Gå til hovedindhold

Overflytning fra andet hospital til Behandling af Nyfødte på Hvidovre Hospital

Information om overflytning af barn til Hvidovre Hospital.

Vi ved, at det for mange forældre er en stor omvæltning at blive flyttet fra et hospital til et andet. Det er derfor vigtigt, at vi sammen finder frem til den måde, hvorpå vi bedst tilgodeser jeres ønsker og behov.

spædbarn ligger på mors bryst

Transport til Hvidovre Hospital

Der kan være mange årsager til at jeres barn skal flyttes fra et andet hospital til Hvidovre, men fælles for alle overflytninger er, at jeres barn vil blive overflyttet i ambulance eller taxa. Vi bestræber os på, at mindst én forælder kan være med i transporten, men det kan ikke altid lade sig gøre. I samarbejde med personalet aftaler I jeres transport til Hvidovre.

Billede af transportkuvøse
Billede af transportkuvøse

Podning for MRSA

Jeres barn bliver podet for en multiresistent bakterie (MRSA) forud for overflytningen samt ved ankomst til Hvidovre Hospital. I skal forvente at være isoleret indtil der foreligger et svar der fortæller at barnet ikke er bærer af bakterien, som regel drejer det sig om 6-8 timer. I få tilfælde op til 3 døgn.

Barnets reaktion

Spædbørn kan reagere på at blive overflyttet, og de skal vænne sig til de nye omgivelser. Jeres barn kan reagere ved at være mere træt, stille eller urolig end det plejer og kan få behov for støtte til vejrtrækning, selvom det egentlig er ude af CPAP/optiflow.

Familien i centrum

På Behandling af Nyfødte arbejder vi familiecentreret, hvilket betyder, at vi i samarbejde med forældrene tilrettelægger pleje og behandling. Dette gør vi blandt andet ved at afholde løbende familiesamtaler med jer. Den første samtale er en velkomstsamtale, der afholdes indenfor de første 3 dage.

I er velkomne til at kontakte afsnittet for mere information og eventuelt en rundvisning.

Vi glæder os til at lære jeres barn at kende!

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden