Gå til hovedindhold

Lungefunktionen - undersøgelse med inhalationsmedicin

Lungefunktionsundersøgelse med og uden brug af inhalationsmedicin.

Kort om undersøgelsen

Når du skal have undersøgt, hvor godt dine lunger fungerer, måler vi hvor meget luft, der kan være i dine lunger, og hvor hurtigt du kan tømme lungerne for luft.
Vi undersøger også effekten med og uden luftvejsudvidende medicin. Derfor er det vigtigt, at du ikke tager din egen medicin inden undersøgelsen.

Du skal forvente at være på hospitalet i 30-60 minutter i forbindelse med undersøgelsen. Der kan dog opstå ventetid, som kan forlænge dit ophold.

Vigtig forberedelse

Undgå disse former for medicin

Nogle slags medicin kan påvirke resultatet af undersøgelsen. Derfor skal du undgå følgende medicin i tiden op til undersøgelsen:

36 timer før:

  • Ultralangtidsvirkende inhalator, fx Relvar, Ellipta, Anoro, Trelegy, Spiriva, Spiolto, Striverdi, Trimbow, Bretaris Genuair, Eklira Genuair, Ultibro, Seebri, Incruse, Bevespi, Robinul.

24 timer før:

  • Langtidsvirkende, fast inhalator, fx Serevent, Foradil, Oxis, Symbicort, Innovair, Seretide, Bufomix, Flutiform.

6 timer før:

  • Akut inhalator fx Buventol, Ventoline, Bricanyl, Airomir, Atrovent.

Kontakt os inden undersøgelsen, hvis du har spørgsmål til din medicin.

Medbring din inhalationsmedicin

Hvis du tager inhalationsmedicin, skal du tage den med til undersøgelsen. Det er vigtigt, at vi kender medicinens navn, styrke, dosis og årsagen til, at du tager den.

Undgå fysisk anstrengelse

Du må ikke anstrenge dig fysisk på dagen for undersøgelsen, da det kan gå ud over resultatet.

Undgå rygning

Du skal stoppe med at ryge 1 time inden undersøgelsen.

På hospitalet

Undersøgelsen

Du sidder ned, mens du puster ud gennem et rør, som er forbundet til et måleapparat. Vi vejleder dig undervejs.
Vi beder dig derefter om at indånde medicin mod astma og vente 15-30 minutter, før du gentager undersøgelsen. Det gør vi for at se, om medicinen har en positiv effekt på dine lunger.

Undersøgelsen varer 30-60 minutter.

Ubehag ved undersøgelsen

Medicinen kan give lidt hjertebanken, følelsen af indre uro og rysten på hænderne. Det er ganske ufarligt og går over af sig selv.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen samme dag eller til næste kontrol. I nogle tilfælde kan der dog gå længere tid. Hvis din egen læge har henvist dig til undersøgelsen, får du svaret fra din læge.

Få mere viden

Brug for en at følges med

Har du brug for en at følges med til din aftale, har hospitalet et samarbejde med Social Sundhed. Social Sundhed stiller frivillige fra sundhedsuddannelser til rådighed. De kan kontaktes på telefon 93 91 23 00. Læs mere om Social Sundhed på www.socialsundhed.org

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden