Kort om undersøgelsen
Du skal have foretaget en MR-skanning (Magnetisk Resonans-skanning) af din lever. En MR-skanner er en kraftig magnet, der ved brug af radiobølger danner detaljerede billeder af kroppens væv og indre organer. Vi bruger kontraststof ved undersøgelsen.
Undersøgelsen varer 2 timer, men det er en god idé at afsætte 2½ timer, da der kan opstå ventetid.
Vigtig forberedelse
Giv besked, hvis du har metal i kroppen
Genstande af metal må ikke komme i en MR-skanner på grund af dens kraftige magnetfelt. Vær derfor opmærksom, hvis du fx har:
- metalklips i hjernen
- pacemaker (bemærk, at der kan sidde metal tilbage, selv om din pacemaker er fjernet)
- stent
- indopererede hjælpemidler som fx øreimplantat og insulinpumpe
- en Meyers ring mod nedsunket underliv
- kunstige lukkemuskler
- metalsplinter i øjne/krop
- elektroniske stimulatorer
- tandprotese med magnetiske tryklåse.
- Meyers ring
Du skal kontakte den læge eller afdeling, der har henvist dig, hvis noget af dette er relevant for dig, og I ikke allerede har talt om det. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har metal i kroppen, som påvirker skanningen, så sig det til os inden undersøgelsen.
Hav ikke løse metalgenstande på dig til MR-skanningen
Du må ikke have makeup, tøj eller andre genstande på dig, som indeholder metal. Det kan fx være:
- smykker, ur, hårpynt og piercinger eller lignende
- tøj med metal fx lynlås og knapper
- nikotinplaster
- blodsukkermåler
- metalbandage
- øjenskygge
- mobiltelefon.
Vi anbefaler, at du lader smykker og andre værdigenstande blive derhjemme, og at du fjerner eventuelle piercinger hjemmefra. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.
Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof
Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du kontakte os inden skanningen. Sig det også gerne til os ved selve skanningen.
Kontakt os, hvis du er gravid eller er opereret for nyligt
Hvis du er eller kan være gravid, eller hvis du er blevet opereret indenfor de seneste 6 uger, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.
Forbered dig, hvis du har klaustrofobi
Hvis du har klaustrofobi, skal du kontakte den læge eller afdeling, der har henvist dig. De kan give dig beroligende medicin, som du kan tage inden undersøgelsen.
Tag din medicin, som du plejer
Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer.
Undersøgelsen
Vi gennemgår et kontrolskema sammen
Før undersøgelsen gennemgår vi et skema sammen med dig, hvor vi stiller dig en række spørgsmål. Nogle af spørgsmålene har den læge eller afdeling, der henviste dig, allerede stillet, men vi spørger igen for din sikkerheds skyld. Vi gennemgår også selve undersøgelsen med dig, før vi går i gang.
Du får udleveret hospitalstøj
Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved undersøgelsen.
Undersøgelsen
Vi udleverer ørepropper eller høreværn, da skanneren støjer en del, når vi tager billeder. Vi hjælper dig til rette på det leje, som kører dig på plads i MR-skanneren.
Du får eventuelt sprøjtet kontraststof ind i en blodåre i din arm.
Du skal ligge helt stille på ryggen under skanningen, så billederne bliver skarpe. Du er alene i rummet, mens du bliver skannet, men vi kan se og tale med dig hele tiden.
Vi skanner dig af to omgange med cirka en times ventetid imellem. Den første skanning tager cirka 30 minutter og den anden cirka 10 minutter. Du sidder i venteværelset mellem skanningerne.
Svar på undersøgelsen
Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.