kostplanen. Snak med sygeplejersken om, hvilke muligheder der er.

Nedenstående kostplan gælder fra den dag du er kommet hjem efter operationen.
I de første uger efter operationen skal du spise skånsom kost for ikke at overbelaste den lille mavesæk. I starten skal mad og drikke være flydende og blød og gradvis bliver konsistensen grovere. Følgende kostplaner beskriver, hvordan du skal spise de første 4 uger efter operationen og frem.

Kostprincipper 1 uge på flydende kost

Den første uge efter operationen skal kosten være helt flydende og uden klumper og trevler.

For at sikre den rette konsistens skal du blende din mad med en blender eller en stavblender. Brug evt. en si.

Billede af skål med suppe

Sådan skal du indtage mad og drikke den første uge

Det tager lang tid at spise i den første tid efter operationen, husk at give dig god tid til at spise og drikke. Det er vigtigt, at du forsøger at spise alt det, der står på kostplanen, samt holder pause med at spise, når du føler din mave er fyldt. Vi anbefaler, at der går ca. 20 - 30 minutter mellem hvert måltid. Spis/drik ikke mere end 1 dl ad gangen.

Gode råd til at forberede den flydende periode

Ofte vil man være træt efter operationen så derfor er det en god ide at være forbedret.

  • Køb ind til hjemmelavet proteindrik (se opskrifter på side 9) eller køb de anbefalede proteindrikke på apoteket, ca. 11 stk den første uge.
  • Køb ind til hjemmelavet suppe (se opskrifter på side 10) og frys det ned i portioner af 1 dl eller køb færdige supper (max 5g fedt pr. 100g).
  • Brug en vandflaske på den måde ved du nøjagtigt hvor meget væske du indtager.

Kostplan – Uge 1 (flydende)

Indenholder ca. 1200 kcal og 100 g protein

Tidlig morgen:
1 dl letmælk

Morgen:
1 dl yoghurt naturel 1,5%
2 dl hjemmelavet proteindrik eller 1 dl proteindrik fra apoteket

Formiddag:
2 dl hjemmelavet proteindrik eller 1 dl proteindrik fra apoteket
2 dl letmælk

Frokost:
1 dl blendet suppe tilsat 10 g smagsneutralt proteinpulver
1 dl letmælk

Eftermiddag:
2 dl hjemmelavet proteindrik eller 1 dl proteindrik fra apoteket
2 dl letmælk

Aften:
1 dl blendet suppe tilsat 10 g smagsneutralt proteinpulver
1 dl letmælk

Sen aften:
2 dl hjemmelavet proteindrik eller 1 dl proteindrik fra apoteket
1 dl letmælk

Obs: Letmælk kan erstattes af: Kakao, koldskål eller drikkeyoghurt – med mindre end 5 g sukker per 100 ml.

Væske:
Stræb efter at få minimum ½ liter væske i løbet af dagen i denne første uge. Drik små slurke mellem måltiderne. Du kan drikke te, kaffe, vand og sukkerfri saft (uden brus).

Kostprincipper ved blendet kost – uge 2

I uge 2 skal kosten blendes til den har ”havregrødskonsistens”, undgå forsat klumper og trevler. Husk fortsat at give dig god tid til at spise og drikke og højst 1 dl ad gangen.

Billede af skål med mos

Kostplan - Uge 2 (Blendet)

Indeholder ca. 1200 kcal og 90 g protein

Tidlig morgen
1 dl letmælk

Morgenmad:
2 dl yoghurt naturel 1,5%

Formiddag:
2 dl hjemmelavet proteindrik eller 1 dl proteindrik fra apoteket
1 dl letmælk

Frokost:
60 g blendet kød, fisk, fjerkræ, kogte linser eller røræg af 1 æg
2 tsk. olie og 100 g blendede grøntsager
1 dl letmælk

Eftermiddag:
1 dl letmælk
2 dl hjemmelavet proteindrik eller 1 dl proteindrik fra apoteket

Aften:
60 g blendet kød, fisk, fjerkræ, kogte linser eller røræg af 1 æg
2 tsk. olie og 100 g blendede grøntsager
1 dl letmælk

Sen aften:
1 dl letmælk
2 dl hjemmelavet proteindrik eller 1 dl proteindrik fra apoteket

Væske:
Drik minimum 7 dl væske i løbet af dagen i denne uge. Drik små slurke mellem måltiderne. Du kan drikke te, kaffe, vand og sukkerfri saft (uden brus).

Uge 3: Moset konsistens

I uge 3 gøres konsistensen gradvist grovere til en moset konsistens. Du kan nu spise fisk eller kødfars moset med en gaffel. Kartofler koges og moses med en gaffel. Husk fortsat at spise langsomt og tygge maden grundigt, når du får mere fast kost. Husk at de enkelte måltider skal fordeles over mange små, så hver portion består af max. 1 - 1½ dl.

Kostplan - Uge 3 (Moset)

1200 kcal og 80 g protein

Morgenmad:
Havregrød af 20 g havregryn og 1 dl letmælk eller 2,5 dl surmælksprodukt

Formiddag:
2 dl hjemmelavet proteindrik eller 1 dl proteindrik fra apoteket
1 skive groft knækbrød med 1 skive ost/1 dl hytteost eller blødt magert pålæg fx. fisk eller pålægssalat

Frokost:
60 g kogt/ovndampet og moset fisk, farsretter, kogte linser eller 1 æg
60 g kogt kartoffel
2 tsk. olie og 100 g kogte grøntsager

Eftermiddag:
2 dl hjemmelavet proteindrik eller 1 dl proteindrik fra apoteket
1 skive groft knækbrød med 1 skive ost/1 dl hytteost eller blødt magert pålæg fx. fisk eller pålægssalat

Aften:
60 g kogt/ovndampet og moset fisk, farsretter, kogte linser eller 1 æg
60 g kogt kartoffel
2 tsk. olie og 100 g kogte grøntsager

Sen Aften:
2 dl hjemmelavet proteindrik eller 1 dl proteindrik fra apoteket

Væske:
Drik mindst 1 liter væske i løbet af dagen i denne uge. Drik små slurke mellem måltiderne. Du kan drikke te, kaffe, vand og sukkerfri saft (uden brus).

Uge 4 og fremover.

Kostråd (fra 4. uge og fremover)

  • Spis 6 måltider om dagen, - spring aldrig et måltid over.
  • Spis evt. en måltidserstatningsbar/proteindrik i stedet for et mellemmåltid.
  • Spis fedt- og sukkerfattigt (Brug indkøbsguiden).
  • Spis langsomt og tyg maden grundigt.
  • Portionsanret maden på en mindre tallerken.
  • Stop med at spise, så snart du mærker, at maven er fyldt.

Kostplan – Uge 4 og frem.

Indeholder ca. 1200 kcal - 80 g protein

Morgen:
1 dl havregryn (35g) og 2 dl mager mælk eller 2 dl mager yoghurt med 1 dl fedt- og sukkerfattig mysli (35g) eller 1 skive grovbrød (50g) med skrabet minarine og 2 skiver mager ost (40g).

Formiddag:
½ skive rugbrød (25g) eller 1 skive groft knækbrød (15g) med skrabet minarine og 1 skive magert kød/fiskepålæg/ost (20g), samt ½ stk. frugt.

Frokost:
1 skive rugbrød (50g) eller 2 skiver groft knækbrød (30g) med skrabet minarine og 2 skiver magert kød/fiskepålæg (40g) 1 glas mager mælk (2 dl) Hvis du har plads til mere i maven kan du spise lidt grønt fx agurk, tomat, gulerod.

Eftermiddag:
½ skive rugbrød (25g) eller 1 skive knækbrød (15g) med skrabet minarine og 1 skive magert kød/fiskepålæg/ost (20g) ½ stk. frugt eller ½ måltidserstatningsbar (30g) fx. Allévo, Nutrilett, Nupo.

Aften:
100g magert kød, fisk eller fjerkræ, 1 kartoffel (60g) eller ½ dl kogt ris/pasta/ bulgur eller couscous (25g), 2 spsk. mager sovs/dressing og 2 tsk. olie/flydende plantemargarine pr. person til tilberedning. Hvis du har plads til mere i maven kan du spise lidt grøntsager til måltidet.

Sen aften:
½ skive rugbrød (25g) eller 1 skive knækbrød (15g) med skrabet minarine og 1 skive magert kød/fiskepålæg/ost (20g) 1 glas mager mælk (2 dl).

Opskrifter på hjemmelavet proteindrik

Kakaodrik:

Til 7 portioner af 2 dl.

1000 ml kakao uden tilsat sukker

200 g skyr naturel

4 bægere pasteuriserede hele æg.

Koldskålsdrik:

Til 6 portioner af 2 dl.

500 ml ymer naturel 3,5%

500 ml kærnemælk

4 bægere pasteuriserede hele æg.

Tilsæt Evt. vaniljeessens eller sødemiddel efter behov

Billede af kakaodrik

Måltidserstatning:
½ brev Nupo Diet/Nutrilett shake/Allévo eller lignende blandet med 1 dl letmælk. Dette kan bruges som erstatning for proteindrik og/eller blendet suppe i kostplanen.

Opskrifter på grøntsagssupper

Tomatsuppe

Til 8 portioner af 1 dl.

1 dåser flåede tomater

1 løg

100 g gulerod

1 fed hvidløg

1,5 spsk tomatpure

3 dl grøntsagsbouillon (3 dl vand og 1 bouillonterning)

2 spsk olie

0,75 dl madlavningsfløde 8%

Husk at proteinberige din suppe med 10g smagsneutralt proteinpulver pr portion. Vær opmærksom på at proteinpulver skal kunne tåle opvarmning.

Krydderier efter smag

Hak løg, hvidløg og gulerødder og svits det af i en gryde med olie. Tilsæt tomatpure og krydderier og lad det stege i 1 minut. Tilsæt flåede tomater, bouillon og madlavningsfløde og lad suppen koge i ca. 30 min. Blend suppen og smag til med salt og peber.

Pureret grønsagssuppe:

Til 6 portioner af 1 dl.

225 g kartofler (ca. 3 stk.)

2 spsk olie

100 g knoldselleri eller andre rodfrugter

50 g gulerod

100 g porrer

5 dl grøntsagsbouillon (5 dl vand og 1 bouillonterning)

Krydderier efter smag

Skræl kartoflerne og rens grøntsagerne. Skær kartofler og knoldselleri i tern, gulerod og porre i skiver. Svits grøntsagerne i olien, ca. 2 minutter. Tilsæt bouillon og bring suppen i kog. Kog suppen ved middelvarme under låg i 20-30 minutter, til grøntsagerne er møre. Smag til med salt og peber. Du kan erstatte ovenstående grøntsager med andre grøntsager, som fx broccoli, blomkål, ærter eller grøntsagsblanding fra frost. Ca. 475 g grøntsager i alt.

Billede af skål med mos og stavblender

Fødevarer der potentiel kan skabe problemer 

Klistrede madvarer:
Hvidt brød, friskbagt brød, hvide ris, pasta, lasagne, nudler.

Hårde madvarer:
Nødder, mandler, tørstegt og sejt kød, pølseskind, bacon, flæskesvær, popcorn og chips.

Stoppende fødevarer:
Rabarber, ananas, asparges, porre, stokken på broccoli, hinder på citrusfrugter.

Fysisk aktivitet

Udover at følge kostrådene er det også vigtigt, at du er fysisk aktiv hver dag, gerne ½ time. Vælg den form for fysisk aktivitet du synes om f.eks. gang, cykling, motionscykling, stavgang, gymnastik, svømning, vandgymnastik, styrketræning, fitness, dans mv. De første 4-6 uger skal du være opmærksom på ikke at udløse smerter fra operationssåret. Du må svømme efter ca. 4 uger, når operationssårene er helet op. Træning af mavemusklerne kan påbegyndes ca. 4 uger efter operationen. Fysisk aktivitet hjælper til med at bevare og styrke musklerne. Jo større muskler kroppen har, jo bedre forbrænding.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden