En løbetest er en undersøgelse, der kan vise, om dit barn kan anstrenge sig uden at få astma.
Hvor og hvornår?
I skal møde i Afdeling for Børn og Unge, Klinik A31:
__________ dag d. __________ kl. __________
Er der nogen forberedelser til undersøgelsen?
- Du skal medbringe let tøj, som dit barn kan løbe i, fx gymnastiktøj.
- Dit barn skal have kondisko på, som er gode at løbe i.
- Du må gerne medbringe dit barns yndlingsmusik.
- Dit barn må ikke have haft en luftvejsinfektion eller et astmaanfald 3 uger før undersøgelsen.
Hvis dit barn er sygt eller har astmasymptomer, skal du ringe og aflyse undersøgelsen, og dit barn skal tage den anfaldsmedicin, barnet har brug for.
Medicin inden undersøgelsen
Du må gerne tage Spirocort, Giona eller Flixotide, som forebyggende medicin inden undersøgelsen.
Du må ikke tage følgende medicin inden undersøgelsen:
- Inhalation Bricanyl/Ventoline/Buventol senest 8 timer før undersøgelsen.
- Inhalation Symbicort/Serevent/Bufomix senest 48 timer før undersøgelsen.
- Tabl. Montelukast senest 5 døgn før undersøgelsen.
- Tabl. Antihistamin 3 døgn før undersøgelsen.
Hvor lang tid varer undersøgelsen?
Undersøgelsen varer ca. 1 time. I får svar på undersøgelsen med det samme.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Dit barn skal løbe minimum 6-8 minutter på et løbebånd. Dit barn får sved på panden og bliver forpustet.
Vi følger med i, hvor hurtigt dit barns hjerte slår (puls) under og efter undersøgelsen. Dit barn får et bælte med pulsmåler rundt om maven og får også en klemme på næsen, så dit barn trækker vejret gennem munden. Efter dit barn har løbet, skal det puste i et måleapparat, så vi kan måle lungefunktionen.
Hvis dit barn får astma, mens det løber, stopper vi undersøgelsen, og dit barn får astmamedicin, hvis der er behov for det.