Gå til hovedindhold

PET-CT-skanning ved udredning af endokarditis

En PET-CT-skanning består af to typer skanninger for at gøre billeder af kroppens celler og væv tydeligere.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en PET-CT-skanning med et radioaktivt sporstof (18F-Fluor-deoxy-glukose). En PET-CT-skanning kombinerer to typer skanninger for at fremstille meget detaljerede billeder af kroppens celler og væv. I nogle tilfælde bruger vi også røntgenkontraststof for at gøre forskellen mellem blodkar, organer og væv tydeligere. Undersøgelsen viser, om der er forandringer i hjertet, der skyldes endokarditis. 

Du skal forvente, at undersøgelsen varer 2-3 timer.

Vigtig forberedelse

Spis fede fødevarer dagen inden undersøgelsen

Dagen før undersøgelsen skal du spise godt med proteinrig mad med højt fedtindhold. Du må ikke spise kulhydrater.

Vi anbefaler, at du spiser mindst 3 måltider med æg og bacon. Det kan også være kalkunbacon. Dit sidste måltid skal være kl. 17.00.

Du kan supplere æg og bacon med andre fødevarer, der ikke indeholder kulhydrat. Eksempler på fedt- og proteinrige fødevarer uden kulhydrater er:

  • oksekød
  • svinekød
  • kylling
  • fed fisk, fx laks, makrel og sild
  • skaldyr
  • brie
  • mozzarella
  • parmesan
  • avocado
  • olivenolie.

Vær opmærksom på, at fx fisk ikke må være paneret, da rasp og mel indeholder kulhydrater.

Hvis du har spist andet mad end det angivne, eller hvis du kun har spist meget lidt, dagen inden undersøgelsen, kan vi være nødt til at aflyse og finde en ny tid.

Mød fastende

Du skal møde fastende. Du skal indtage dit sidste måltid senest kl.17.00 aftenen før undersøgelsen. Efter måltidet må du ikke spise (heller ikke pastiller og tyggegummi). Du må gerne drikke vand.

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer.

Forholdsregler, hvis du har diabetes

Hvis du har diabetes, skal du:

  • faste i 4 timer før undersøgelsen
  • holde pause med medicin, der indeholder metformin, de sidste 48 timer inden undersøgelsen
  • tage øvrige tabletter mod diabetes, som du plejer
  • tage din vanlige dosis insulin, før du begynder at faste. Du må ikke tage ekstra insulin, mens du faster
  • fortsætte med din basalinsulin, mens du faster, hvis du bruger insulinpumpe.

Undgå fysisk anstrengelse

Du må ikke anstrenge dig fysisk på dagen for undersøgelsen, da det kan påvirke resultatet.

Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer

Hvis du er eller kan være gravid, eller hvis du ammer, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Fjern bælter, smykker med mere inden undersøgelsen

Smykker og nogle typer af tøj med fx knapper, lynlåse og pailletter forstyrrer skanningsbillederne. Du vil derfor blive bedt om at fjerne smykker og eventuelt nogle typer af tøj fra det område, der skal skannes. Tag gerne smykker af hjemmefra.

På hospitalet

Undersøgelsen

Vi giver dig sporstoffet i en blodåre i din arm. Herefter skal du hvile dig i 1 time i et roligt rum med dæmpet belysning, mens sporstoffet fordeler sig i kroppen. Inden vi skanner dig, skal du gå på toilettet og tømme blæren.

Under skanningen skal du ligge stille på ryggen med armene over hovedet. Når du ligger i skanneren, sprøjter vi eventuelt også kontraststof ind i din arm. Kontraststoffet kan kortvarigt give en følelse af varme i kroppen. Du er alene i rummet, mens du bliver skannet, men vi kan se og tale med dig hele tiden.

Skanningen varer cirka 30 minutter.

Hjemme igen

Sporstoffet giver ingen bivirkninger

Der er ingen bivirkninger ved sporstoffet, og det udskilles hurtigt fra kroppen.

Kontakt din egen læge, hvis du får det dårligt

Hvis du har fået kontraststof og får udslæt, kløe eller rødme på huden eller bliver utilpas, kan det være tegn på, at din krop reagerer på kontraststoffet. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Få mere viden

Du kan få mere viden om en PET-CT-skanning på www.patienthåndbogen.dk. Søg på: ’FDG-PET-skanning’, ’PET/CT-Skanner’ eller ’Nuklearmedicinske undersøgelser og risiko’.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden