Byld
En byld er en betændelse, der kan opstå overalt på kroppen. En byld indeholder pus. Symptomerne er:
- Varme
- Rødme
- Hævelse
- Smerter
- Eventuelt feber.
Behandling
Når vi behandler en byld i underhuden, skærer vi hul på den og får pusset ud. Oftest foregår indgrebet under lokalbedøvelse og ved behov i lattergasrus. Du/dit barn kan tage hjem samme dag. Vurderer lægen, at det er nødvendigt, at operationen foregår i fuld bedøvelse, bliver du/dit barn indlagt.
Efter indgrebet:
Hvis bylden bliver tømt og renset under lokalbedøvelse og eventuelt samtidig lattergas, bliver du/dit barn udskrevet samme dag. Hvis undersøgelsen har været i fuld bedøvelse, bliver du/dit barn indlagt, men man bliver som regel udskrevet samme dag. Enkelte patienter bliver indlagt længere. Du/dit barn må spise umiddelbart efter indgrebet.
Lattergas
Lattergas er en gasart, som efter indånding ændrer opfattelsen af smerte og derfor kan bruges som let bedøvelsesmiddel. Nogle begynder at grine efter indånding af lattergas, deraf navnet.
Vi bruger lattergas til behandling af milde til moderater smerter ved fx behandling af en byld eller behandlingsprocedurer af kortere varighed. Virkningen indtræder efter 4-5 indåndinger og når sit maksimum inden for 3 minutter. Behandlingen med lattergas fortsætter, så længe ingrebet varer, eller så længe vi ønsker den smertelindrende virkning.
Anvendelse af lattergas
Vi giver lattergas på en af vores behandlingsstuer, hvor patienten trækker vejret i en tætsluttende maske. Sanseindtryk kan blive forstærket af behandlingen, og enkelte oplever milde hallucinationer. Lattergassen er ude af kroppen 5 minutter efter, at behandlingern er afsluttet. Du/dit barn kan tage hjem kort efter. Man kan være lidt rundtosset i 5-10 minutter efter, man har fået lattergas. Meget sjældent oplever man kvalme.
Åbne sår
Åbne sår skal hele fra bunden. Sår efter små bylder kan du/I selv holde rene. Det gør du ved at skylle såret med en almindelig bruser 1-2 gange dagligt, indtil såret er helet. Du/I behøver ikke rense med sæbe. Sørg for at duppe såret tørt med et rent håndklæde. Eventuel kontrol foregår hos egen læge. Hvis det er et stort sår, kan det være nødvendigt at få en kontroltid i vores klinik.
Smerter
Efter indgrebet er det vigtigt, at du/dit barn tager den smertestillende medicin, der bliver tilbudt. Det er almindelig håndkøbsmedicin som for eksempel Panodil og Brufen/Ipren. Hvis det ikke lindrer smerterne nok, er det vigtigt, at du/I fortæller det til sygeplejersken, der så vil tilbyde dig/dit barn et morfinlignende præparat. Du/dit barn vil som regel kun have brug for smertestillende medicin i få dage.
Når I kommer hjem, skal du/dit barn have følgende smertestillende medicin:
Panodil ___________mg som stikpille/tablet/mikstur hver ___________ time.
Brufen/Ipren ___________mg som stikpille/tablet/mikstur hver ___________ time
Efter udskrivelse/sygemelding
Som oftest kræver indgrebet kun, at du/dit barn er hjemme i ganske få dage. Det er vigtigt at tage den med ro de første par uger, indtil såret er helet. Almindelig leg og bevægelse er het ok, men undgå hård fysisk belastning og tunge løft. Du/dit barn skal undgå svømmebassiner, spa-bade og lignende til såret er helet.
Kontakt Børne- og Ungemodtagelsen i forløbet, hvis du/I oplever forværring, tegn på ny betændelse i såret eller smerter, som ikke kan blive behandlet med den anbefalede medicin.