Information til dig, der er i risiko for at have fået MRSA
Stafylokokker og MRSA
Stafylokokker er bakterier, der er almindeligt forekommende hos mennesker, dyr og i omgivelserne. Man kan ikke mærke, at man har stafylokokker i fx næsen og på huden. Det kaldes en bærertilstand.
MRSA (Methicillin-resistent Staphylococcus aureus) er en stafylokok, der er blevet modstandsdygtig overfor behandling med almindelige antibiotika. MRSA kan give de samme infektioner som ikke-modstandsdygtige stafylokokker, men de skal behandles med specialantibiotika. MRSA giver sjældent anledning til infektioner hos raske personer, men i forvejen syge og svækkede personer har større risiko for infektioner.
Bakterien kan overføres ved direkte berøring mellem mennesker eller ved berøring af fælles ting, som fx et dørhåndtag.
Undersøgelse for MRSA
For at undersøge om du har fået MRSA, bliver du podet fra:
- Næsen
- Svælget
- Mellemkødet
- Eventuelle sår og/eller eksem
Det kan vare op til 3 døgn inden, der kommer svar på prøverne.
Forholdsregler på hospitalet for at undgå spredning af MRSA
Enestue
I nogle tilfælde er det nødvendigt at isolere dig på enestue, før vi ved, om du har fået MRSA. Det er for at nedsætte risikoen for smitte. Er du isoleret, må du kun forlade sengestuen efter aftale med personalet. Det er vigtigt, at du er omhyggelig med din håndhygiejne og anvender håndsprit hyppigt.
Du skal altid anvende håndsprit, når du forlader stuen. For at undgå, at personalet bringer bakterien videre til andre patienter, bærer de overtrækskittel, handsker og evt. maske ved personlig kontakt med dig.
Du skal være på enestue, indtil det er konstateret, om du har MRSA. Har du ikke bakterien, er det ikke længere nødvendigt med enestue.
Besøg
Du må gerne få besøg. Dine besøgende skal anvende håndsprit, når de forlader sengestuen.
Dine besøgende skal ikke benytte overtrækskittel og handsker. Dine besøgende må gerne benytte hospitalets fællesarealer udenfor afdelingen, såsom kiosk og café. Derimod er det vigtigt, at dit besøg foregår på stuen og ikke i afdelingens fællesarealer. Det gælder både i tilfælde af, at I mangler drikkevarer, tøj eller plejeartikler mv. Det er af hensyn til de mange indlagte patienter i afdelingen og risiko for overførsel af bakterier.
Er du i tvivl om noget, er du altid velkommen til at spørge personalet.